En fyr imellem

Det øsregnede da jeg cyklede til skole. Sara havde ringet til mig og sagt at hun kom senere. Vi går ikke i samme klasse. Hun går i 8.a, og jeg går i 8.c på Ohning Skole. Så jeg skulle have fat i Emilie fra Saras klasse. Hun sidder ved siden af Sara. Det ved jeg fordi at Sara har fortalt mig det. Jeg sidder ved siden af Pelle. Min klasses spøgefugl. Nogle gange er han irriterende at sidde ved siden af, andre gange ikke. Han er mest irriterende i matematik. Han spørger nemlig hele tiden, hvordan man laver det vi er i gang med at lære. Men dansk er det godt at sidde ved siden af ham. Han er super god til dansk, og hjælper mig ligeså tit, som jeg hjælper ham i matematik. Bortset fra at han nyder at hjælpe andre, mens jeg hader at hjælpe ham i matematik. Jeg nåede hen til skolen fem minutter i otte. Jeg skulle skynde mig. Jeg låste cyklen, tog lygterne af, smuttede hen til Emilie og sagde at Sara kom senere og nåede lige på plads inden det ringede.

Som sædvanlig var Randi og Pelle sent på den. De kom brasende ind i klassen, uden at banke på. Vi havde historie, og vi har den sureste lærer på skolen. Hans navn er Kresten Andersen. Pelle smed sig ned på sin stol og var ved at vælte bagover. Jeg nåede lige at få fat i ryglænet, så han ikke faldt ned. Jeg gad ikke høre Krestens vise om, at vi skulle være stille i hans timer og ikke skulle vippe på stolene. ”Tak.” hviskede Pelle, og fandt historiebogen frem, ”Det var så lidt.” hviskede jeg tilbage, og så igen i historiebogen. Timen sneglede sig af sted. Inden timen var forbi sagde Kresten at vi skulle have historieprøve på fredag. Åh nej. Vi har Kresten i den sidste time om freddagen, og så skal vi have prøve. Han må virkelig elske at pine os, siden han giver os prøve om fredagen. Endelig ringede det, og vi pakkede historiebøgerne væk og fandt biologi bøgerne frem. Vi skulle have Niels Kristian, den kedeligste lærer på skolen overhovedet.

Da timen med Niels Kristian var overstået havde vi frikvarter og jeg smuttede ud.

Det var endelig holdt op med at regne. Jeg var gået ud og stod og trak lidt frisk luft, da jeg pludselig fik hældt vand over hovedet. Jeg vendte mig hurtigt om og så Pelle skraldgrine. Da han så mit ansigtsudtryk fik han fart på. Han har engang fået tæsk af mig, fordi han gav mig vand. Pelle var ikke hurtig nok. Jeg fik fat i ham, og fik ham lagt ned på jorden, og satte mig ovenpå ham. ”Hvad fanden har du gang i, Pelle? Du husker jo hvad der skete sidste gang du gjorde det mod mig?” råbte jeg ham ind i hovedet, ”Jo, udmærket.” peb han, ”Det var godt. For hvis det sker igen, får du samme tur, ligesom dengang.” sagde jeg, og fjernede mig fra ham. Jeg rejste mig og trak Pelle op. Inden han overhovedet nåede at reagere havde jeg taget vandflasken fra ham, og hældte vand over ham. ”Husk nu, hvad der sker næste gang.” sagde jeg til ham, og gav ham flasken. ”Heja Anita.”, råbte en pludselig. Jeg vendte mig og så at Sara var kommet. Hun kom hen til mig og lagde armen om skulderen på mig. Jeg lagde også min arm på hendes skulder. ”Godt skuldret, Anita. Jeg så det hele.” sagde hun, grinede, ”Tak. Tror jeg.” sagde jeg, ”Hey Pelle. Du kan klare alle andre piger, men Anita har du sku ikke klaret endnu.” sagde Sara, ”Bare vent, Sara. En dag skal jeg nok få ram over hende.” sagde Pelle, ”Ja, når jeg engang dør, Pelle.” sagde jeg, og smilede, ”Bare vent, Anita. Før eller siden.”, sagde Pelle. Pludselig ringede det ind.

Vores dansklærer Lene spurgte hvorfor Pelle og mig var blevet så våde. ”Pelle gav Anita vand, og så gav Anita Pelle vand.” sagde Tomas, ”Tak Tomas. Nå, det lader vi ligge. Find jeres bøger frem, børn.” sagde Lene, og satte sig ved katederet. Vi havde lavet nogle historier derhjemme til i dag. Lene inddelte os i fire grupper, og jeg endte i gruppe med Pelle, Tomas, Brigitte og Sofie.

Vi gik ned på glasgangen. Men vi kunne ikke begynde før at Sofie havde hentet sin historie, som hun havde glemt oppe i klassen, og før Tomas og Brigitte havde været på toilet. Mens de var væk skrev Pelle noget på et stykke papir, og gav det til mig. Jeg tog papiret og læste det han havde skrevet: Skal vi være kærester? Jeg skrev et ja, og gav ham papiret tilbage. ”Hej Anita.”, var der en der sagde. Jeg vendte mig om og så at det var Klaus, Saras kæreste. Hej Klaus.” sagde jeg, ”Hvem er den starut?” spurgte Klaus, og så på Pelle, ”Det er Pelle. Klassens spøgefugl.” sagde jeg, ”Halløj du.” sagde Pelle, ”Dav. Nå, det var nu ikke det jeg kom for. Anita, ved du hvor Sara er?” spurgte Klaus, ”Jeg er lige her.” sagde Sara og dukkede op ved siden af Klaus, ”Det er du. Kom så. Vi har bibliotekstid med Kresten.” sagde Klaus, ”Ja, ja. Vi ses, Anita.” sagde Sara, og smuttede med Klaus ned på biblioteket. Da de var smuttet kom Brigitte, Tomas og Sofie tilbage, og vi begyndte at læse historierne op for hinanden. Lene havde sagt at vi skulle finde en af de fem historier. Det blev som sædvanlig Pelle. Vi gik tilbage til klassen. Det var Pelle, Henrik, Henriette og Anne-Kristine der skulle læse højt. Da de havde læst højt, ringede det. Vi skulle have Lene i to timer, og i anden time var det bibliotekstid.

Brigitte, Henriette, Anne-Kristine, Henrik, Peter, Tomas og mig blev tilbage i klassen. Seddelen fra Pelle var faldet ud fra mit penalhus, og Brigitte fandt den. Jeg sad og rodede i Pelles taske. Han havde taget min lineal, og jeg havde først opdaget det da jeg kom hjem. Pludselig begyndte Brigitte at sige ordene fra seddelen op, og jeg rejste mig op. Da hun havde læst seddelen færdig, begyndte hun at råbe, ”Pelle og Anita er kærester. Pelle og Anita er kærester.”, ”Brigitte, giv mig den seddel.” råbte jeg efter hende, ”Nej. Ikke før du indrømmer at du er kærester med Pelle.”, sagde hun. Brigitte kender Pelles håndskrift da hun kom sammen med ham sidste år, så hun ved at det er ham der har skrevet det. ”Det gør jeg ikke. Giv mig den seddel.” sagde jeg, ”Nej, ikke før du indrømmer det.”, sagde Brigitte. Pludselig rejste Anne-Kristine og Peter sig og tog fat i Brigittes arme. ”Tag seddelen, Anita.” sagde Anne-Kristine. Jeg skyndte mig hurtigt hen og tog seddelen fra Brigitte. ”Slip mig!” råbte hun. Henrik stod udenfor og kom hurtigt ind, ”Slip hende. Lene kommer.” sagde han, og skyndte sig hen på sin plads. ”Brigitte, hvis du siger et ord om den seddel til klassen, bliver det værst for dig selv.”, sagde jeg til hende. Lene og resten af klassen kom ind og de satte sig, da Randi kom ind som den sidste. Lene satte sig til at læse i læsebogen.

Da det ringede til spisning, spurgte Pelle om han skulle købe for mig. Det måtte han gerne. Så jeg gav ham pengene og fortalte hvad jeg skulle have, og så smuttede han. Brigitte smuttede også. Pelle og Brigitte kom tilbage på samme tid, og Pelle gav mig min mad, og jeg begyndte at spise. Da det ringede til frikvarter, stod Sara i døren. Jeg sad lige ved døren. Jeg rejste mig, og gik ud til hende.

”Hvad er der?” spurgte jeg, ”Brigitte sagde at der er noget mellem dig og Pelle.” sagde Sara, ”Det er der ikke.”, svarede jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende at jeg var kærester med Pelle. ”Du lyver. Jeg kan se det på din øjne.” sagde Sara, ”Jeg lyver ikke. Vi er bare venner, og ikke andet.” råbte jeg, ”Du brugte ’bare’ ordet. Det plejer du kun at bruge når du siger noget der ikke er sandt.”, råbte hun. Pludselig kom vi op og skændes og det varede hele frikvarteret. Jeg forlod hende i vrede. Vi skulle have matematik, og der havde jeg en chance for at skrive til Pelle om skænderiet med Sara. Pelle og mig fik ikke lavet noget matematik, fordi vi skrev om det der var sket i frikvarteret. Da det ringede til frikvarter sagde Pelle at jeg skulle tænke over det med at sige vores hemmelighed til Sara. Så jeg sad og tænkte hele frikvarteret. Da det ringede ind havde jeg besluttet mig. Jeg ville sige det til Sara. Jeg tog min fysik bog og mit penalhus og fulgte med resten af klassen over til fysik lokalet. Vores lærer Viggo, forklarede bare en hel masse, som jeg ikke forstod, og ikke gad forstå. Jeg sad bare og ventede på at det ringede så jeg kunne få fat i Sara. Da det endelig ringede styrtede jeg ud af døren, og skyndte mig ned i klassen, og pakkede min taske. Jeg så Sara og løb ned til hende. ”Sara, vent. Du får det at vide. Det med Pelle.”, råbte jeg efter hende. Hun stoppede op og ventede på at jeg indhentede hende. Da jeg nåede hende stod jeg og fik vejret, før jeg hviskede i hendes øre at Pelle og mig var kærester og at han havde spurgt mig i dag. ”Er det rigtigt? Tillykke Anita.” råbte hun, ”Men, ti lige stille med det.” sagde jeg, ”Selvfølgelig. Alt for dig.” sagde hun, ”Og Pelle.”, hviskede hun. Vi gik ud til vores cykler og fulgtes indtil vi skulle skilles. Vi havde en sær vane med at være uvenner i en time eller to, men så er vi gode venner igen. Vi kan nemlig ikke undvære hinanden – og den andens hemmeligheder.