Min far var alkoholiker og er i dag forsvundet fra jordens overflade. Men jeg ved at han findes derude og at jeg en dag nok skal finde ham.
Min lillebror Jordan på 18 er også forsvundet, men folk siger at de har set ham tæt på landsbyerne. Et sted han ikke burde være, da han søgte ind i de dybere undergrunde for tre år siden.
Det hele startede for seks år siden, hvor en mand ved navn Rubert overtog magten over jorden – meget bogstavelig talt. Hans hær af soldater kaldes Einof. En hær vi har lært at frygte og at kæmpe imod.
Det er i dag Einof, jeg giver skylden for min mors død. Det er samme enhed, som jeg beskylder min far for at være en del af.
Min lillebror har dog aldrig været enig med mig i dette, da han kun var 13, da alt dette skete. Han har aldrig kendt vores mor, som døde da han var et halvt år gammel. For ham er vores tante hans mor. Jeg prøvede at overleve ved min far, mens min tante tog sig af Jordan.
Vores far forsvandt, da Jordan fyldte fem og jeg flyttede nu permanent over til min tante. Vi levede i fred og ro, indtil Rubert kom til magten. Inden da havde jeg fået kontakter til folk, som havde mistanke om at en ny magt var ved at opstige, og vi havde i flere måneder arbejdet på nye byer i undergrundsbanerne, som ikke var i brug længere. Det var her vi flygtede til, da nyheden om Ruberts overtagelse kom frem.
Jeg havde altid været oprører på grund af vores far, men Jordan havde sine tvivl. Han nægtede, at tro på at vores far var indblandet og at vores far lige frem var årsag til vores mors død. Men han ønskede dog heller ikke at leve under Ruberts love. Så han valgte sammen med en håndfuld mennesker at flygte dybere ind i undergrunden for at leve i fred – for selvom vi havde bygget stedet til fred og ro var vi konstant i alarmberedskab. Vi vidste aldrig hvornår Rubert ville få besked om vores beliggenhed.
Det er tre år siden, at Jorden flygtede. Han valgte at flygte på hans 16 års fødselsdag, en dag, der bliver mindet med bekymring og sorg.
”Michaela, kære” afbrød en stemme mine tanker.
Jeg så op i min tantes blide og samtidig bekymrede ansigt. Hvilket ansvar havde hun ikke taget på sig, da hun lovede at opfostre sin brors spædbarn.
”Ja, tante?” svarede jeg, mens jeg prøvede at fremtvinge et smil. Et smil, jeg godt vidste ikke kunne narre tante Elsa alligevel.
”Emil er her” smilede hun træt til mig.
”Tak, tante. Gå nu ind og hvil dig. Du tager dig så godt af mig” smilede jeg og rejste mig. Mit smil var ægte denne gang. Jeg var taknemmelig for alt det hun gjorde for mig, og ville ikke have hun led overlast af det.
Tante Elsa gav blot min hånd et klem og forsvandt ind på sit kammer. Jeg gik ud i entreen, hvor jeg vidste at Emil ventede.
”Stadig sentimental overfor Elsa?” kom det straks fra ham, da jeg trådte over dørtærsklen.
”Emil…” advarede jeg blot. Jeg var ikke i humør til at tage den diskussion op lige nu.
”Alright, alright, jeg stopper” sagde han og løftede hænderne i vejret, som blev han anholdt. Hans sædvanlige skæve smil sad plantet på munden, og jeg sendte et kort smil tilbage.
”Er der noget nyt?” spurgte jeg.
”Sebastian har indkaldt til møde i aften”
”Jeg kommer. Andet?” Jeg kunne straks se på Emil, at der var noget andet han var kommet for at fortælle mig, og jeg havde en anelse om hvad det var.
”Han er blevet set i dag” sagde han hurtigt. Jeg var ikke dum nok til at regne ud, at det var Jordan der var tale om.
”Hvor?” kom det skarpt fra mig. Jeg ville egentlig ikke have svaret sådan, men når snakken faldt på min lillebror var jeg ikke særlig venligstemt.
”Ved Kildespringet i den østlige del af byen”
Jeg undrede mig over denne oplysning, for det var det tætteste Jordan var kommet på byen overhovedet. Han plejede altid at være en skikkelse i mørket, havde folk sagt, men når han var dukket op ved Kildespringet, har han været fuldt belyst.
”Er der sikkert?”
”Sebastian frarådede det” svarede Emil alvorligt.
Fandens! Sebastian vidste, at jeg stadig søgte efter min bror og han havde forbudt mig, at opsøge de steder Jordan var dukket op.
”Mikki, lad nu vær med at gøre noget dumt” Denne gang var det ham, der advarede mig.
At være lillebror til oprørernes leder var ikke nemt – især ikke når de var vild med den samme pige.
Mig.
Jeg tog hurtigt afsked med Emil, som ville have mig til at love at jeg ikke tog derhen. Han kendt mig nu godt nok til at vide, at det var nyttesløst at sige det. Men han var nødt til det i tilfælde af at han kom i klemme med hans storebror. Han kyssede mig kort på panden, gav min hånd et klem og var ude af døren.
Jeg lukkede døren efter ham og listede ind til tante Elsa’s kammer for at se om hun sov. Hvilket hun gjorde. Derefter gik jeg ind på værelset og åbnede min dragkiste, som stod for enden af min seng. Her i lå alt mit kampudstyr. Min pisk, min bue og min lille dolk. Alt sammen en del af mit udstyr sammen med beskyttelsesvesten, de tætsiddende bukser og militærstøvlerne.
Efter at have iført mig det, fandt jeg en mappe frem, som lå gemt under madrassen. Her i var alle de steder, Jordan var blevet set, noteret. Dato og sted. Og det var mest datoerne, der interesserede mig. Han var i løbet af det sidste år dukket op på specielle datoer. Vores mors fødselsdag, vores fars, tante Elsa’s, min egen fødselsdag, sågar datoen for Ruberts overtagelse. Og i dag var den vigtigste af alle. I dag var det præcis tre år siden, han var taget af sted. I dag fyldte Jorden 19 år.
En halv time senere stod jeg ved Kildespringet. Jeg ville have ønsket, jeg kunne have været her noget før, men Kildespringet ligger i den modsatte ende af hvor tante Elsa bor – og byen som engang var lille er vokset en del siden vi flyttede herned.
Jeg sad oppe på en kampesten, taknemmelig for at Sebastian havde nok at se til, så han ikke koncentrerede sig om at jeg rent faktisk brød hans ordrer. Dog regnede jeg med, at Emil var beskyttende nok til ikke at sige noget videre til Sebastian, og bare stikke en løgn med at jeg havde lovet ikke at tage derhen og at jeg var blevet hjemme, fordi tante Elsa var sløj. Det var en acceptabel undskyldning, hun var trods alt oppe i årerne.
Da jeg sad dybest i mine tanker, fik jeg øje på skikkelsen, der bevægede sig i mørket og jeg vidst det var ham. Jeg hoppede elegant ned fra kampestenen, stillede mig med vægten på den ene fod og armene over kors, og ventede så tålmodigt, trods min kropsstilling.
”Vær hilset, Jordan” sagde jeg, da han endelig trådte ud fra skyggerne. Jeg gættede på, at han havde sonderet terrænet, så han var helt sikker på at vi var alene. Hvilket jeg ikke kunne bebrejde ham, jeg havde godt det samme, hvis jeg stod i hans sted.
”Vær hilset, Michaela” kom det fra ham. Hans stemme var stadig den samme, men der var også noget forandret over den. Den var mere ru, mere hård. Hans stemme afspejlede også hans ydre. Hans overarme var blottede og afslørede flere ar end godt var.
”Hvorfor først nu?” spurgte jeg. Jeg behøves ikke at hentyde til de tre år, der var gået, og de specielle datoer. Det var han klog nok til at regne ud.
”Rubert har fået mistanke om jeres by” svarede han.
Normalt ville jeg have tabt underkæben og begyndt at gå i panik, men jeg stolede ikke helt på det, han sagde. Hvad kunne man også forvente efter tre år og flere skænderier før det?
”Hvordan ved du det?” snerrede jeg nærmest.
Jordan fik straks et hårdere blik i ansigtet, da han opfangede min tone.
”Jeg har mine kilder, Michaela” snappede han. Ingen af os stolede på den anden – det var helt tydeligt!
Jeg så på min lillebror igen. Hans hår var kort og han havde skægstubbe, der var på vej ud. Hans tøj udstrålede lige så meget kampudstyr som mit eget. Dette var bestemt ikke en dreng på 16 længere, det var en mand på 19!
”Jordan, drop det. Hvad er du her for? Du er dukket op på specielle datoer, som kun vi to ved, de sidste tre år. Og nu dukker du op på din 19 års fødselsdag? Hvad har du gang i?”
Jordan så overrasket på mig. Han havde ikke regnet med det bekymrede tonefald, jeg lige havde brugt. Han havde forventet, at jeg var sur og rasende, hvilket jeg jo også var. Men jeg var også bekymret for ham, for han var trods alt min lillebror.
”Bare stol på mig, at det jeg siger, er sandt, Michaela. Giv din leder besked om at enten at gøre klar til kamp eller søge tilflugt i hulerne”
”Sebastian er leder nu” svarede jeg blot. Jeg anede faktisk ikke hvor meget han vidste om byen nu, men jeg følte at han havde krav på at vide hvem der var vores leder.
”Hvad blev der af Kailo?”
”Folket mente ikke, at han var den rette til at lede dem længere”
”Du omtaler ikke dig selv som dem. Er du uenig med dem?”
”Kailo havde sine fejl, ja. Men Sebastian. Du kender Sebastian”
”Ja det gør jeg desværre”
”Jordan, hvad sker der?” spurgte jeg igen. Denne gang med al den medfølelse jeg kunne bringe frem. Jeg ville forstå hvad der skete!
”Det… Undskyld, Michaela. Der sker ret meget. Ret meget, som du alligevel ikke ville kunne forstå” Det så ud som om at han var ved at opgive det hårde ydre, blot for at have en at tale ud med.
”Prøv nu, Jordan. Jeg kan hjælpe”
Straks forvandlede Jordan sig til den hårde mand igen.
”Kan du, Michaela? Kan du hjælpe mig, hvis jeg beder dig om at redde min kone og 2-årige søn i stedet for mig? Kan du det?” snerrede han vredt.
Jeg stod og så chokeret på ham. Jeg anede ikke engang, at han var gift og havde en søn!
”Jordan…” prøvede jeg. Men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.
”Se selv, Michaela. Du kan ikke hjælpe”
Nu blev jeg for alvor vred! Det gad jeg ikke finde mig i at han anklagede mig for noget, han ikke vidste om jeg kunne gøre eller ej.
”Så stopper du, Jordan! Jeg har sat livet på spil for at opsøge dig alle de gange! Jeg har trodset Sebastians ordre, jeg har endda trodset Emil for blot at få et glimt af dig! Hvordan tror du ikke, det er for mig at vide, at der er en mulighed for at du er i live, mens tante Elsa stadig tror du er død? Tænk over det, Jordan, før du dømmer mig!”
Jeg kunne se på ham, at han havde lyst til at svare mig igen, men han vidste godt, at jeg havde ret.
”Tante Elsa skal stadigvæk tro, at jeg er død, Michaela. Hun holder ikke til at få at vide, at jeg er i live og så senere få at vide, at jeg er død, hvis det sker. Det kan ikke komme på tale”
”Det er forstået”
Jordan så på mig med en ømhed, som kun en bror kan have i øjnene.
”Jeg er ked af at jeg ikke kan sige mere, Michaela. Men det er sikrest for jer på den her måde. Det håber jeg du forstår”
”Selvom jeg hader det, så forstår jeg det. Bare lov mig at give besked, når du ved mere” svarede jeg og så på ham. Øjeblikket efter stod vi omfavnet. En omfavnelse, der sagde alle de undskyldninger vi ikke selv kunne få sagt. Og en omfavnelse, der gav os tilladelse til de valg vi end måtte træffe i fremtiden.
”Pas godt på sig selv, Michaela” sagde Jordan, da han slap mig.
”I lige måde, Jordan” hviskede jeg, da han var forsvundet ind i skyggerne igen.
Kan se, at det er længe siden, at du har opdateret din side herinde. Det er en skam, for historien er faktisk god.
SvarSletHåber, at du vil fortsætte med at skrive på den. Jeg blev i hvert fald nysgerrig, og stiller i mit sind mange spørgsmål til universet allerede. Det er normalt et godt tegn ;-)
mvh xanadue.
P.S har lagt et link til din blog her på min hjemmeside, som netop omhandler det at skrive.
Kan se, at du frabeder dig links her, men gør det nu alligevel, bare for det tilfælde, at du gerne vil se, hvor jeg har lagt linket.
http://xanadues-imagination.mono.net/blogshjemmesider-der-omhandler-skrivning
Sikke en overraskelse at se der er kommet en kommentar :)
SvarSletDen er desværre gået lidt i stå den her historie - har ikke helt anelse om hvordan den skal komme videre, mangler lidt ideer og inspiration til den :)
Og så er jeg dum nok til at begynde på en ny historie, som jeg gerne lægger et uddrag ud af, hvis du er interesseret :)
Skal egentlig have fjernet meddelsen ved kommentarerne, da jeg faktisk er ved at være glad for at folk giver sig til kende med deres sider - så jeg tager lige et kig på din :)