Livet i det gamle hus

(Dansk stil fra 2005)

Huset ser stadigvæk fortabt ud sådan som man ser på det fra gaden af. Men indeni er det rummeligt og fint. Lugten af hvidløg, gammel fernis og baby bleer fylder ens næsebor i det samme øjeblik man træder ind i opgangen. Gelænderet er malet i gyselig blå farve, og væggene er helt gule. Hun begynder at tage de 5 trin op ad trappen, og standser så foran den første dør i stueetagen. Hun tager nøglen frem, og låser den brune dør op. Igen møder en dunst af gammel fernis og hvidløg hende. Der skal friskes op her, tænker hun og ser lidt misfornøjet på lejligheden. De blåstribede gardiner hænger stadig foran de matte ruder. Hun går ind i soveværelset, og videre ud i køkkenet. Det ser forfærdeligt ud. Skabene ser ud som om de kan falde ned når som helst. Køkkenbordene er så beskidte at man lige frem kan se støvet og skidtet. Hun sukker, og ryster på skuldrene. Hun går ud af lejligheden igen, og ud i gården. Gården har et lille bed i den ene ende. Hun lægger armene over kors og kigger på gården. Slidt i træværket og stenene er brudt op. Omme foran huset kan man høre bippet fra en stor lastbil, der er ved at bakke. Det må være hendes møbler, tænker hun og går derom. Ganske rigtig var det hendes møbler. 

Oppe fra første sal kigger Karl Petersen ud på gaden. – Magda, kalder han. Magda kommer trippende ind i stuen. – Hvad er der nu? sippede hun ad ham, - Jeg tror det er kommet en ny indflytter, siger han og peger ud af vinduet. – For guds skyld, Karl. Lad dog dem være, formanede hun sin mand og gik tilbage til køkkenet. Karl og Magda Petersen var dem der havde boet i huset længst tid. De var flyttet ind i det år det var blevet bygget. Året var 1980 og to unge på 25 år var klar til at flytte ind og leve livet sammen. Nu var de ikke unge længere. Årene var nået de halvtreds, og huset havde nået de femogtyve. Selvom de havde levet sammen i 25 år, var de kun gift på 15. år. Alle beboerne fra dengang havde været med til brylluppet. Deres lejlighed var prydet med gaverne fra dengang og billeder af børnene og børnebørnene.

På anden sal sidder lille Berit på gulvet og hyler. Inde fra værelset på den anden side af døren, hvor Berit sidder, kommer der højt musik. Derinde sidder 16-årige Katja og prøver at overhøre hendes lillesøsters vrælen. – Katja, luk så din søster ind. Det er ikke kun dit værelse, råber hendes mor og hamrer på døren. Katja slukker for musikken og åbner døren. – Jeg er ligeglad med den møgunge, råbte hun, og gik ud af døren. Katjas familie var de sidst tilkomne i huset. Hun hadede at bo der. De var flyttet fra parcelhuset i Odense til lejligheden i Slangerup. Langt fra alle hendes venner. Hun så på dørskiltet: Karen, Katja og Berit Larsen. Hun rakte tunge af skiltet og gik op ad trapperne til loftrummet.

Gamle Fru Olsen har lige låst døren på anden sal, og er på vej ned af trappen for at handle ind. Nede ved stueetagen støder hun på den nye indflytter. – Goddag unge frøken, siger Fru Olsen og smiler, - Goddag, hilser hun igen. – De må være den nye indflytter Hr. Mayer har fortalt om, fortæller Fru Olsen. – Ja det er jeg. Cecilie Nielsen, præsenterede Cecilie sig, - Margrete Olsen, sagde Fru Olsen og gav hende hånden. – Nå men jeg må videre. Jeg skal nå at handle ind inden butikkerne lukker, sagde Fru Olsen og var trippet af sted. Sød, gammel dame, tænkte Cecilie og smilede lidt. Hun gik ind i sin lejlighed og så sig omkring. Møblerne var på plads og kasserne stod rundt omkring. Det skal jo nok gå alt sammen, sagde hun og gav sig til at pakke alle sine ting ud fra kasserne af.

- Så for pokker. Nu er vognen væk, sagde Karl og pegede ophidset ud af vinduet. – Karl, slap dog af for guds skyld. Lad dog mennesket flytte ind i fred, sagde Magda opgivende. Sådan havde hendes mand opført sig i al den tid de havde boet i huset, og når der kom nye indflyttere. Mystisk nok skete det altid at de flyttede væk igen. Måske var det anderledes denne gang, tænkte Magda. – Vi skal da hilse på hende, sagde Karl og smilede lumsk. – Nej, Karl. Du prøver jo bare på at skræmme hende væk, sagde Magda og så strengt på sin mand, som krympede en lille smule.

Cecilie så rundt i stuen. Hun var endelig blevet færdig med at pakke ud. Utroligt nok fik hun det aldrig gjort det i det gamle hjem. Hun var jo næsten heller aldrig hjemme dengang. Hun så på de to sidste kasser med nogle gamle klude. Hun tog fat i den ene og fik den ud på trappen. Hun slæbte den opad trappen og op på loftrummet. Hun var kommet op på første sal og pludselig sad hendes fod fast i trinet, og hun faldt oveni kassen. Hendes ankel sagde et ordentligt knæk. - Av for hulen da også, skreg hun. Hun satte sig på trappen og så på sin ankel. Den så helt forkert ud. I det samme blev en dør åbnet over hende. – Hvad skete der? sagde en ung mand, – Jeg faldt over et trin, sagde Cecilie, – Vi må hellere få dig på skadestuen, sagde manden og tog fat i hende, og hjalp hende nedad trappen og ud i hans bil.

Katja sad og røg oppe på loftrummet. Hun vidste godt det ikke var godt for hendes helbred, når hun nu også var gymnast. Men hun kunne ikke lade være. Hendes venner i Odense havde fået hende til det. Hun vidste godt at de alle sammen ikke var helt rene og uskyldige, men de var alligevel bedre end alle de fine unge, som hendes mor ville have hende til at være sammen med. Hun tog et hiv mere af smøgen. Hun kiggede sig lidt omkring på loftrummet. Her var koldt og vådt, og her stank grusomt af mug. Hun så i deres afdeling af rummet. Der stod nogle kasser fra dengang de flyttede ind. Der lå sikkert gamle fotoalbums og porcelæn, som hendes mor kun brugte når de fik gæster på besøg. Hun smilede ved tanken om morens forsøg på at være civiliseret og meget fornem. Og Berit der var helt ustyrlig og skulle vise alle sine fine dukker og bamser. Katja smilede igen. Selvom Berit var irriterende det meste af tiden, kunne hun jo også være engle sød. Katja skoddede smøgen og rejste sig.

Da Katja gik forbi opgangen på tredje sal, kom hun i tanke om at der boede en familie derinde. Hun havde set en dreng og en pige gå sammen nede på gaden. Hun kom i tanke om at de egentligt havde fået et brev der skulle have været leveret til dem. Hun skyndte sig ned ad trappen og låste sig ind i lejligheden. Hun så en seddel fra moren, hvor der stod at de var gået en tur hende og Berit. Katja fandt brevet frem og skyndte sig ud og op på tredje sal. Hun ringede på dørklokken som var formet som en lille klovn. Døren blev åbnet, og Katja så ind i øjnene på en ung dreng, som lignede en på hendes alder. – Hej, sagde drengen. – Hej, fik Katja fremstammet, – Hvad vil du? spørger drengen lidt gnavent, – Vi har fået et af jeres breve ved en fejltagelse, siger Katja og tager brevet frem, – Tak, siger drengen, snupper brevet og smækker døren i hovedet på Katja. – Så meget for den venlighed, mumler Katja surt og stamper ned af trappen.

Drengen på tredje sal ligger brevet på køkkenbordet. Han ser ind i stuen hvor faren ligger og snorkbobler på sofaen. Der flyder med øl og cigaretter, og der lugter virkelig. Deres mor døde for tre år siden af lungebetændelse, og faren begyndte at drikke for at drukne sorgen. Derefter gik det ned af bakke for dem. Faren mistede sit arbejde, og nu måtte Nick arbejde til langt ud på natten for at tjene penge. Han gik ind på værelset og satte sig på sengen. Han så på sin lillesøster Katrine. Hun var helt uskyldigt med lyst hår og blå øjne. Hun mindede meget om deres afdøde mor. Han lagde sig tilbage og lukkede øjnene.

– Tak for hjælpen, sagde Cecilie og smilede svagt til manden som havde hjulpet hende, – Det var da så lidt, sagde han. De stod og så lidt på hinanden. – For resten, hvad hedder du egentligt? spurgte Cecilie, – Martin Andersen, præsenterede han sig, – Cecilie Nielsen, sagde hun og gav ham hånden. – Hør giver du ikke en kop kaffe? sagde Martin kækt. Hun kunne ikke lade være med at smile stort. – Jo kom da indenfor, sagde hun og åbnede døren.

På første sal ringede det på døren til Karl og Magda Petersen. Magda var den der åbnede døren. – Goddag, Hr. Mayer. Hvad skyldes æren? sagde Magda, – Det er Margrete Olsen. Hun fik et hjerteanfald i supermarkedet, sagde Hr. Mayer sorgmodigt, – Jamen åh gud dog, gispede Magda. Hr. Mayer fældede en tåre. – Hun overlevede desværre ikke, sagde han meget stille. Magda gik stille og chokeret ind til sin mand i stuen, og fortalte ham den dårlige nyhed. Karl Petersen er normalt ikke den mand som kan forskrækkes. Men netop denne nyhed rystede ham virkelig meget. Margrete Olsen havde stået Karl og Magda Petersen meget nært i al den tid de havde boet i huset.

Da Karen og Berit kom hjem efter deres gåtur ville Berit ud og lege, men Karen havde ikke tid. Katja stod i døråbningen og så på Berit der var ved at få tårer i øjnene. – Jeg skal nok gå med dig, sagde Katja. Berit strålede straks op, og gik ud i gangen og fandt sine sko frem. – Hvad har du gjort af min datter Katja Larsen? spurgte hun, og smilede. – Hun trængte til forandring, sagde hun og gik ud i gangen og gik ned sammen med Berit.

Den næste dag var alle i huset samlet på kirkegården. Den eneste der ikke var der var Nick og Katrines far. Alle stod klædt i sort og med bøjet hoved. Margrete Olsen lå stille og fin i kisten, som lige var blevet sænket i graven. Tårerne flød ned af Magda Petersens kind. Hendes mand Karl stod ved hendes side. Graven blev dækket til med jord, og blomsterne blev kastet på graven. De forlod kirkegården i dyb stilhed, og drog tilbage til det gamle hus.

Året efter på samme dag som Fru Olsen var blevet begravet var der bryllup i huset. Martin Andersen og Cecilie Nielsen skulle giftes, og de havde besluttet at de ville vies i den gamle gård. Beboerne i huset var inviteret med, undtagen Karl og Magda Petersen. De flyttede ud af huset kort tid efter Fru Olsens død. De kunne ikke holde ud af bo i huset efter at Fru Olsen ikke var der mere. Men der manglede stadig en. Anders Kristensen var blevet fundet død i sit eget hjem tre måneder efter begravelsen af Fru Olsen. Hr. Mayer syntes det var så synd for børnene at de skulle sendes væk, så han adopterede Nick og Katrine.

Livet fortsatte mange år efter i det gamle hus. Med udflyttere og indflyttere. Martin og Cecilie flyttede ud og nogle af deres venner overtog lejligheden. De sidste der blev boende var familien Larsen og Mayer.