En krigers blod

Jeg sad og betragtede min fætter og kusine, Jeffrey og Isabell, som sad og legede sammen i kravlegården. Godt nok var de 4 år, men de var nysgerrige af natur, så derfor var de i kravlegården. Imens jeg kiggede på dem, sad jeg og tænkte tilbage, da jeg selv var deres alder. Mig og min bror, som i øvrigt er min tvillingebror, kunne absolut ikke enes da vi var små. Vi skændtes, slog, bed og nappede hinanden konstant. Og vores mor havde altid sit besvær med at få os skilt ad igen.
”Rebecca” afbrød en stemme ude fra køkkenet af.
Jeg rejste mig og gik ud til min moster, som var hende, der havde kaldt.
”Ja Hannah?”
Hun var et af de mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldt for moster, faster, tante eller hvilken titel man nu havde. Hun foretrak at blive kaldt ved sit navn, fordi hun efter egen mening stadigvæk mente at hun var ung og rørig. Derimod havde hendes mand, Adin, end anden holdning. Han holdte af at vi kaldte ham for onkel, hvilket jeg også måtte indrømme at jeg faktisk også gjorde. Det gav mig et tættere forhold til ham end han bare var ”Adin” eller ”min mosters mand”.
”Hvad er dine og din brors planer for i aften?” spurgte Hannah mig.
”Jeg ved ikke hvad min bror har for, men jeg skal passe tvillingerne i aften, som jeg lovede dig for flere uger siden.”
Hannah vendte sig mod mig, da jeg sagde dette. Indtil da havde hun stadig stået og æltet på den dej hun var i gang med.
”Åh, undskyld, Rebecca. Jeg havde helt glemt at sige det, men jeg tager de små med hen til pigerne i aften.” Jeg grinede altid lidt over at Hannah stadig kaldte sine voksne veninder for pigerne.
Jeg smilede blot til hende og trak på skuldrene. Det var ikke første gang, at Hannah havde glemt at informere mig om ændrede planer.
”Det okay. Jeg finder nok på noget.”

Jeg gik ind i stuen igen, hvor jeg vidste at min telefon lå. Axel havde flere gange grint over, hvilket oldtidsfund min telefon var. Men jeg var ligeglad. Telefonen passede perfekt til de behov jeg havde, hvorimod Axel skulle være den nyeste, der fandtes. Jeg sendte tre beskeder rundt. En til hver tæt veninde jeg havde, i håb om at de var ledige i aften. Men håbet svandt hurtigt ind. Sofí havde en date, Thea var på overarbejde og Adelaide skulle være babysitter for sin lillebror på ti. Og min bror havde højst sandsynligt planer med sin on/off kæreste gennem tre år, Jewel. Nogle gange fattede jeg ikke hvad han så i hende, og hvad hun så i ham. Men det var deres valg.
Jeg lod derfor blikket vandre til mit håndled, som var viklet ind i et svedbånd. Jeg tog det af og vendte og drejede håndleddet, mens jeg fulgte linjerne i huden. Dette var det eneste bevis på at jeg tilhørte min mors slægt. Folk troede for det meste, at det var selvforskyldte ar, fordi linjerne stak dybt. Men sådan havde det altid set ud. Lige siden vi blev født. Hannah sagde, at det stak dybt på grund af at vi havde så lang en slægt af ædle magikere. For det var det dét betød. At vi, min bror og jeg, var magikere. Axel og jeg var dog nødt til at skjule dem, for det var ikke almindeligt at både være magiker og kriger. Man fik blot tildelt en af egenskaberne fra sine forældre, ikke dem begge. Jeg havde det tit blandet med at være en kriger. Fordi at være kriger betød at jeg var bundet til min far. En mand, jeg aldrig har mødt. Han forlod vores mor, da hun var fire måneder henne i graviditeten. Og hun har ikke hørt fra ham siden dengang, og hun ville heller ikke efter vi var blevet født, har Hannah fortalt. Hannah kender ikke den præcise grund til bruddet, da vores mor holdte det hemmeligt, og hun er her ikke i dag til at kunne fortælle det. I morgen er det nemlig femten år siden hun døde.

”Tænker du på mor?” afbrød Axels stemme min tankestrøm.
Jeg vendte mig om og så ham stå lænet mod dørkarmen. Jeg behøvedes ikke at spørge for at vide, at han havde stået der i adskillige minutter.
”Ja. Det er jo årsdagen i morgen.”
”Og samtidig vores fødselsdag.” sagde Axel dystert, og jeg blev mindet om vores beslutning vi traf, da vi fyldte otte.
To måneder inden vi fyldte 8 år, havde Hannah og onkel fortalt os den rigtige grund bag vores mors forsvinden og drab. Denne melding gjorde at Axel og jeg havde besluttet ikke at ville fejre vores fødselsdag mere på grund af at vores mors dødsdag lå på samme dag – en detalje vi også fik at vide den dag. Egentlig døde hun, da vi fyldte fem men Hannah og onkel havde holdt det hemmeligt, indtil vi skulle begynde på Krigerskolen, hvor alle krigere får deres uddannelse.
”Vi klarer det, Becca.” sagde Axel blot, og lagde en hånd på min skulder og gav den et klem.
Jeg lagde en hånd oven på hans. ”Det gør vi nok, Ax. Det gør vi nok.”
”Axel, Rebecca. Gør lige tvillingerne klar til mad.” råbte Hannah ude fra køkkenet af.
”Ja, Hannah.” svarede Axel, klemte min skulder en gang til, før han gik hen og løftede Isabell op fra gulvet af. Hun knugede sig ind til ham, mens hun kiggede hen over skulderen på Axel og holdte øje med hendes bror som stavrede efter dem, efter jeg havde løftet ham ud af kravlegården.

Der var helt stille i huset efter Hannah var gået med tvillingerne og onkel var kørt på aftenvagt. Axel havde lagt sig i sin seng for at hvile sig, mens jeg havde brug for at få styr på tankerne, hvilket jeg nemmest fik i træningsrummet, som onkel havde bygget til os i kælderen, trods Hannahs protester. Jeg greb fat i min træningsstav, som også var mit yndlingsvåben i kamp. Jeg kastede staven lidt frem og tilbage mellem hænderne, og kunne allerede mærke roen sænke sig over mig. Jeg stillede i udgangsposition og gik i gang.
Pludselig mærkede jeg en pil suse forbi mit øre. Jeg drejede hurtigt omkring, klar med staven, og så Axel med udstrakt bue og en pil klar til at blive skudt af. Hans yndlingsvåben. Jeg smilede skævt, og satte i løb mod ham. Han skød pilen efter mig, som jeg parerede med staven.

To timer efter trådte jeg ud af badet. Vi havde trænet i halvanden time, da Hannah først kom hjem med tvillingerne og onkel ti minutter efter. Jeg satte håret stramt i en fletning og hoppede i et par løse bukser og en top, og gik ud i dagligstuen hvor Hannah for en gangs skyld sad og hvilede sig.
”I udmatter jer selv med al den træning.”
Her tænkte hun på de to timer, Axel og jeg løb hver dag, hvor vi altid endte med at gøre det til et kapløb for at overgå hinanden. Samt de en til to timer, vi også hver dag trænede med eller uden våben i træningsrummet.
”Hannah, vi har gjort det her siden vi var 15 år...”
”For at holde jer i skarp form. Jaja” sluttede hun min sætning. Det var tydeligt, at vi havde haft denne her samtale alt for mange gange de sidste par år.
”Rebecca. I kører jer selv for hårdt. Dronning Ambrosia har de sidste tre år bevist over for landet, at hun kan holde det fri for fjender. Der har ingen krige været, siden hun kom på tronen!”
Dette var problemet med Hannah. Hun troede fuldt og fast på at kongestyret var den eneste sikre vej mod fred. Men hun havde ikke set det, der foregik inde bag Krigerskolens vægge. Ting, som var ordrer fra selveste Dronning Ambrosia.