Under kastanjen

(Dansk stil fra 2005)

Hun sidder bare der og stirrer. Stirrer på ingenting, men på noget som alligevel må være der for hende. Vinden trak i ham. Den var blid i dag, ligesom vejret. Han stod og så på hende, som han havde gjort lige siden, hun startede på skolen. Der var noget over hende, som mindede ham om noget, han for længst havde glemt.

 Vinden blæste de varme og kærlige dufte fra vintergækkerne mod hende. En tåre triller ned af kinden på hende. Nogle tårer bliver til flere. Hun sidder forstenet uden at gemme tårerne i hænderne. Forstenet og hård som en sten. Urokkelig fra sin plads i livets gang. Hun så på sine hænder. Fine og rene uden spor af sort samvittighed. Men samvittigheden sad fast i hende. Den sad fast i hende, som barken sidder fast på træerne, som husene står fast på jorden. Hun havde gjort noget forkert. Hun vidste ikke hvad, men noget havde hun gjort forkert.

 Vinden ruskede igen blidt i træerne og buske. De nyopkomne blomster duftede så dejligt. Hun kunne alligevel ikke lade være med at snuse duften i sig. Selvom hendes sind var så mørkt, som en dyster aften med piskende regn og tordenvejr. Hendes hud var kold, selvom solen skinnede og varmede. Hun rejste sig, men bevægede sig ikke. Hun kunne ikke. At sidde lang tid på den kolde bænk under kastanje træet havde gjort hende kold. Hun tog et skridt, og et skridt mere. Langsomt bevægede hun sig, langsomt som sneglene drog forbi.

Han så efter hende, til hun var helt forsvundet bag om skolens hjørne. Han forstod egentligt ikke, hvorfor han blev ved med at iagttage hende hver dag. Hun var køn, men ikke ligefrem den populæreste på skolen. Men det var han i øvrigt heller ikke, så det gjorde ikke så meget. Han husker allerførste gang hun trådte ind i klassen, som var det i går. Hendes alt for lyse hud, hendes sorte tøj som var fyldt med alt muligt tingeltangel, hendes sko som var et par numre for store. Hendes hår og øjne havde tiltrukket hans opmærksomhed mest. De grønne katte lignende øjne, der skinnede i mørket. Og hendes sorte hår. Han vidste ikke rigtig, om det var oprindeligt sort. Han havde set lyse tjavser, så hun måtte være lyshåret. Han havde tit forestillet hende lyshåret, men billedet var altid gået i opløsning igen. Varmen dansede rundt om ham, da han gik hjemad. Eller til det der nu var et hjem. Det rodede og det lugtede af alkohol og cigaretrøg døgnet rundt. Han hadede at komme der, men han vidste, at kom han ikke hjem, fik han ballade.

Hun var lige trådt ind af døren da duften af renhed nåede hende. Hvor hun dog afskyede den lugt. Hendes mor havde rengøringsvanvid året rundt. Det var til at blive vanvittig af, altid at skulle dufte til renhed. Der var aldrig den hjemlige duft i hendes hjem. Som altid smider hun de beskidte sko midt i opgangen, og går ind på sit værelse. Men midt i gangen stopper hun op, og bukker sig ned, og sætter skoene pænt ind til siden. Hun sætter tasken lige ved siden af. Hænger den meget slidte og hærgede jakke op på knagen, hvor hun normalt egentligt bare smider den på gulvet. Hun går ud i køkkenet, hvor hendes mor står og laver salat. Hendes mor har altid gang i et eller andet, så hun ænser aldrig Siri når hun kommer hjem. Siri tager tasken igen og går ind på værelset.

Han sidder på værelset og hører højt techno musik. Han er alene hjemme for en gangs skyld. Han sidder bare og nikker til musikken der strømmer ud af de små højtalere. „Skønt,” tænker han „endelig fred for de små irriterende unger” og sukker. Livet er hårdt for en 16-årig dreng som Mikkel med 3 mindre søskende der råber og skriger, og med en far som er alkoholiker, og sover og drikker det meste af dagen væk. Mikkel kigger på sin telefon. En gammel elendig telefon. Han ser på en lap papir ved siden af den. Han tager lappen og ser på den. Hvidt og fladt, lidt krøllet måske. Der står et nummer på den. Han kender ikke nummeret. Han ser længe på den ene lap med det ene nummer, som er meget fint skrevet. Skrevet af en pige ligner det. Han vender papiret om, og der står noget. Siri Svensson. Det var altså Siris nummer. Nu huskede han det. Siri havde skrevet hendes nummer for lang tid siden, men grunden kan han ikke huske. Han tog telefonen og tastede nummeret ind.

Derhjemme sad Siri på sengen og stirrede på den modsatte væg. Telefonen ringede, og hun kunne høre hendes mor plapre løs. „Siri.. Det til dig.” kaldte hendes mor. Siri stak hovedet udenfor den hvide dør. „Det er en Mikkel Bruun,” sagde hun og gav telefonrøret til Siri. „Hallo..” sagde hun, „Hej Siri. Det er Mikkel fra din klasse. Jeg vil høre om vi ikke kunne mødes under den store kastanje i skolen?” braste det ud af Mikkel i telefonen, „Jo sagtens.” sagde hun, og lagde på. Hun gik ud i gangen, og skulle til at tage den slidte jakke, da hun opdagede den ikke hang der. „Mor!” råbte hun højt „Hvor er min jakke?”. „Den har jeg smidt til vask, kære. Tag den hvide.” svarede moren fra køkkenet af, hvor hun sikkert lavede noget nyt lækkert mad. Siri stirrede på den hvide jakke. Hvor hun dog afskyede farven hvid. Den var alt for lys og stemningsfuld til hende. Men hun tog den alligevel på.

Han stod under træet, da han så hende komme gående med en hvid jakke. Hun stillede sig direkte foran ham. „Min irriterende mor smed min sorte jakke til vask.” sagde Siri ligeud. „Okay...” sagde Mikkel og satte sig ned på bænken. Siri satte sig ved siden af. Hun kunne igen mærke den kolde bænk gå igennem skindet på hende. Hvor hun dog afskyede kulde. Ligesom hun afskyede alt andet der ikke var hende. Mikkel spurgte om noget ligegyldigt, og hun svarede også uden at lægge mærke til det.

Timerne fløj af sted, som jorden drejede rundt, for Siri og Mikkel. Først da solens sidste stråler var forsvundet fra jorden og husenes vægge opdagede de hvad klokken var. De så på hinanden, og udforskede hinandens ansigter. Mikkel så på Siris skeletagtige ansigt. Hun var jo køn nok når man så hende tæt på. Mikkel havde et rimelig godt ansigt, med lidt søde buttet kinder. „Nå, men jeg må hellere gå.” sagde Siri og rejste sig. Igen følte hun kulden gå gennem kroppen. Hun bevægede sig stille og langsomt. I det samme øjeblik tog Mikkel fat i hende og vendte hende om. Han så ind i hendes skinnede grønne øjne.

Siri var noget fra sig selv da hun kom hjem. Mikkel havde kysset hende under kastanjen, ikke stort, bare et lille et.

 Senere den aften stod en spinkel lille pige under kastanje træet ved skolen. Det var mørkt udenfor, mørkt som en kold vinterdag. Der høres skrabelyde fra pigen. Ingen kan se hvad hun er i færd med. Med et er skikkelsen forsvundet fra lyset.

Mikkel står og ser på graven. Der ligger mange smukke blomster. Roser og tulipaner. Han kigger på gravstenen: Siri Mikkelsen • Født den 10-04-1989 † Død den 11-04-2005.

 Det var i går. Det var i går hun forlod jorden for sidste gang. Den 11. april. Siri var blevet fundet under kastanjen i skolegården. Hendes hænder sad om en kniv, som hun havde stukket igennem hjertet. Hun havde fået en tragisk død – selvmord.

 Mikkel står og kigger på kastanjen. Der er ridset noget ind i det. Han går nærmere og følger ridserne, og staver sig frem. „Mikkel jeg elskede dig. Siri.”, er der ridset ind i træet. Mikkel sætter sig ned. Tårerne begynder at komme. Flere og flere. Til sidst sidder Mikkel begravet med hovedet i hænderne, og hænderne er våde efter tårerne over tabet af Siri.

Livet i det gamle hus

(Dansk stil fra 2005)

Huset ser stadigvæk fortabt ud sådan som man ser på det fra gaden af. Men indeni er det rummeligt og fint. Lugten af hvidløg, gammel fernis og baby bleer fylder ens næsebor i det samme øjeblik man træder ind i opgangen. Gelænderet er malet i gyselig blå farve, og væggene er helt gule. Hun begynder at tage de 5 trin op ad trappen, og standser så foran den første dør i stueetagen. Hun tager nøglen frem, og låser den brune dør op. Igen møder en dunst af gammel fernis og hvidløg hende. Der skal friskes op her, tænker hun og ser lidt misfornøjet på lejligheden. De blåstribede gardiner hænger stadig foran de matte ruder. Hun går ind i soveværelset, og videre ud i køkkenet. Det ser forfærdeligt ud. Skabene ser ud som om de kan falde ned når som helst. Køkkenbordene er så beskidte at man lige frem kan se støvet og skidtet. Hun sukker, og ryster på skuldrene. Hun går ud af lejligheden igen, og ud i gården. Gården har et lille bed i den ene ende. Hun lægger armene over kors og kigger på gården. Slidt i træværket og stenene er brudt op. Omme foran huset kan man høre bippet fra en stor lastbil, der er ved at bakke. Det må være hendes møbler, tænker hun og går derom. Ganske rigtig var det hendes møbler. 

Oppe fra første sal kigger Karl Petersen ud på gaden. – Magda, kalder han. Magda kommer trippende ind i stuen. – Hvad er der nu? sippede hun ad ham, - Jeg tror det er kommet en ny indflytter, siger han og peger ud af vinduet. – For guds skyld, Karl. Lad dog dem være, formanede hun sin mand og gik tilbage til køkkenet. Karl og Magda Petersen var dem der havde boet i huset længst tid. De var flyttet ind i det år det var blevet bygget. Året var 1980 og to unge på 25 år var klar til at flytte ind og leve livet sammen. Nu var de ikke unge længere. Årene var nået de halvtreds, og huset havde nået de femogtyve. Selvom de havde levet sammen i 25 år, var de kun gift på 15. år. Alle beboerne fra dengang havde været med til brylluppet. Deres lejlighed var prydet med gaverne fra dengang og billeder af børnene og børnebørnene.

På anden sal sidder lille Berit på gulvet og hyler. Inde fra værelset på den anden side af døren, hvor Berit sidder, kommer der højt musik. Derinde sidder 16-årige Katja og prøver at overhøre hendes lillesøsters vrælen. – Katja, luk så din søster ind. Det er ikke kun dit værelse, råber hendes mor og hamrer på døren. Katja slukker for musikken og åbner døren. – Jeg er ligeglad med den møgunge, råbte hun, og gik ud af døren. Katjas familie var de sidst tilkomne i huset. Hun hadede at bo der. De var flyttet fra parcelhuset i Odense til lejligheden i Slangerup. Langt fra alle hendes venner. Hun så på dørskiltet: Karen, Katja og Berit Larsen. Hun rakte tunge af skiltet og gik op ad trapperne til loftrummet.

Gamle Fru Olsen har lige låst døren på anden sal, og er på vej ned af trappen for at handle ind. Nede ved stueetagen støder hun på den nye indflytter. – Goddag unge frøken, siger Fru Olsen og smiler, - Goddag, hilser hun igen. – De må være den nye indflytter Hr. Mayer har fortalt om, fortæller Fru Olsen. – Ja det er jeg. Cecilie Nielsen, præsenterede Cecilie sig, - Margrete Olsen, sagde Fru Olsen og gav hende hånden. – Nå men jeg må videre. Jeg skal nå at handle ind inden butikkerne lukker, sagde Fru Olsen og var trippet af sted. Sød, gammel dame, tænkte Cecilie og smilede lidt. Hun gik ind i sin lejlighed og så sig omkring. Møblerne var på plads og kasserne stod rundt omkring. Det skal jo nok gå alt sammen, sagde hun og gav sig til at pakke alle sine ting ud fra kasserne af.

- Så for pokker. Nu er vognen væk, sagde Karl og pegede ophidset ud af vinduet. – Karl, slap dog af for guds skyld. Lad dog mennesket flytte ind i fred, sagde Magda opgivende. Sådan havde hendes mand opført sig i al den tid de havde boet i huset, og når der kom nye indflyttere. Mystisk nok skete det altid at de flyttede væk igen. Måske var det anderledes denne gang, tænkte Magda. – Vi skal da hilse på hende, sagde Karl og smilede lumsk. – Nej, Karl. Du prøver jo bare på at skræmme hende væk, sagde Magda og så strengt på sin mand, som krympede en lille smule.

Cecilie så rundt i stuen. Hun var endelig blevet færdig med at pakke ud. Utroligt nok fik hun det aldrig gjort det i det gamle hjem. Hun var jo næsten heller aldrig hjemme dengang. Hun så på de to sidste kasser med nogle gamle klude. Hun tog fat i den ene og fik den ud på trappen. Hun slæbte den opad trappen og op på loftrummet. Hun var kommet op på første sal og pludselig sad hendes fod fast i trinet, og hun faldt oveni kassen. Hendes ankel sagde et ordentligt knæk. - Av for hulen da også, skreg hun. Hun satte sig på trappen og så på sin ankel. Den så helt forkert ud. I det samme blev en dør åbnet over hende. – Hvad skete der? sagde en ung mand, – Jeg faldt over et trin, sagde Cecilie, – Vi må hellere få dig på skadestuen, sagde manden og tog fat i hende, og hjalp hende nedad trappen og ud i hans bil.

Katja sad og røg oppe på loftrummet. Hun vidste godt det ikke var godt for hendes helbred, når hun nu også var gymnast. Men hun kunne ikke lade være. Hendes venner i Odense havde fået hende til det. Hun vidste godt at de alle sammen ikke var helt rene og uskyldige, men de var alligevel bedre end alle de fine unge, som hendes mor ville have hende til at være sammen med. Hun tog et hiv mere af smøgen. Hun kiggede sig lidt omkring på loftrummet. Her var koldt og vådt, og her stank grusomt af mug. Hun så i deres afdeling af rummet. Der stod nogle kasser fra dengang de flyttede ind. Der lå sikkert gamle fotoalbums og porcelæn, som hendes mor kun brugte når de fik gæster på besøg. Hun smilede ved tanken om morens forsøg på at være civiliseret og meget fornem. Og Berit der var helt ustyrlig og skulle vise alle sine fine dukker og bamser. Katja smilede igen. Selvom Berit var irriterende det meste af tiden, kunne hun jo også være engle sød. Katja skoddede smøgen og rejste sig.

Da Katja gik forbi opgangen på tredje sal, kom hun i tanke om at der boede en familie derinde. Hun havde set en dreng og en pige gå sammen nede på gaden. Hun kom i tanke om at de egentligt havde fået et brev der skulle have været leveret til dem. Hun skyndte sig ned ad trappen og låste sig ind i lejligheden. Hun så en seddel fra moren, hvor der stod at de var gået en tur hende og Berit. Katja fandt brevet frem og skyndte sig ud og op på tredje sal. Hun ringede på dørklokken som var formet som en lille klovn. Døren blev åbnet, og Katja så ind i øjnene på en ung dreng, som lignede en på hendes alder. – Hej, sagde drengen. – Hej, fik Katja fremstammet, – Hvad vil du? spørger drengen lidt gnavent, – Vi har fået et af jeres breve ved en fejltagelse, siger Katja og tager brevet frem, – Tak, siger drengen, snupper brevet og smækker døren i hovedet på Katja. – Så meget for den venlighed, mumler Katja surt og stamper ned af trappen.

Drengen på tredje sal ligger brevet på køkkenbordet. Han ser ind i stuen hvor faren ligger og snorkbobler på sofaen. Der flyder med øl og cigaretter, og der lugter virkelig. Deres mor døde for tre år siden af lungebetændelse, og faren begyndte at drikke for at drukne sorgen. Derefter gik det ned af bakke for dem. Faren mistede sit arbejde, og nu måtte Nick arbejde til langt ud på natten for at tjene penge. Han gik ind på værelset og satte sig på sengen. Han så på sin lillesøster Katrine. Hun var helt uskyldigt med lyst hår og blå øjne. Hun mindede meget om deres afdøde mor. Han lagde sig tilbage og lukkede øjnene.

– Tak for hjælpen, sagde Cecilie og smilede svagt til manden som havde hjulpet hende, – Det var da så lidt, sagde han. De stod og så lidt på hinanden. – For resten, hvad hedder du egentligt? spurgte Cecilie, – Martin Andersen, præsenterede han sig, – Cecilie Nielsen, sagde hun og gav ham hånden. – Hør giver du ikke en kop kaffe? sagde Martin kækt. Hun kunne ikke lade være med at smile stort. – Jo kom da indenfor, sagde hun og åbnede døren.

På første sal ringede det på døren til Karl og Magda Petersen. Magda var den der åbnede døren. – Goddag, Hr. Mayer. Hvad skyldes æren? sagde Magda, – Det er Margrete Olsen. Hun fik et hjerteanfald i supermarkedet, sagde Hr. Mayer sorgmodigt, – Jamen åh gud dog, gispede Magda. Hr. Mayer fældede en tåre. – Hun overlevede desværre ikke, sagde han meget stille. Magda gik stille og chokeret ind til sin mand i stuen, og fortalte ham den dårlige nyhed. Karl Petersen er normalt ikke den mand som kan forskrækkes. Men netop denne nyhed rystede ham virkelig meget. Margrete Olsen havde stået Karl og Magda Petersen meget nært i al den tid de havde boet i huset.

Da Karen og Berit kom hjem efter deres gåtur ville Berit ud og lege, men Karen havde ikke tid. Katja stod i døråbningen og så på Berit der var ved at få tårer i øjnene. – Jeg skal nok gå med dig, sagde Katja. Berit strålede straks op, og gik ud i gangen og fandt sine sko frem. – Hvad har du gjort af min datter Katja Larsen? spurgte hun, og smilede. – Hun trængte til forandring, sagde hun og gik ud i gangen og gik ned sammen med Berit.

Den næste dag var alle i huset samlet på kirkegården. Den eneste der ikke var der var Nick og Katrines far. Alle stod klædt i sort og med bøjet hoved. Margrete Olsen lå stille og fin i kisten, som lige var blevet sænket i graven. Tårerne flød ned af Magda Petersens kind. Hendes mand Karl stod ved hendes side. Graven blev dækket til med jord, og blomsterne blev kastet på graven. De forlod kirkegården i dyb stilhed, og drog tilbage til det gamle hus.

Året efter på samme dag som Fru Olsen var blevet begravet var der bryllup i huset. Martin Andersen og Cecilie Nielsen skulle giftes, og de havde besluttet at de ville vies i den gamle gård. Beboerne i huset var inviteret med, undtagen Karl og Magda Petersen. De flyttede ud af huset kort tid efter Fru Olsens død. De kunne ikke holde ud af bo i huset efter at Fru Olsen ikke var der mere. Men der manglede stadig en. Anders Kristensen var blevet fundet død i sit eget hjem tre måneder efter begravelsen af Fru Olsen. Hr. Mayer syntes det var så synd for børnene at de skulle sendes væk, så han adopterede Nick og Katrine.

Livet fortsatte mange år efter i det gamle hus. Med udflyttere og indflyttere. Martin og Cecilie flyttede ud og nogle af deres venner overtog lejligheden. De sidste der blev boende var familien Larsen og Mayer.

En fyr imellem

Det øsregnede da jeg cyklede til skole. Sara havde ringet til mig og sagt at hun kom senere. Vi går ikke i samme klasse. Hun går i 8.a, og jeg går i 8.c på Ohning Skole. Så jeg skulle have fat i Emilie fra Saras klasse. Hun sidder ved siden af Sara. Det ved jeg fordi at Sara har fortalt mig det. Jeg sidder ved siden af Pelle. Min klasses spøgefugl. Nogle gange er han irriterende at sidde ved siden af, andre gange ikke. Han er mest irriterende i matematik. Han spørger nemlig hele tiden, hvordan man laver det vi er i gang med at lære. Men dansk er det godt at sidde ved siden af ham. Han er super god til dansk, og hjælper mig ligeså tit, som jeg hjælper ham i matematik. Bortset fra at han nyder at hjælpe andre, mens jeg hader at hjælpe ham i matematik. Jeg nåede hen til skolen fem minutter i otte. Jeg skulle skynde mig. Jeg låste cyklen, tog lygterne af, smuttede hen til Emilie og sagde at Sara kom senere og nåede lige på plads inden det ringede.

Som sædvanlig var Randi og Pelle sent på den. De kom brasende ind i klassen, uden at banke på. Vi havde historie, og vi har den sureste lærer på skolen. Hans navn er Kresten Andersen. Pelle smed sig ned på sin stol og var ved at vælte bagover. Jeg nåede lige at få fat i ryglænet, så han ikke faldt ned. Jeg gad ikke høre Krestens vise om, at vi skulle være stille i hans timer og ikke skulle vippe på stolene. ”Tak.” hviskede Pelle, og fandt historiebogen frem, ”Det var så lidt.” hviskede jeg tilbage, og så igen i historiebogen. Timen sneglede sig af sted. Inden timen var forbi sagde Kresten at vi skulle have historieprøve på fredag. Åh nej. Vi har Kresten i den sidste time om freddagen, og så skal vi have prøve. Han må virkelig elske at pine os, siden han giver os prøve om fredagen. Endelig ringede det, og vi pakkede historiebøgerne væk og fandt biologi bøgerne frem. Vi skulle have Niels Kristian, den kedeligste lærer på skolen overhovedet.

Da timen med Niels Kristian var overstået havde vi frikvarter og jeg smuttede ud.

Det var endelig holdt op med at regne. Jeg var gået ud og stod og trak lidt frisk luft, da jeg pludselig fik hældt vand over hovedet. Jeg vendte mig hurtigt om og så Pelle skraldgrine. Da han så mit ansigtsudtryk fik han fart på. Han har engang fået tæsk af mig, fordi han gav mig vand. Pelle var ikke hurtig nok. Jeg fik fat i ham, og fik ham lagt ned på jorden, og satte mig ovenpå ham. ”Hvad fanden har du gang i, Pelle? Du husker jo hvad der skete sidste gang du gjorde det mod mig?” råbte jeg ham ind i hovedet, ”Jo, udmærket.” peb han, ”Det var godt. For hvis det sker igen, får du samme tur, ligesom dengang.” sagde jeg, og fjernede mig fra ham. Jeg rejste mig og trak Pelle op. Inden han overhovedet nåede at reagere havde jeg taget vandflasken fra ham, og hældte vand over ham. ”Husk nu, hvad der sker næste gang.” sagde jeg til ham, og gav ham flasken. ”Heja Anita.”, råbte en pludselig. Jeg vendte mig og så at Sara var kommet. Hun kom hen til mig og lagde armen om skulderen på mig. Jeg lagde også min arm på hendes skulder. ”Godt skuldret, Anita. Jeg så det hele.” sagde hun, grinede, ”Tak. Tror jeg.” sagde jeg, ”Hey Pelle. Du kan klare alle andre piger, men Anita har du sku ikke klaret endnu.” sagde Sara, ”Bare vent, Sara. En dag skal jeg nok få ram over hende.” sagde Pelle, ”Ja, når jeg engang dør, Pelle.” sagde jeg, og smilede, ”Bare vent, Anita. Før eller siden.”, sagde Pelle. Pludselig ringede det ind.

Vores dansklærer Lene spurgte hvorfor Pelle og mig var blevet så våde. ”Pelle gav Anita vand, og så gav Anita Pelle vand.” sagde Tomas, ”Tak Tomas. Nå, det lader vi ligge. Find jeres bøger frem, børn.” sagde Lene, og satte sig ved katederet. Vi havde lavet nogle historier derhjemme til i dag. Lene inddelte os i fire grupper, og jeg endte i gruppe med Pelle, Tomas, Brigitte og Sofie.

Vi gik ned på glasgangen. Men vi kunne ikke begynde før at Sofie havde hentet sin historie, som hun havde glemt oppe i klassen, og før Tomas og Brigitte havde været på toilet. Mens de var væk skrev Pelle noget på et stykke papir, og gav det til mig. Jeg tog papiret og læste det han havde skrevet: Skal vi være kærester? Jeg skrev et ja, og gav ham papiret tilbage. ”Hej Anita.”, var der en der sagde. Jeg vendte mig om og så at det var Klaus, Saras kæreste. Hej Klaus.” sagde jeg, ”Hvem er den starut?” spurgte Klaus, og så på Pelle, ”Det er Pelle. Klassens spøgefugl.” sagde jeg, ”Halløj du.” sagde Pelle, ”Dav. Nå, det var nu ikke det jeg kom for. Anita, ved du hvor Sara er?” spurgte Klaus, ”Jeg er lige her.” sagde Sara og dukkede op ved siden af Klaus, ”Det er du. Kom så. Vi har bibliotekstid med Kresten.” sagde Klaus, ”Ja, ja. Vi ses, Anita.” sagde Sara, og smuttede med Klaus ned på biblioteket. Da de var smuttet kom Brigitte, Tomas og Sofie tilbage, og vi begyndte at læse historierne op for hinanden. Lene havde sagt at vi skulle finde en af de fem historier. Det blev som sædvanlig Pelle. Vi gik tilbage til klassen. Det var Pelle, Henrik, Henriette og Anne-Kristine der skulle læse højt. Da de havde læst højt, ringede det. Vi skulle have Lene i to timer, og i anden time var det bibliotekstid.

Brigitte, Henriette, Anne-Kristine, Henrik, Peter, Tomas og mig blev tilbage i klassen. Seddelen fra Pelle var faldet ud fra mit penalhus, og Brigitte fandt den. Jeg sad og rodede i Pelles taske. Han havde taget min lineal, og jeg havde først opdaget det da jeg kom hjem. Pludselig begyndte Brigitte at sige ordene fra seddelen op, og jeg rejste mig op. Da hun havde læst seddelen færdig, begyndte hun at råbe, ”Pelle og Anita er kærester. Pelle og Anita er kærester.”, ”Brigitte, giv mig den seddel.” råbte jeg efter hende, ”Nej. Ikke før du indrømmer at du er kærester med Pelle.”, sagde hun. Brigitte kender Pelles håndskrift da hun kom sammen med ham sidste år, så hun ved at det er ham der har skrevet det. ”Det gør jeg ikke. Giv mig den seddel.” sagde jeg, ”Nej, ikke før du indrømmer det.”, sagde Brigitte. Pludselig rejste Anne-Kristine og Peter sig og tog fat i Brigittes arme. ”Tag seddelen, Anita.” sagde Anne-Kristine. Jeg skyndte mig hurtigt hen og tog seddelen fra Brigitte. ”Slip mig!” råbte hun. Henrik stod udenfor og kom hurtigt ind, ”Slip hende. Lene kommer.” sagde han, og skyndte sig hen på sin plads. ”Brigitte, hvis du siger et ord om den seddel til klassen, bliver det værst for dig selv.”, sagde jeg til hende. Lene og resten af klassen kom ind og de satte sig, da Randi kom ind som den sidste. Lene satte sig til at læse i læsebogen.

Da det ringede til spisning, spurgte Pelle om han skulle købe for mig. Det måtte han gerne. Så jeg gav ham pengene og fortalte hvad jeg skulle have, og så smuttede han. Brigitte smuttede også. Pelle og Brigitte kom tilbage på samme tid, og Pelle gav mig min mad, og jeg begyndte at spise. Da det ringede til frikvarter, stod Sara i døren. Jeg sad lige ved døren. Jeg rejste mig, og gik ud til hende.

”Hvad er der?” spurgte jeg, ”Brigitte sagde at der er noget mellem dig og Pelle.” sagde Sara, ”Det er der ikke.”, svarede jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende at jeg var kærester med Pelle. ”Du lyver. Jeg kan se det på din øjne.” sagde Sara, ”Jeg lyver ikke. Vi er bare venner, og ikke andet.” råbte jeg, ”Du brugte ’bare’ ordet. Det plejer du kun at bruge når du siger noget der ikke er sandt.”, råbte hun. Pludselig kom vi op og skændes og det varede hele frikvarteret. Jeg forlod hende i vrede. Vi skulle have matematik, og der havde jeg en chance for at skrive til Pelle om skænderiet med Sara. Pelle og mig fik ikke lavet noget matematik, fordi vi skrev om det der var sket i frikvarteret. Da det ringede til frikvarter sagde Pelle at jeg skulle tænke over det med at sige vores hemmelighed til Sara. Så jeg sad og tænkte hele frikvarteret. Da det ringede ind havde jeg besluttet mig. Jeg ville sige det til Sara. Jeg tog min fysik bog og mit penalhus og fulgte med resten af klassen over til fysik lokalet. Vores lærer Viggo, forklarede bare en hel masse, som jeg ikke forstod, og ikke gad forstå. Jeg sad bare og ventede på at det ringede så jeg kunne få fat i Sara. Da det endelig ringede styrtede jeg ud af døren, og skyndte mig ned i klassen, og pakkede min taske. Jeg så Sara og løb ned til hende. ”Sara, vent. Du får det at vide. Det med Pelle.”, råbte jeg efter hende. Hun stoppede op og ventede på at jeg indhentede hende. Da jeg nåede hende stod jeg og fik vejret, før jeg hviskede i hendes øre at Pelle og mig var kærester og at han havde spurgt mig i dag. ”Er det rigtigt? Tillykke Anita.” råbte hun, ”Men, ti lige stille med det.” sagde jeg, ”Selvfølgelig. Alt for dig.” sagde hun, ”Og Pelle.”, hviskede hun. Vi gik ud til vores cykler og fulgtes indtil vi skulle skilles. Vi havde en sær vane med at være uvenner i en time eller to, men så er vi gode venner igen. Vi kan nemlig ikke undvære hinanden – og den andens hemmeligheder.

Den første historie jeg skrev - Del 2

Når I nu fik første del af mine gamle historier, så synes jeg også at I skulle have anden del af det.
Første del af historien findes her.