Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 3

Næste morgen da Erica luntede ned til morgenmaden lyttede hun til stemmerne i køkkenet, men hun kunne ikke fornemme Mike der. Hun gik slukøret videre, men fik sig en overraskelse, da hun kom ud i køkkenet. Der sad Mike i joggingbukser og tanktop uden at man kunne se noget spor efter biddet. Erica vidste godt, hvad Mike havde gjort. Han havde lukket hende helt ud af sit sind, så hun ikke kunne komme i kontakt med ham telepatisk eller overhovedet fornemme hans tilværelse. Det var derfor, at han havde låst døren i går aftes – for at skabe afstanden til sin tvillingesøster.

Erica satte sig trist ned for enden af bordet. En plads, som hun normalt aldrig satte sig på. Ikke engang selvom hende og Mike havde været uvenner.

Erica så ikke op, men kunne tydeligt følge blikkene fra deres forældre. Kort efter rejste Mike sig, kyssede sin mor på kinden og sagde farvel.

    ”Hvor skal du hen?” nåede deres far at spørge inden sønnen var ude af døren.

    ”Hente Mary.” svarede Mike og var ude af døren.

Erica lagde mærke til det smil, der bredte sig på deres forældres læber. Det udstrålede både glæde og bekymring. Hun tog en bid af sin morgenmad og prøvede at gemme tårerne, der havde sneget sig ind i øjenkrogene.

Erica sagde ikke meget til hendes forældre den morgen udover de sædvanlige spørgsmål om hvornår skolen sluttede og om hun havde planer efter skole. Hun forlod huset med et ligegyldigt smil på munden. Hendes forældre kiggede efter hende og derefter på hinanden. Udenfor slæbte Erica sig op på cyklen, selvom hun havde bilnøglerne i jakkelommen. Hun orkede ikke at køre og ænsede derfor heller ikke støvregnen. Derfor ankom hun også klam og våd til skolen – ikke på grund af motionen, for blodet hun drak, sørgede for at give hende den styrke hun havde brug for – men simpelthen på grund af støvregnen, som var taget lidt til og gået over i regn. Da hun steg af cyklen hørte hun latter i det fjerne. Hun så op og skimtede gården, indtil hun fandt ud af at latteren kom henne fra indgangen af.

Der stod hendes bror sammen med Mary og en flok unge, som Erica hverken havde set Mike eller Mary med. Hun opdagede, at latteren kom fra hendes bror og det gik op for hende, at hun faktisk aldrig havde hørt ham grine i offentligheden.

    ”Hans latter… Den lyder så glad… Så lettet for bekymringer.” fór en tanke igennem Mary.

Hun sænkede hovedet, da hun passerede flokken og med et blik til siden, fandt hun ud af at Mary fulgte hende med øjnene, mens hendes øjne udtrykte sorg. Erica gik videre.

Timerne var en pinsel for Erica. Minutterne sneglede sig af sted og så var hun tvunget til at sidde ved siden af klassens nørd, da Mike havde valgt en anden plads, selvom de i al den tid, de havde gået på gymnasiet altid havde siddet ved siden af hinanden. Dette gjorde absolut ikke Ericas humør bedre.

Erica forsvandt langt hen i sine tanker og hørte ikke rigtig efter, indtil en stemme afbrød hende.

    ”Og Erica, kan du fortælle os hvor vi er kommet til henne i bogen?” spurgte læreren med et strengt blik.

    ”Øh.” Erica ledte febrilsk efter sin matematikbog, men den var som pist forsvundet.

    ”Jeg har vidst glemt min bog derhjemme…” sagde hun stille.

    ”Aha.” sagde læreren og Erica frygtede verdens største skideballe, indtil en stemme afbrød læreren.

    ”Undskyld, Hr. Davidsen. Jeg er kommet til at tage min søsters bog.”

Erica vendte sig straks om og så på Mike, som sad og viftede med hendes matematikbog.

    ”Den skiderik!” tænkte Erica og vidste udmærket godt, at han prøvede at bringe hende i fedtefadet.

Mike rejste sig op og gik hen til Ericas plads, og lagde bogen på bordet uden et ord, og gik så tilbage på sin plads. Erica skulede til ham, og kunne mærke at hun var ved at være i det lunefulde hjørne. Hun åbnede for sine sanser og søgte efter Hr. Davidsen tanker for at se om han kunne hjælpe hende på vej. Erica smilede lumsk, da det viste sig at Hr. Davidsen stod og udtænkte en straf for hende i hovedet og samtidigt gennemgik siderne hun skulle gennemgå som straf for ikke at følge med. Erica lukkede af for strømmen af tanker og sagde:

    ”Hr. Davidsen, hvis jeg må afbryde din tankestrøm, så er vi kommet til side 40 i bogen.”

Erica kastede et blik på sin tvilling og kunne se at han sad og surmulede.

    ”Ikke den her gang, kære bror.” tænkte hun, og håbede at tanken nåede ham.

Timerne strøg af sted efter opgøret mellem de to søskende i matematiktimen. Mike havde tydeligvis glemt, hvilken glimrende taktikker Erica var. Og Erica fandt det morsomt at lægge små fælder for ham hele dagen, som han faldt i med et brag, da han, efter Ericas mening, helt havde glemt hvor ondskabsfuld hun kunne være. Men selvom Erica morede sig skoledagen igennem med at lægge fælder for ham, smertede det i hende, når hun så Mike stå sammen med Mary. Endnu mere smertede det, når Mary sendte hende lange blikke, men Erica gjorde sig hård.

Erica fortsatte ned af gangen med de brændende blikke fra hendes bror og Mary. Lige da Erica skulle til at åbne døren og smutte udenfor, blev hun holdt tilbage.

    ”Hvad har du gang i?” snerrede Mikes stemme pludselig ved hendes øre.

    ”Det er da mere om, hvad du har gang i?” bed Erica tilbage.

    ”Du ved godt, at du er i gang med at såre din bedste veninde?”

Erica så op på ham og så hans blik lyne af raseri. Og ikke bare kunne hun se det, men hun kunne også føle det, fordi at Mike ufrivilligt havde åbnet for sit sind.

    ”Erica undskyld…” kom det stille fra ham. Han havde følt det stik af smerte og fortvivlelse, Erica havde lukket ud, da hun havde mærket hans raseri.

    ”Jeg…” begyndte Erica, men nåede ikke at sige meget mere, før tårerne begyndte at løbe ned af kinderne på hende. Mike slap straks taget i døren og omfavnede sin tvillingesøster.

    ”Kom, lad os tage hjemad.” sagde Mike og slap taget og så på sin søster.

    ”Mary…” sagde Erica stille.

    ”Det ordner jeg, søs. Jeg er tilbage om lidt.”

Mike gav sin søster et kys på panden og gik tilbage til Mary, som havde holdt øje med dem.

    ”Mike, er alting okay?” spurgte Mary så snart Mike nåede inden for hørevidde.

    ”Det kan man ikke helt sige. Hør Mary, jeg er nødt til at tage hjem sammen med Erica. Jeg håber du forstår.” sagde Mike og aede hende stille på kinden.

    ”Kan jeg ikke…?” spurgte Mary stille i håb om at få det svar, hun ville høre.

    ”Nej. Det er vidst bedst jeg klarer den her alene med hende. Hun holder af dig, Mary, men hun er sårbar lige nu.”

Han lænede sig fremad og kyssede hende på munden.

    ”Jeg må gå. Husk… Jeg elsker dig.” sagde han og var henne ved Erica igen, og fulgte med hende ud af døren.

    ”Jeg elsker også dig.” hviskede Mary stille tilbage og rørte let ved sin halskæde.

Mike løsnede lidt op, da han trådte ind ad døren derhjemme.

    ”Sikker zone.” hørte han Erica sige.

    ”Ja.” mumlede han kort inden han slap hende for at lukke døren.

Erica gik ind i stuen og satte sig ned i stuen. Mike fulgte efter hende.

    ”Erica, hvad foregår der?” spurgte Mike bekymret.

    ”Jeg… Jeg ved det ikke, Mike. Alt… Alt det her skænderi tærer på mig. Jeg føler mig ikke hel.”

Mike så på sin søster, der gemte ansigtet i hænderne og lod tårerne få frit løb. Han kunne ikke gøre andet end at lægge armene omkring hende og holde hende ind til sig.

    ”Det føles som om at mit hjerte bliver flået ud af mig.” græd Erica mod hans bryst.

    ”Erica, shh. Det skal nok ordne sig. Undskyld for det hele. Jeg burde ikke have lukket dig ude, men jeg var så vred på dig.”

    ”Mike, det er ikke din skyld at jeg har det sådan. Jeg sårer det eneste mennesker, som nogensinde har accepteret mig, som jeg er
    – som vi er – uden spørgsmål overhovedet.”

    ”Mary…” sagde Mike stille.

Erica kunne ikke andet end at nikke.

    ”Det er ikke som du tror, Erica. Hun forstår mere end du aner.”

    ”Mike, du kender hende ikke ligesom jeg gør. Selvom mit sind altid er lukket over for hende, så føler jeg hver en smerte
    jeg påfører hende. Hendes blik fortæller mig alt, ligesom dine tanker fortæller mig alt.” sagde Erica modløst.

    ”Ring til hende, Erica. Det skader ikke at bede om tilgivelse.

    Selv for en vampyr.” trøstede Mike hende med.

Erica mumlede noget uforståeligt ind imod hans trøje. Selvom Mike ikke hørte ordene, så vidste han godt hvad hun hørte.

    ”Vampyrer og deres stolthed.” tænkte han stille for sig selv.

    ”Det der hørte jeg godt.” svarede Erica tilbage i hans sind.

Mike smilede kort af dig og rejste sig.

    ”Hvor skal du hen?” spurgte Erica. Mike synes, at hun lød lettere desperat.

    ”Erica, hvad er det lige du ikke fortæller mig?”

    ”Ingenting.” kom det lidt for hurtigt fra hende.

    ”Erica…” sagde Mike strengt.

    ”Mike, der er intet! Det lover jeg.”

    ”Du lyver, Erica.”

    ”Nej jeg gør ej. Der er intet i vejen.” protesterede Erica.

Mike var henne ved sin søster i løbet af to skridt og greb fat i hendes arme.

    ”Erica, hvad er det, du ikke fortæller mig?” kom det vredt fra Mike.

    ”Mike, tro mig nu! Der er intet i vejen med mig.” græd Erica.

    ”Du lyver! Du ved udmærket godt, at du ikke kan skjule det.” sagde Mike koldt og slap hende.

Erica brød grædende sammen på gulvet.

    ”Mike… Lad nu vær.” bad hun.

    ”Erica, jeg prøver på at hjælpe dig. Det ved du godt. Men jeg kan ikke hjælpe dig, når du ikke fortæller mig, hvad der er galt.”

Erica så op på Mike og hun så fortvivlelsen i hans øjne over hendes opførsel.

    ”Mike, jeg kan ikke…”

    ”Fint.” sagde Mike og greb sin jakke.

    ”Hvor skal du hen?” kom det fortvivlet fra Erica.

    ”Hen til Mary.” svarede Mike og var ude af døren.

Erica slog vredt hænderne ned i gulvet og græd.

Mike var henne ved Mary i løbet af nogle minutter. Han havde haft brug for at løbe og takket være hans varulvegener, kunne han løbe hurtigere end nogen anden. Kort efter at han havde banket på Marys dør, blev der lukket op.

    ”Mike?” lød det fra Mary, som selv havde åbnet døren.

Mike begyndte at smile, da han så Mary stå der i døren, både overrasket og glad for at se ham.

Han tog det sidste skridt op ad trappen og trak hende ind til sig. Mary gav et smil fra sig, inden han lænede sig forover og kyssede hende.

    ”Mike, hvad laver du her? Jeg troede at Erica…”

    ”Erica kan klare sig selv lige nu. Jeg er træt af hendes løgne.”

    ”Mike, hvad sker der med hende? Sådan plejer hun ikke at være.” sagde Mary.

Mike lagde mærke til den smule irritation, der havde sneget sig gennem tonelejet.

    ”Plejer? Sådan er hun da altid overfor mig.”

    ”Ikke overfor mig. Hun har altid fortalt mig sandheden, når jeg har bedt om den. Jeg forstår ikke, hvorfor hun så ikke fortæller dig
    sandheden. I er jo tvillinger.” svarede Mary tænksomt.

    ”Mary, hvilken sandhed?”

    ”Åh. Jeg må ikke fortælle det. Det har jeg lovet Erica.” kom det skræmt fra Mary.

    ”Mary! Der er ikke tid til det der hemmelighedspjat. Jeg har en søster, der ligger hjemme i stuen med krampegråd, og hun vil ikke
    fortælle mig, hvad der er galt!” bed Mike hende af.

Mike så alt for sent tårerne, der havde sneget sig op i Marys øjne.

    ”Jeg ved kun at en gammel ven skulle komme i dag. Andet har hun ikke fortalt mig. Mere ville hun ikke lade mig vide.” sagde Mary med en tåre trillende ned af kinden.

Da Mike fik øje på hendes tårer tog han straks Mary i sin favn og holdte hende tæt til mig.

    ”Undskyld Mary. Undskyld for pokker. Alt det med Erica går mig så satans meget på. Det er ikke meningen, at det skal gå ud over
    dig.” sagde han og kyssede hende på håret.