Illusioner og Mareridt

Bryndis løb hen ad gangen i skolen. Hun var ved at komme for sent igen. Det var også på grund af den dumme drøm. Hun havde haft den samme drøm de sidste 3 nætter og det irriterede hende meget. Nok var hendes hobby at tyde drømme, og hun var rimelig god til det. Men hun kunne ikke tyde den drøm her. Den var for indviklet, for kompliceret, for utydelig. Hver morgen når hun vågnede huskede hun kun en kvindes skrig. Hun nåede lige ind i klasselokalet inden læreren kom. Det var tæt på.

Da læreren kom begyndte de på historie timen, som de har hver onsdag morgen. Bryndis døsede lige så stille hen over bordet. Miguel var allerede faldt i søvn. Billederne fra i nat kom stille frem. Miguel der lå død på gangen, kvinden der skreg, hende selv der løb på gangene, den sorte skikkelse der fulgte efter hende, som hun følte spredte død. Bryndis trak sig tilbage i drømmen. Hun ville have den tydet. Hvorfor det lige præcis var hende der drømte den drøm? Hvorfor kunne hun ikke tyde den, når hun nu var så god til tyde andre drømme i forvejen? Hvad betød det for hende at hun så Miguel død og høre en kvinde skrige?
„Ahøm, frøken Lensbøl. Vil de være så godhjertet at følge med i timen?” sagde Hr. Bjork,
„Undskyld, Hr. Bjork.” sagde Bryndis mens hun straks satte sig ret op.
„Det er tredje gang det sker, Frøken Lensbøl!” sagde han strengt.
„Undskyld, Hr. Bjork.” sagde hun stille, mens hun skammede sig over det.
„Godt, Frøken Lensbøl! Måske kan vi genoptage timen nu?” sagde han.
„Ja..” svarede hun sagte, og timen fortsatte.

Da de havde overstået to timer af de kedelige historie læring, havde de pause. Normalt var Bryndis altid sammen med Miguel, men i dag kunne hun simpelthen ikke koncentrere sig. Hun måtte altså finde svar på den drøm! Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men hvordan skulle hun finde svar? Hendes evner som drømmetyder var jo rimelig høje. Men hun havde jo aldrig prøvet at blive stillet overfor sådan en utydelig drøm før. Kun de små ubetydelige nogle som Miguel havde. Hov! Vent lige lidt. Miguel! Han var jo svaret. Han var jo grunden til hun fik interesse indenfor Drømmetydning. Men for pokker da også. Miguel var jo gået et andet sted hen. Fanden tage hende at hun var så dum!

Bryndis vendte om og ledte over hele skolen, men ingen havde set Miguel efter de to første timer. Pludselig stødte hun ind i en med et ordentligt bump. Bryndis faldt hårdt til jorden.
„Åh. Undskyld, Frøken.”, sagde en blid stemme. Bryndis så op på den hun havde stødt ind i. Hendes hjerte hoppede et slag over. Hun huskede det drenge ansigt fra sin drøm!
„Åh. Det gør ikke noget. Jeg så mig heller ikke selv for. Jeg har lidt små travlt. Ser du. Jeg skal finde en ven.” sagde Bryndis stammende.
„Miguel?” sagde drengen.
„Ja! Hvor kender du ham fra?” spurgte hun overrasket.
„Jeg stødte ind i ham lige før. Søvngænger tror jeg” sagde drengen.
„Tak. Ved De hvor han er nu? Det er vigtigt” spurgte hun hastende.
„På biblioteket” sagde drengen roligt.
„Tak skal De have.” sagde hun.
„Undskyld, men hvad hedder De egentligt?” spurgte drengen,.
„Bryndis. Og De?” sagde hun.
„Kyle.” sagde han.
„Rart at møde dig, Kyle. Men må smutte nu. Ses.” råbte hun, og var løbet ned mod biblioteket af.

Inde på biblioteket fandt hun Miguel i de fjerneste kroge begravet i bøger. Hun vidste godt hvad det var for nogen bøger. Tegneserier! Hun satte sig overfor ham.
„Hvad læser du?” spurgte hun, „Drømmetydning.” sagde Miguel uden så meget at kigge op fra bogen.
„Drømmetydning? Miguel?” sagde hun overrasket.
 „Jeg ved det. Men ser du. Da du faldt i søvn i historie i dag. Du tog min hånd. Og det ved jeg du kun gør, når du føler død omkring dig.” sagde han, og så hende i øjnene. Bryndis så ned og skammede sig.
„Fortæl din drøm. Sammen finder vi ud af dens betydning. Så du kan få en normal skoledag igen.”, sagde han. Hun gav sig til at fortælle om sin drøm. De grusomme billeder af en forladt skole, en skikkelse der spredte død, og kvindens skrig.

Miguel så på hende, da hun var færdig med at fortælle.
„Utroligt. Sådan en drøm har jeg ikke hørt om.” sagde han.
„Miguel, vær sød og hjælp mig. Kyle du har mødt, jeg har set hans ansigt før. I min drøm!” sagde Bryndis.
„Kyle? Men han er jo helt ny!” sagde han overrasket.
„Det ved jeg. Men mærkeligt nok stødte vi begge ind i ham, og han er indblandet i min drøm. Jeg er så forvirret for tiden.” sagde hun, og så ned i bordet.
„Det skal nok gå, Bryndis. Husk hvad vi lovede den første gang vi mødtes.” sagde han, og tog hendes hånd.
„I medgang og modgang – venskab for evigt! Til døden os skiller, vil vi altid være sammen i vores hjerter!” sagde hun stille.
„I medgang og modgang – venskab for evigt! Til døden os skiller, vil vi altid være sammen i vores hjerter!” gentog han. Bryndis så op på Miguel. Han smilede.
De havde altid holdt af hinanden dybest inde. De havde haft deres modgange, men deres minder og medgange kom dem altid til hjælp.
„Husk på jeg altid er der for dig, Bryndis.” sagde Miguel.

Pludselig kom Kyle hen til dem.
„Bryndis? Er der noget galt?” spurgte Kyle.
„Nej, det er der ikke. Har bare ikke sovet så godt for tiden.” sagde Bryndis og så op på Kyle og smilede. Det smil kendte Miguel alt for godt. Han havde oplevet hende forelsket mange gange før, men han selv havde aldrig fået det smil, men det fik Kyle.
„Må jeg sætte mig hos jer?” spurgte Kyle.
„Ja, sæt dig endelig.”, sagde hun. Kyle og Bryndis faldt i snak. Miguel rejste sig.
„Miguel, hvor skal du hen?” spurgte hun og så på ham.
„Går. Du har jo et fint selskab her.” sagde han lidt hårdere, end han egentligt ville.
„Men Miguel..” sagde hun og så på ham, med sine smukke blå øjne. Han så bare væk og samlede sine papirer og gjorde sig klar til at gå. Men hun greb hans hånd, og flettede deres fingre sammen.
„I medgang og modgang – venskab for evigt! Til døden os skiller, vil vi altid være sammen i vores hjerter!” sagde hun til ham. Han slap hendes hånd og forlod hende og Kyle. Han kunne mærke hendes blik lige i hans nakke.

I vrede forlod han biblioteket. Han var vred på Kyle. Alting skulle komme i vejen for ham. Han kunne ikke få fortalt Bryndis at han var forelsket i hende! Han var en kujon, ligesom alle andre drenge der forelskede sig i Bryndis. Han gik op på sit værelse. Han gik forbi Bryndis’ dør på vejen. Han havde opdaget han havde taget en af hendes bøger med. Han åbnede døren, og så til sin forbavselse at Bryndis og Kyle stod og kyssede. Hun slap hurtigt Kyle og så på ham.
„Miguel..” sagde hun stille.
„Her er din dumme bog! Til døden os skiller – vil vi skilles!” sagde han vredt, og forlod hendes værelse. Hun satte sig ned på sengen og begyndte at græde. Kyle satte sig på hug.
„Skat..” sagde han stille.
„Forsvind! Du har ødelagt alt! Forsvind!” råbte hun ad ham.
„Men Bryndis..” sagde han.
„Ud, Kyle! Jeg vil intet have med dig at gøre!” råbte hun. Kyle forsvandt, og hun smed sig på sengen og lod tårerne strømme.

Miguel sad ved sit skrivebord inde på værelset, og lod tårerne strømme. Han huskede på den første gang de mødtes. Hendes smil, hendes øjne, hendes hår. Hun var perfekt, og alligevel havde han forspildt chancen mellem dem. Og han frygtede mest at grunden til at hun havde set ham død i drømmen, var på grund af det. De gange de havde mødt modgang, havde han skåret i sig selv. Hun vidste intet om det. Men han var nød til at fortælle hende det. Det kunne forhindre hans død.

Pludselig bankede det på døren.
„Kom ind.” sagde han.
„Miguel? Er du okay?” spurgte Michelle, hans søster.
„Jeg er okay.” sagde han.
„Jeg har lige hørt om det der er sket.” sagde hun, og lukkede døren.
„Hele skolen ved det. Kyle har sladret til alle, at han har kysset med hende, og du så det.” sagde hun, og satte sig på sengen.
„Michelle.. Jeg elsker hende..” sagde han, og vendte sig om og så på sin søster, som blot var et år yngre end ham selv, men vidste alt om ham og Bryndis.
„Det ved jeg du gør. Men, Miguel. Skolen tænker ikke på Kyle, men på dig og Bryndis’ venskab!” sagde hun.
„Gør de?” spurgte han.
„Ja, selv Tamila er bekymret. Og hun er endda populær.” sagde hun.
„Men Bryndis og Tamila var engang bedste veninder. De skiltes på grund af at Bryndis valgte mig, frem for Tamila.”, sagde han. Pludselig gik det op for ham! Hun havde jo valgt ham og ikke Tamila!
„Michelle.. Husker du den dag Bryndis og jeg mødtes?” spurgte han sin søster.
„Ja. Hun forhindrede de store bøller i at gøre mig ondt. Hun var så sød og tage sig af mig, indtil du kom. Du krammede mig og viste du holdt af mig! Du takkede hende for det hun havde gjort. Hun smilede bare med sit søde smil. Det smil har jeg aldrig set igen. Det kom kun denne ene dag. Specielt til dig.” sagde hun, og så på sin bror.
„Tak, søster. Nu ved jeg besked om det hele med hende og mig!” sagde han og kyssede sin søster på panden og var løbet ud af døren.

Han løb over til hendes værelse, men hun var der ikke. Han kiggede ud af vinduet. Der var hun. Hun gik sammen med Tamila. Nu hastede det. Hun ville tydeligvis tilbage til Tamila efter deres brud.

„Bryndis! Bryndis!” råbte han efter hende. Bryndis gik bare videre uden at høre ham. Tamila var der ikke mere. Han løb hen til hende og væltede hende ned på græsset, og vendte hende om.
„Miguel? Hvad laver du?” spurgte Bryndis forbavset.
„Sige undskyld for det jeg sagde!” sagde Miguel og så på hende.
„Du er tilgivet, Miguel. Men hvorfor lige frem vælte mig ned på græsset?” spurgte hun.
„For at fortælle dig at jeg elsker dig!” sagde han, og kyssede hende. Hun så på ham.
„Jeg elsker også dig, Miguel!” sagde hun og kyssede ham. Miguel rejste sig op, og hjalp hende op. Han lagde armene om hende og holdt hende tæt ind til sig.
„I medgang og modgang – venskab for evigt! Til døden os skiller, vil vi altid være sammen i vores hjerter!” sagde hun.
„I medgang og modgang – venskab for evigt! Til døden os skiller, vil vi altid være sammen i vores hjerter!” gentog han.
„Miguel!” råbte hans søster. Hun stoppede op foran dem. Bryndis så på Miguel og smilede. Michelle smilede også. Miguel kendte sin søsters smil. Det var det smil Bryndis havde smilet til ham den første gang de mødtes.

Tamila kom hen til dem.
”Undskyld, Bryndis. Hvad i himlens navn har du gang i?” sagde Tamila vredt.
„Hvad mener hun?” spurgte Miguel.
„Jeg er bundet til de populæreste rækker.” sagde Bryndis.
„Og Kyle med.” sagde Tamila.
„Nej! Jeg er ikke bundet til Kyle! Jeg elsker Miguel! Han har altid været der for mig, i modsætning til dig, som syntes at være populær var det vigtigste! Venskab er det vigtigste i ens liv!” sagde Bryndis.
„Fint! Så farvel – for evigt!” sagde Tamila og gik sin vej.
„Jeg valgte dette liv, for her er vennerne sande!” sagde Bryndis.
”Og drømme må man aldrig glemme.” sagde Miguel.
„Nemlig. Derfor skal vi på biblioteket og have fundet ud af min drøm.” sagde hun.
„Nej. Michelle finder bøger til os. Hun kender biblioteket bedre end os. Vi går op på mit værelse og prøver at få dig til at falde ind i den drøm igen.” sagde han, og de gik op på hans værelse, mens Michelle gik på biblioteket.

„Læg dig på sengen.” sagde Miguel. Bryndis gjorde som han sagde.
„Miguel, jeg bryder mig ikke om det her.” sagde hun.
„Rolig. Jeg vil ikke gøre dig noget.” sagde han, og tog hendes hånd. Hun lukkede øjnene og lod sig glide ind i drømmen.

Hun vågnede op i klassen. Der var tomt. Hun gik ud på gangen. Der lugtede afskyeligt, der lugtede dødt. Hun kiggede op og ned af gangen. Der var ingen at se. Hun drejede til højre, og gik op ad gangen. Miguels lig ville komme om lidt. Hun gik videre, men hvor var Miguels lig? Det skulle ligge lige akkurat der! Hun vågnede op med et sæt.
„Bryndis..” sagde Miguel roligt. Bryndis så på deres hænder. Han havde ikke sluppet hendes hånd, og ville ikke gøre det. Hun så på ham, med det smil, som han kendte. Forelskelsessmilet. Hun lagde sig ned igen og lukkede øjnene. Billederne kom igen. Hun gik videre op ad den gang, følte skikkelsen kom frem fra skyggerne. Hun krøb lidt, men da hun mærkede at hendes hånd fik et klem rettede hun ryg, og gik videre hen ad gangen.
„Bryndis..” hviskede en stemme. Pludselig stod Kyle foran hende.
„Kyle..” sagde hun.
„Elsk mig..” hviskede han.
„Nej! Jeg elsker Miguel!” sagde hun fast, men Kyle forsvandt ikke. Han blev til skikkelsen hun følte spredte død. Hun skreg! Hun vågnede op med et sæt. Hun ville ikke tilbage til den drøm. Hun kunne ikke klare det. Hun slap hans hånd, og trak den til sig.
„Miguel, jeg vil ikke tilbage i den drøm. Du er ikke død, men skikkelsen er Kyle.” sagde hun stille.
„Det er da løgn.” sagde han.
„Ja.” sagde hun, „Ikke det, Bryndis. Det!” sagde han og pegede ud af vinduet. Det var Kyle og Tamila der rendte rundt og pjattede ude i skolens have. Pludselig kyssede de. I det øjeblik blev Bryndis svimmel og måtte støtte sig.

Lidt efter fik hun det godt igen, og mystisk nok var det lige der hvor Tamila og Kyle var holdt op med at kysse. Hun satte sig ned på sengen og i det samme øjeblik kom Michelle ind.
„Jeg fik fat i bøgerne, og fandt noget som måske er vigtigt.” sagde hun.
„At skikkelsen kan overføre drømmen til andre mennesker?” sagde Bryndis.
„Hvordan vidste du det?” spurgte Michelle.
„Fordi Kyle er skikkelsen, og han overfører drømmen ved et kys. Ikke sandt?” sagde Miguel.
„Jo.” sagde Michelle lidt skuffet over at hun ikke var så interessant alligevel.
„Så har Tamila drømmen!” sagde Bryndis og løb ud af døren.

Hun løb ned af trapperne. „Bryndis! Vent!” råbte Miguel efter hende. Bryndis kom udenfor i det bløde græs, og opdagede hun kun var i strømper. Hun stoppede op. Miguel kom hen til hende.
”Alt er ændret for mit syn.” sagde hun stille.
”Det er fordi du ikke er belemret med drømmens mørke og tåge mere. Det er Tamila!” sagde han.
”Jeg ved det! Jeg må have drømmen tilbage!” sagde hun fast.
„Nej! Det må du ikke!” sagde han.
„Jo. Du ved at mine forældre døde da jeg var lille. Jeg husker min mors personlighed, hendes opførsel, hendes tilstedeværelse som om hun slet ikke var der alligevel selvom hun faktisk var det. Alt det passer på mig og drømmens tåge. Den drøm hører til i mit sind. Tamila kan ikke styre den! Kun jeg kan!” sagde hun hårdt.
„Jeg forstår dig..” sagde han, og tog hendes hånd. Drømmen skulle tilbage til dens rette ejermand. Tilbage til Bryndis!

De gik rundt ude i haven. Hun mærkede græsset kilde under hendes fødder. Hun følte sig levende som aldrig før. Miguel så på hende. Hun var så smuk med hendes lange brune hår flagrende efter hende, og hendes blå øjne som strålede af glæde. Pludselig stoppede hun op og stod stift fast til jorden. Hun bevægede ikke en muskel.
„Bryndis..” sagde han stille.
„Miguel. Hvad går der af mig? Jeg hopper rundt og er glad, men jeg skal have drømmen tilbage.” sagde hun trist.
„Bryndie.. Det er dit kald, og du ved jeg er her. For altid!” sagde han, og lagde en hånd på hende skulder. Hun vendte sig om og krøb ind i hans favn. Han lagde armene om hende. Hun græd ikke. Hun kunne ikke græde. Hun kunne mærke hans varme og hans kærlighed til hende. Hun vidste at han holdte af hende, og ikke gav slip på hende så let som hun selv havde gjort.
„Kom så. Vi skal have drømmen tilbage til dig.” sagde Miguel, og tog hendes hånd. Sammen gik de ind på skolen igen for at finde Kyle og Tamila.

De gik ned ad gangen. Stadig var deres hænder samlet. Bryndis følte sig nu tryg for første gang i sit liv. Hendes forældres kærlighed havde hun aldrig fået. De lå begravet i Rumænien, og skolen havde været hendes hjem, lige siden hun var spæd. Hun havde aldrig set deres grav. Skolen lå i England, langt væk fra Rumænien.

Pludselig stoppede Miguel op, og hun blev revet ud af sine tanker.
„Miguel.. Hvad er der galt?” spurgte hun stille.
„Kyle er min tvillingebror! Han er blevet forbandet af dæmoner da han var spæd!” sagde han stille.
„Det ændrer ikke mit syn på dig. Jeg elsker dig jo.” sagde hun.
„Michelle! Han ved det!” sagde han pludselig, og så ophidset og forvirret på hende.
„Vi må tilbage til værelset – hurtigt!” sagde han.
„Jeg ved det, men..” sagde hun.
„Vi er for langt væk! Vi når det aldrig!” peb han, og krøb sammen.
„Miguel!” råbte hun.
„Hvad?” spurgte han forskrækket.
”Der er hemmelige gange overalt på skolen. F.eks. den her.” sagde hun, og åbnede en lem i væggen.
„Hvad i?” sagde han, og måbede.
„Kun lærestablen, forstanderen og jeg kender til de gange. Jeg har boet her siden jeg var spæd.” sagde hun, og gik ind ad lemmen. Han fulgte efter hende og tog hendes hånd.

De fulgte mange gange, inden de kom til den sidste gang.
„Shh!” hviskede hun. De kunne høre stemmer. Den ene var Kyle, den anden var dyb og mærkelig.
„Quirrel! Dæmonen Quirrel! Ondskabens tåge!” sagde hun.
„Den tingest forbandede Kyle!” sagde Miguel og stormede ud af lemmen.
„Din!” råbte han, „Miguel!” sagde hun og kom frem.
„Hvor vover du?” sagde tågen.
„Hvor er Michelle?” spurgte han.
„Her!” svarede Michelle og kom frem.
„Michelle er ikke en af os længere..” sagde hun stille.
„Nej!” sagde han og sank ned i gulvet. Bryndis listede hen til hjørnet. Hun vidste krystallen lå gemt der. Krystallen fra hendes forældre! Hun sank ned, som om hun havde opgivet det hele. Men listede hurtigt hånden hen til krystallen og tog fat om den. Hun knugede den ind til sit hjerte. Den begyndte at lyse. Lyset blev klarere og klarere. Hun lukkede øjnene. Tvang sig ind til sine dybeste tanker. Lyset blev igen stærkere. Hun kunne høre tågen skrige.

Da lyset forsvandt igen, åbnede hun øjnene. Hun så sig omkring. Kyle, Michelle og Miguel lå på gulvet. De utrolige kræfter hun lige havde sluppet løs var minderne om hendes forældre. Det eneste minde hun havde om sine forældre. Hun kan stadig huske lyset fra den dag den de blev taget fra hende. Hun så dem dø. Hendes mor havde holdt krystallen i sin hånd. Da hun faldt på gulvet, trillede krystallen hen til Bryndis. Hun havde taget den og knuget den ind til sig. Hun lukkede øjnene igen. Bare et øjebliks fred i sjælen. Hun åbnede dem igen. Hun kravlede over til Miguel.
„Miguel..” sagde hun og ruskede i ham blidt. Han åbnede øjnene og så på hende.
„Jeg forklarer det hele senere.” sagde hun, og gav ham et kys på kinden. Han smilede. De fik vækket Michelle og Kyle.
„Undskyld!” var det første Kyle sagde.
„Du er tilgivet!” sagde Miguel. De rejste sig op og gik ud på gangen. Alt var som før. Elever og lærere gik rundt på gangen uden at vide hvad der var sket. Men Bryndis vidste at der var en der kendte til dette. Forstanderen af skolen. For de to var faktisk søstre. Men ingen andre end de to og deres afdøde forældre vidste det.

Senere samme dag tog de til togstationen for at Kyle og Michelle kunne tage hjem. Michelle havde valgt at forlade skolen. Da de havde sagt farvel tog Bryndis og Miguel tilbage til skolen og satte sig ved søen og så på solnedgangen sammen. Hun så på ham.
„Jeg elsker dig!” sagde hun. Han så på hende og smilede.
„Og jeg elsker dig!” sagde han. De kyssede hinanden og nød deres selskab.