24. december 2015

Liv & Jason

Jason was hovering about me, and I had to take a deep breath, before lightly pushing him away. He looked confused at me, while he sat back on his heels. “What is wrong?” he questioned, and I smiled. Even when we were on a completely different path with new signals to figure out, he still knew me. I sat up and placed myself in front of him. “Liv, what is wrong, tell me please?” Jason caressed my cheek, and I leaned into his touch. “It’s just that. I have never done this before” I said shyly and looked down. “Done what? Sex?” he asked, and I could hear the confused tone in his voice. I didn’t blame him. “Yeah” I nodded. “Seriously? But you and Emmett?” Jason dropped his hand in utter confusing. “We had quite the make out scenes, but we never actually did. We just got together to let the steam out” I peeked up at Jason, and could see that he was piecing the puzzle together. And then he smiled, when it finally hit him. “So virgin?” he asked gently, and I was too embarrassed to do anything than give him a small nod as response. Jason’s hand found its way back to my cheek and nuzzled it. “Don’t worry. Me too” it came from him. This time it was my turn to be confused. “Bu.. But Mike?” I stuttered. “Well, okay. Not as virgin as you. But I haven’t been with a girl before” he told me and I saw the pink stains on his cheeks. “Oh!” I said surprised, when it finally hit me and smiled when a devilish plan took form.

I moved over to him and straddled his hips. Jason flashed a big smile at me, before he gentled laid his hands on each side of my head. I leaned forward and rested my forehead against his, giving him a small smile. It was so odd to be this close to him, but it also felt like home. Jason opened his mouth as he wanted to say something, but I put a finger to his lips and shushed him. “Just kiss me” I told him, and that was all he needed. He kissed me softly, and I felt him relax under me. I laid my hands on his chest at the same time as his hands found their way to my waist. The sudden movements made me take in a deep breath that broke our kiss. But Jason didn’t hesitate for long and his lips found my exposed neck. I could feel his smile on my skin, when I took another deep breath, because of the sensation of his touch. “You are going be the death of me” I groaned, which earned a gentle bite from him. Right now I hated and loved that he knew me so well. We had shared a well amount of details about our failed love lives before. I hadn’t minded it, since he was into boys, or that’s what I thought at that time. Then my mind tricked a shared detail and my hands found their way under his shirt and I dragged my nails down his lower back. Jason arched up with a growl as he realized my revenge. “You little monster” he smirked, before he grabbed the back of my neck and kissed me wildly. His kiss left me breathless, but I soon recovered and my hands clung to his back. His other hand disappeared under the hem of my top and made small traces down my spine. I broke the kiss and leaned my head back while I moaned. I looked down at Jason, who had a devilish smile on his lips. “Payback” he grinned. “Definitely going to be the death of me” I smiled at ham, before I connected our lips again. Suddenly the door was pushed open with the following of Jason’s mom. "Jason, are you home?" she asked, but stopped abruptly when she saw her supposed-to-be-gay son in a very hot embrace with his best friend, who was a girl. Jason and I flew from each other, and I was very pleased that we were still fully clothed. “Hi, mom”, “Hi, Anne” we both murmured at the same time. Anne stood in the doorway with her arms crossed. “You are going to explain this tonight after dinner, young man” she said firmly, before closing the door and left us to our own embarrassment. Then Jason cracked up and fell back on the bed cackling with laughter, and I couldn’t do anything else than joining him in this madness.

When our laughter died down, Jason rolled over and propped himself up on one arm while the other was stretch out in front of him. He looked at me with a big goofy smile. “That was interesting”. I was rolled in a ball and had been clenching my stomach because of the laughing, so I released one of my hands and gently laid it on his outstretched arm. “Which part of it?” I smiled cockily. “Well, the part with my mom crashing into my room while we made out was definitely interesting, but I was actually thinking of the part before she so interrupted us” he smiled back and moved his arm, so that he could grab my hand and pull me closer. He leaned forward and gave me a tenderly kiss, while putting his hand around my waist to keep me there. “I’m not going anywhere” I assured him. I knew that he had been hurt before, and it definitely didn’t make it any easier that the ground was so unsecure under us. “I know, Liv. It’s just,” he sighed. “Jason, look, you don’t have to explain it. I know you, and I know that you need assurances about that I don’t leave you” I pecked him at the lips and shortly nuzzled his cheek. “But as long as this is comfy, I need to get up and stretch, before this takes us any further” I smiled with a blush, before I pushed myself up to a sitting position. Jason did the same, but in like two seconds he had his arms around me and just held me close. “Jason,” I started, but he shushed me. “Just stay here a moment, okay? I need you” he said with a muffled voice, since he had his face buried in the crook of my neck. I leaned back against him and gave him a kiss at his temple. “Always” I said and hugged his arms tightly into me.

22. december 2015

Kye & Amelia

Kye jumped over the small brick wall in one hop and without support from his hand. He turned around and looked at me. “Come on, Amelia. We don’t have the whole day” he gestured a hand towards me, but I reclined. “Not going to need help” I said while I took a few steps back, before setting in a sprint over the wall. But I did need support from my hand. I was athletic, yes, but I didn’t practice parkour as Kye did. And I sure as hell didn’t take chances. “Such a chicken” Kye laughed. “I’m not a chicken, Kye. I’m just not a daredevil as you are. Some of us like to keep our lives” I growled. “And yet you are here, out on a mission with me” I could see his smirk, even that his head was hide behind the hoodie. “Only because we are the best, and I’m the only one who can stick it up with your ego” I gave back, and heard his low chuckle.

We sneaked down the small alleys, before we got to our destination. Our job wasn’t completely legal, since we were stealing jewelry and crystals. And this night wasn’t any more different than another. Kye and I were the best in our clans, because of our skills. Both of us were equally skilled in fighting and athletics. Kye was the master in getting any physical lock open just with some few tools, and I was the master in getting behind any digital locks. So we were more than often paired together on missions, and as I said to Mister Ego himself, I was the only one who could stick up with him. Kye was about to walk out on the streets, but I stopped him. “Wait a minute” I said and straightened my back from the crumpling through the shadows. I took my backpack off, and then I took my coat off and handed it to Kye. “Hold it” I said, “Amelia, what are you doing? We don’t have time for this” Kye scolded. “Shut up and listen. We can’t go into that party unless we are looking like someone who is going to attend one. You already go black pants and sweater, so put this blazer on” I said and handed him a blazer from the backpack. “And what are you going to wear? You are in the exact same suit as I am” he asked. “This one” I pulled out a long sleeveless women’s shirt in black with a sparkly collar made of rhinestones. I heard a low whistle come from him, and I couldn’t help but smile. Quickly I threw my sweater off and put the shirt on. I duck down in the backpack once more and found a small pullover. Thank God, it was one of those warm evenings in the fall. I put our clothes in the backpack and hid it behind the container in the alley, before I let my hair fall loose. I collected it at the one side, and put some pins in my hair to keep it together. When I was ready Kye was giving me a look from head to toe. “Get over yourself, please” I said and took a small purse, which was already packed with our tools. “Are you ready now?” Kye asked with crossed arms and a smirk plastered on his face. “Yes, I am. Let’s go” I answered, “This way, my lady” he said, and held an arm out for me. I looked at him, give ham a small laugh and then hooked my arm under his.

Jake & Ellie

I ran directly into his arms and let myself surrender with his aroma. I didn’t think that missing another person could hurt so much. I felt him careful pull me away from him, and I looked up at him. His eyes were filled with worries. “What is wrong?” I asked. He took a deep breath and locked eyes with me. “I can’t do this anymore. It’s too much, Elvira” he said and took my hands in his. I just stood there with a blank face, until his words sank in. I yanked my hands away. “You can’t do this. You promised to be there for me” I started with tears in my eyes. “You promised!” I yelled, while I pointed my finger at him. “I know, Ellie” he started, but I cut him off. “Only my friends call me that” I snarled at him. His eyes dropped, knowing he was defeated. He had hurt me, and now I did the same. “Elvira, please don’t make it worse. You did know that it couldn’t be any more different. I told you from the start, that it wouldn’t work. That is was a short term decision” he told me, but I had heard it all before. “Get out” I just said. “Elvira, listen to me” he said and took a step closer to me. “Get out!” I said again. He raised his hand, as if he wanted to touch me. I took a step back, while I shot angry eyes at him. “El…” “Get out! Get out! Get out!” I screamed at him. I pointed at the door, not caring to look at him. I heard him turn around and walk to the door. I could hear on his footsteps that he waited for a reaction, but in the next few seconds he was out and the door closed behind him. As soon as the door was shut I broke down. I dropped down on the floor and hid my face in my hands, while the tears ran down my cheeks. I managed to duck down in my pocket after my phone, and sent one text with the word “Help”, before I crumbled together in a ball on the floor.

A half hour later I heard keys rustling and the door were flung open by the one, I had sent my text to. Jake took one look at me, slammed the door and ran to me, almost sliding on his knees to scoop me up from the floor and into his arms. “It’s alright, Ellie, I’m here now” he said, before I once again broke down with tears. He didn’t say more, just stroked my hair, while he rocked me back and forth. After a while he said “It’s Trey, right?” All I could do was to nod and sob at the same time. “I’m sorry, Ellie” he said, while he kissed me on the forehead and held me closer. I didn’t know how long we had sat on the floor, before I felt myself drift off to sleep. I could feel Jake shift around, before he lifted me up from the floor and into my bedroom. He turned the light off and laid down beside me, and I just crumbled against his chest, not letting go of his shirt. “I’m not going anywhere, Ellie. Don’t worry, I’m here when you wake up” he just said and hold me tight like he did before.

I woke up hours later and didn’t have a clue about what time it was or exactly where I was. Then I noticed that Jake’s arm was around me and our legs were tangled together. Jake must have felt my stirring around, because suddenly he tightened the grip around me and mumbled “Stay”. I smiled at him and put my head on the pillow again. “Okay, sleepyhead” was my answer to him. We laid so close, that I could feel his smile against my neck. “Shut up and sleep. It’s 2 in the morning” and I gladly took his request.

3. november 2015

Prompt scripts #1


I always remember your feather light touches during the day. They are burned into my skin, and I shiver just remembering it. I love all about you; your warmness when I cuddle into you; your fluffiness when you lay your covers over me. I miss you every day I am away from you. You don’t know how much you mean to me. You support and comfort me every time I am sad. You lull me to sleep, when I need it the most, but you also keep me up, when I am most excited for things to happen. Every day I can come home and see you, and see the sleepiness in your eyes, and I smile at the sight of you. Because no one is there for me as you are. All the times we had great times with our two best friends, where we just cuddled together in a pile and watched all the sad, romantic and bad movies, we could find. You never leave me behind no matter what happens. That is why I love you.

10. oktober 2015

A fashionista zebra

"Kayla, snap out of your daydreams and get your butt in here! I need you to zip me up!” Melinda yelled at me. “Coming, you helpless zebra!” I yelled back and laughed. That was her, my best friend for the last 15 years. She and I knew each other better than anyone else. I walked into Melinda’s dressing room to help her. She was getting ready for the gala at her high school.

“Did you just call me a zebra?” she smiled to me.
“Yes, I did, Mel. Your hair reminds me of a zebra"
“Well, then I’m the most fancy zebra, you’ve ever seen, because I don’t recall zebras having pink and purple colours”
“Okay fashionista zebra. Do you need me to zip you up or not? I don’t think your date is gonna wait forever”
“Peter isn’t even here yet, so do you mind take a chill? It’s not even you, that are going on a date tonight” she said and turned her back to me, so I could zip her dress up. She had been looking for the perfect dress in months and had dragged me on every single shopping tour, even thought that I hated it. But I gladly did it for my best friend. It was a purple one, her favourite colour, so it was matching her hair. It was long and had lace patterns on the bottom and glimmer on the top.

“So how do I look?” Melinda asked and twirled around.
“Like a fashionista zebra” I laughed and earned a sweater thrown after me.
“Would you for once just tell me the truth and stop goofing around, Kayla?”. She looked me dead serious in the eyes, and I knew she was insecure about the whole evening. I wasn’t going to be there, since we didn’t go on the same schools. She was a private high school student, and I was just a regular.

"Melinda, trust me, when I say this. You look absolutely stunning and Peter couldn’t be a more luckier guy than going with you to the gala” I told her honestly. She smiled wide back to me. “Thank you, Kayla. You always know what to say to me”.
“That’s because I’m your best friend, Mel” I said and hugged her.

30. august 2015

Nøglen til Ord - Galla

I går var jeg til galla som afslutning på Nøglen til Ord Forfatterworkshoppen, som jeg blev optaget på tilbage i marts måned (læs her). Det har hele tiden været kendt og være meningen, at vi skulle stå med et produkt i sidste ende. Enten en novelle, et uddrag af en roman eller digt(e). Og det har jeg været pænt nervøs over i det sidste halve år. For det første, hader jeg virkelig det med at være centrum. For det andet, så er det at skrive mit hjertensbarn. Det er det tilflugtssted (udover at læse), jeg altid har søgt til.

Men jeg har igennem de sidste par måneder haft en seriøst skriveblokade. Især fordi jeg havde hele historien i hovedet, men jeg kunne bare ikke få den skrevet ned. Og når jeg så endelig skrev noget ned, så lød det så forkert og så kludret, at jeg aldrig var tilfreds eller sikker på det, jeg gjorde. Hvilket gjorde min nervøsitet for at skulle læse noget op endnu værre. For hvad nu hvis jeg ikke stod med noget produkt? Mit mål blev at jeg skulle op på den scene og gennemføre en oplæsning.

Sidste weekend kom gennembruddet så for mig. Jeg var taget hjem til mine forældre, da jeg havde brug for et par dages ro. Jeg havde taget min computer med for to formål; at få skrevet noget og for at få indhentet nogle serieafsnit. Men jeg havde stadig problemer med at få skrevet noget. Så til allersidst tog jeg en chance og tog et imod råd, jeg havde fået for længst af en studiekammerat, som også gik på forfatterworkshoppen. "Giv det en chance og skriv på engelsk". Og jeg tænkte, hvorfor ikke. Jeg kan sgu lige så godt prøve. Og det gjorde jeg så.

Og dét gjorde hele udslaget!
Pludselig kunne jeg formulere de tanker til historien, jeg gik med inde i hovedet, og skrive dem ned. Jeg er ikke særlig velbevandret i den engelske grammatik i forhold til nutid og datid, men jeg har gode mennesker omkring mig, som har tilbudt at læse mine ting igennem, for at hjælpe mig. Hele den sidste uge har jeg været så stolt og så glad over at jeg nu kunne få min historie ud. Aldrig før har jeg følt mig så sikker på noget, jeg har skrevet, som jeg gør nu. Og jeg startede altså med at skrive historier, da jeg var 12 år!

Jeg havde haft så mange problemer med at finde ud af hvad historien præcist skulle handle om (selvom jeg i store træk havde historien i hovedet allerede), hvis synspunkt den skulle fortælles fra eller om der skulle være to synspunkter. Da jeg begyndte at skrive på stykket i sidste uge, havde jeg en idé om hvem der var den reelle hovedperson i historien. Men da jeg skulle til at nævne navnet på hvem det var, så gik det pludselig op for mig, at det var en helt anden. En karakter, som det også var meningen skulle være en hovedperson. Ubevidst havde jeg nået at forelske mig i hendes karakter og historie, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at det var hendes historie, der skulle fortælles.

Nu krævede det så blot, at jeg fik skrevet et stykke, som jeg kunne stå med til gallaen. For det jeg havde skrevet som mit gennembrud, ville jeg ikke bruge, selvom jeg elsker det. Men det viste ikke min historie til fulde. Det stykke, som jeg endte med at skrive, var faktisk et stykke, jeg allerede havde skrevet på dansk, og som har henvisninger til/fra det nye stykke på engelsk. Så jeg skrev det forfra.

Da stykket var skrevet, fik jeg øvet oplæsning med min studiekammerat, og vi fandt ud af at det var for langt. Så jeg valgte at tage den sidste del af det stykke, som jeg havde valgt fra i første omgang. Det var kortere, men efter at have læst det op, indså jeg at det havde de fire hovedpunkter, som var gældende for hele historien. Fredag sad jeg så og rettede i det, mens jeg læste det højt. Og til sidst var jeg tilfreds med, og tog så af sted til stemmetræning, som vi havde fået tilbudt. Især jeg havde brug for det, fordi stemmetræneren vidste og havde set, at jeg var skide nervøs omkring det. Men da jeg læste op, måtte hun afbryde mig og sige, at hun slet ikke kunne høre, at jeg var nervøs. Det var kun før og efter, samt når der blev snakket om emnet, at alt nervøsiteten kom strømmende tilbage.

Til selve gallaen var jeg dog mere nervøs, for jeg kunne høre det i min stemme. Og måske skulle jeg have taget en pause undervejs, men jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at gennemføre det nu, og så fokusere dybt på at få min stemme under kontrol og læse historien, som jeg havde øvet, og som jeg hørte den i min historie. Og det lykkedes! Jeg var så glad og så stolt af det lykkedes mig at gennemføre det.
Senere i de tre pauser, fik jeg snakket med de andre deltagere og gav dem ros, og jeg fik også selv ros. Hvilket jeg ikke havde forventet. Og jeg fik også fuldkommen uventet ros fra en helt anden side af. Vores instruktør Sascha (Christensen - ja den Sascha!) kom hen til og fortalte om jeg bemærket set en af de andre medarbejdere fra The South Gate Society, og ja det havde jeg (virkelig langt flot prinsesse/havfrue hår med striber i pastelfarver - umuligt ikke at lægge mærke til!). Sascha fortalte mig, at Alexandra, som pigen/kvinden hedder, havde ros til mig, for hun var virkelig blown away af min historie og synes at det var så godt skrevet. Og det var virkelig "Wow!" for mig, for hun kunne jo have sagt og synes det om alle de andres, men at jeg fik den reaktion frem i hende, er jeg (meget!) glad for.

Så alt i alt, har det været et lærerigt år, og jeg har en historie, som jeg vil skrive færdig, og komme ud med i verden. Og så vil jeg for altid have et diplom hængende og minde mig om hvilken fantastisk oplevelse, jeg har fået mig.

Gennembrudstykket kan læses her: The Regent and the General: The Panic Attack
Og stykket, som jeg læste op til gallaen kan læses her: The Regent and the General: The Training Ground

The Regent and the General: The Training Ground

I grabbed the collar of Illa’s dress and brought her face close to mine. “From now on I take care of Callie’s training!” I hissed angrily, before I let go and turned around to get to Callie. It wasn’t easy, since a large field around Callie was frozen. She was a lot more scared than before, because she had discovered what was going on with her. “Callie!” I yelled at her, but my voice drowned in the newly emerged wind. “Fucking great” I whispered under my breath. Not only was Callie’s water element out of control, now she was so freaked out that the wind has decided to join the game.

“CALLIE!” I yelled at the top of my lungs, and thanked myself for being so commanding over the guards, so that my voice would boom over the wind. And that worked, because Callie turned around and looked in my direction. I could see that she couldn’t focus on who I was or where I was standing. Her right arm was crossed over her chest, while the left one was clutching to her stomach, and I could see that she was breathing very rapidly. I knew those signs very well. “Callie!” I yelled again. This time she looked at me, and I hold my gaze to her, while I slowly walked over the ice. “Callie, listen to me” I saw her body stiffen due to the concentration of having to listen to my words. “You need to focus on my voice and come back to me”. She shook her head from side to side. “Just focus on my voice, Callie, and nothing else” I said calmly. I was only steps away from her when the wind suddenly stopped and the ice began to melt. It happened at the same time as Callie collapsed on her knees.

I didn’t waste my time and ran over to her. I took her head in my hands and looked her in the eyes to hold her focus on me. “Listen to my voice, Callie, and come back to me”
Slowly, but steady, I could see that she was starting to focus again, and I saw the relief in her eyes when she found out that it was me in front of her. She tried to talk, but I shushed her. “Don’t talk, just focus on my voice. You are going to be all right” I said, while my thumb automatically began to nuzzle her cheek. “I’m right here, love” I told her and didn't care about that I just had declared my love for her in a situation like this. But it didn’t matter at all when I saw the smile in her eyes and she silently whispered “I know, Megan”

The Regent and the General: The Panic Attack

I didn’t know what to do. The panic was starting to spread in my body, and I couldn’t breathe. My fingers were trembling, and I really just needed some air. My brain was starting to throb against the skull, and I felt the migraine creep up from behind and take over the entire left side of my head. I really hated it, when the panic attack took over me completely. I didn’t know what to do. I couldn’t focus at all. I thought I heard some glass shatter in the background, but I wasn’t sure.

I felt something warm in my hand, but I didn’t take notice of it. In the distance I could hear voices calling at me, but I couldn’t focus on who it was or what they were saying. I stumbled across the floor and felt hands reaching for me, probably to hold me up. I tried really hard to focus on their faces, but it was just blurred lines, so I shot my eyes closed. Their hands tried to get me to sit down, but I just bashed their hands away. For fucks sake, I didn’t want their stupid help. I just wanted to be alone.

But then I heard that one voice, I would recognize anywhere in the world. It was her voice. The voice, I thought, I lost the right to hear a long time ago. But she was here, and I didn’t understand how.

“Megan” her voice called out in my foggy mind, and tears instantly ran down my cheeks. I reached my hand out for her, but since I still couldn’t focus, my hand just grabbed out in the empty air. I let out a sob, because my mind realized that she wasn’t there, like all the other times I had broken down and dreamed about her presence. Then I felt her small warm hands cupping my face, and once again I heard her voice. This time she whispered my name, but I could hear it loud and clearly. “Megan, listen to me” it came calmly from her, like we were having a normal conversation and not me broken down in front of her. “Focus on my voice, and come back to me, love” she used the words I have told her so many times before. The exact words that I used to pull her out of her misery, and now she was using them to help me. I blinked a few times and then her face was bright and clear right in front of me. Her expression was filled with concern, but when she saw that I was coming back to focus, her expression changed. I saw her eyes smile with the brightest light, and her mouth also smiled a little. “That’s right, Megan. Just come back to me, I’m right here” she whispered, and I opened my mouth and then closed it again. “Don’t talk. Just focus on my voice, alright? You will be okay, but you need to focus” she told me with a voice that wasn’t up for debate. I just nodded silently and took my time to focus on her words, while she was holding my gaze to her, so I didn’t go out of focus again.

Slowly my breathing began to be normal again, and I heard the words “Breathe in, breathe out. Focus on that”. My eyes started to collect the blurred lines into the outlines the things around me had. I saw Gina and Eliot stand right behind Callie and they both looked very worried. “Don’t focus on them, my love. Just focus on me” she said and I turned my eyes back to hers. The pain in my head throbbed as did the cut in my hand. I noticed that I was clenching the hand very tight, so that the blood wouldn’t spill on the floor. Eliot noticed it as well and came over and put a bandage on my hand without saying a word. “Look at me” said Callie to me, and I looked her in the eyes. “Are your fingers trembling?” she asked, and I looked down on my hands. My fingers did shake a little bit, but not as bad as when the panic rushed through my body. And that was when I noticed that the panic attack had stopped. I could breathe fine again, and I felt calm inside. The only remaining signs were the pain in my hand and head. I looked up at her again, and saw the smile that was on her face, because she knew exactly what I just had discovered. “I said you will be fine, love” she smiled even more. “Callie” I finally spoke and once again broke down with tears, while I threw myself in her embrace and felt her arms around me for the first time in many months.

8. juni 2015

Baggrundshistorie til "Den vise Konge & Den smukke Dronning"

"Den vise Konge & Den smukke Dronning" er en historie, som jeg har skrevet personligt til brudeparret Lonnie & Steen, som fejrede deres sølvbryllup ved at blive gift i kirken den 23. maj 2015. Lonnie & Steen er venner af min (eks)kærestes forældre, så jeg har derfor mødt dem et par gange.

Hele ideen med historien udsprang af en mail, som min (eks)kæreste og jeg havde fået fra Lonnie & Steen. Vi var to dage for sent med at melde ud at vi kom til brylluppet, så min (eks)kæreste sendte en mail til dem med vores mail, og svaret, vi fik retur, var meget kreativt:

"Kort efter at vi modtog jeres mail, sprang Steen på hesten, som stod parkeret udenfor, og red af sted til præsten og oplyste, at der kom 2 mere i kirken.
Præsten blev sat ind i, at det var to mennesker, som betyder rigtig meget for os.
Steen fortalte præsten om vores venskab igennem mange år og om nogle af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.
Præsten kunne hurtigt forstå, at det var to mennesker, som vi holder rigtig meget af og han lovede, at de bedste pladser i kirken ville være til rådighed!
Steen og hesten kom glade ridende tilbage. Vores staldmand fik sat hesten på stald med dejligt hø, foder og vand. Smeden fik tilset skoene, så vores hest er klar til næste tur.
Imens Steen talte med præsten, havde jeg travlt med at kontakte de søde ”Bryllupsmedhjælpere”.
Med glæde kunne jeg meddele dem, at de med sikkerhed godt kunne regne med to mere til festen.
Jeg fortalte dem, at de to mennesker var to mennesker, som vi havde haft mange sjove timer sammen med og at det betød rigtig meget, at de ville være med til at fejre kærligheden og en betydningsfuld dag sammen med Steen og mig. Bryllupsmedhjælperne lovede at der ville være forplejning nok, og at både fotograf og dansegulv vil stå klar til at indfange festen."

Jeg grinede, imens jeg læste mailen højt, da det er så lig Lonnie at skrive sådan noget. Faktisk måtte min (eks)kæreste bede mig om at tage mig sammen, så jeg kunne læse resten færdigt. Og det var da jeg læste mailen, at jeg besluttede mig for at skrive en historie ud fra det, som jeg kunne give dem til deres bryllup. Samme dag havde jeg allerede skrevet en historie, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så da vi tog til Sjælland to dage før brylluppet, så skrev jeg faktisk det meste af historien på min tablet mellem Odense og Solrød. Resten blev færdiggjort fredag aften og lørdag formiddag.

Det er sådan med historien, at de eneste to ting, som jeg vidste var helt korrekte, det var grunden til deres første bryllup, samt strømpebåndet til deres andet bryllup i år. Resten har jeg skrevet ud fra egen hånd. Hvilket vil sige, at jeg overhovedet ingen anelse havde, om de følelser og tanker, jeg havde beskrevet, faktisk var sande. Men jeg har skrevet historien ud fra den opfattelse, jeg har af Lonnie & Steen, og sådan som jeg har oplevet dem.

Meningen med historien var at de selv skulle have lov til at læse den til brylluppet. Men Lonnie ville have den læst op, og hende, som havde fået opgaven til at læse kort op, ville altså ikke, fordi historien var på tre sider. Så jeg endte med at sige, at jeg gerne ville gøre det, eftersom det var min egen historie.
Her skal det siges, at jeg aldrig nogensinde har været så offentlig omkring mine historier, og det talent, jeg har. Jeg har altid været meget privat omkring det, fordi jeg er min egen værste kritiker. Men i forbindelse med at jeg har forfatterworkshops, og vi i sidste ende skal stå og læse op fra vores værker, så valgte jeg at læse den op til brylluppet. Trods alt var jeg jo også den eneste, som vidste hvilket tempo historien skulle læses i, så jeg tog det som en øvelse.

Jeg var brandvarm i kinderne, snublede over et par ord og så ikke rigtig op fra teksten, men jeg gjorde det. Og jeg er rigtig glad for at det endte sådan. Især fordi jeg så små glimt af Lonnie & Steens ansigtsudtryk, når jeg læste bestemte passager op, og godt kunne se, at jeg havde ramt helt plet med mine ord. Uden fuldstændig at ane det. Både Lonnie & Steen blev meget rørt over historien, og jeg fik lange kram af dem begge, efter jeg havde læst op. Steen takkede mig også for historien endnu engang, da vi tog hjem kl. 3 om natten, og jeg havde en fuld (eks) svigerinde hængende på mig. Det rørte mig ekstremt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det.

Så historien har en betydning for Lonnie & Steen, da den er skrevet personligt til dem. Men den har også en betydning for mig, da jeg har aldrig har gjort sådan noget før.
Det er første gang nogensinde, at jeg har anerkendt og accepteret mit talent på den måde, og rent faktisk gjort det offentligt - og så endda overfor så mange fremmede mennesker! Men jeg er ufattelig stolt af mig selv, for det er jo det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Og det skal ikke skjules for omverdenen.

Den vise Konge & Den smukke Dronning

Der var engang et kongerige, hvor der levede en prins og en prinsesse. Prinsen og prinsessen var meget forelskede, og tilbragte hver dag sammen, da de kunne ikke undvære hinanden. De red rundt i kongeriget på deres flotte, hvide heste og nød den smukke natur, som omgav dem. De nød de smukkeste solnedgange, og ind imellem blev de oppe hele natten og snakkede, for blot at kunne opleve solopgangen.
Deres ønske om at være sammen for evigt trængte sig på. Deres forældre havde givet deres velsignelse til ægteskabets løfter, og nu gik den store planlægning i gang. Prinsessen ønskede et stort bryllup med alle deres kære omkring dem og en brudekjole så stor, at selv Prinsesse Diana ville være misundelig fra sin grav. Prinsen så blot med kærlige øjne på sin smukke tilkommende, og han lod hende have sin vilje, da han ønskede at bringe glæde til hendes dejlige hjerte.
Men pludselig en dag fik prinsen og prinsessen dårligt nyt. Prinsens moder var desværre blevet dårlig. Prinsen ønskede, at hans moder under alle omstændigheder kom med til brylluppet. Men der måtte komme et kompromis. For prinsen kunne ikke opfylde alle prinsessens bryllups ønsker, hvis hans moder skulle opleve det hele. En aften talte prinsen og prinsessen sammen, og han måtte lægge sit hjerte på bordet og fortælle prinsessen om hans højeste ønske for deres bryllup, udover at gifte sig med hende. Prinsessen så sin hjertenskære være i så trist en tilstand, at hun smed alle sine tanker omkring deres bryllup til side, og spurgte sin prins om hans ønsker. Prinsen fortalte, at han blot ville have det nært og med de allernærmeste omkring dem, sådan at hans moder kunne opleve dem blive gift. Prinsessen smilede over sin prins’ store hjerte, og hun erklærede sig straks enig med ham.
Prinsen og prinsessen blev gift under rolige omstændigheder med de nærmeste til stede. Der herskede dog en smule uro i stemningen, da dette øjeblik blev til for at en meget speciel person kunne overvære det. Men både prinsen og prinsessen elskede, samt forevigede dette øjeblik i deres hjerter, for de var nu endelig hinandens.
Siden hen var der gået mange år. Prinsen og prinsessen var nu blevet til konge og dronning af kongeriget, og de havde beriget landet med to børn - en søn og en datter. Årene var blevet så mange, at de nu nærmede sig deres sølvbryllup. Kongen og dronningen forstod næsten ikke at kærligheden havde bragt dem så mange dejlige år, og at det endda havde båret frugt i form at to så skønne børn.
Kongen og dronningen havde længe snakket om at genopleve deres bryllup, og opleve den rigtige magi ved et kirkebryllup, som de ikke fået set ved deres bryllupsdag for mange år siden. Dagen havde dog stadig været speciel, men kongen ønskede at give dronningen det største og bedste bryllup, som ingen havde set i lands rige. Kongen forgudede sin dronning, og han ønskede kun at gøre hende lykkelig, så da de en aften i månelysets skær sad og delte et glas vin til maden, så foreslog kongen sit ønske over for dronningen, som blev ellevilde for sin højt elskede mands forslag.
I mange måneder snakkede de stolpe op og stolpe ned omkring alle detaljerne til deres storslåede bryllup. De ønskede at invitere alle deres venner og familier til middagen, men de kunne godt indse, at det ville blive en alt for stor fest til at de kunne nå at have en god tid sammen med alle deres kære. Så de besluttede at dele festlighederne op. En reception til efter brylluppet, hvor alle i hele landet blev budt velkommen til at fejre denne specielle dag sammen med dem. Og om aftenen, så ville de byde deres allernærmeste på stor festmiddag på slottet, hvor de ville feste til den lyse morgen.
Alle i hele kongeriget fik besked om denne storslåede nyhed, og glæden bredte sig rundt om i landet. For alle ville så gerne se deres konge og dronning blive gift i deres smukke kirke, og alle ville gerne glæde dem på hver deres måde. Kronprinsen og prinsessen, børnene af kongen og dronningen, gik nu med i planerne, for de ville hjælpe deres forældre på den bedst mulige måde. I mange, mange måneder gik bryllupsplanerne på det højeste derhjemme i det lille slot, for alting skulle være helt perfekt, og de skulle også finde ud af hvilke af de nærmeste, de gerne ville have med til deres bryllupsfest om aftenen.
Men endelig en dag, så skete det. Det allersidste punktum blev sat på planlægningen, og alt var gjort færdigt. Dronningens brudekjole var syet af de dygtigste syerske i kongeriget, som havde en lille biks nede i landsbyen. Hun nægtede at bruge den kongelige hofsyerske, da dronningen ønskede at støtte sine borgeres erhverv. Kongens flotte jakkesæt var også blevet lavet til denne storslåede dag.
For dagen var nemlig oprandt. Dagen, hvor kongen og dronningen endelig fik hinanden og deres bryllup, som de havde drømt om i så mange år. Der strømmede gæster ind fra nær og fjern for at kunne fejre denne dag med kongen og dronningen. Og de glædede sig begge to til at se og hilse på alle gæsterne i løbet af dagen. Kongen tog imod hver og en gæst ved kirken, for ingen skulle føle sig for fattig eller for fin til at få et håndtryk og en hilsen fra kongen af. Imens gjorde dronningen sig klar i sidegemakkerne til kirken, for kongen måtte jo ikke se brudekjolen, før vielsen gik i gang. Nok var det måske ikke så vigtigt, da kongen og dronningen allerede var gift, men deres datter havde holdt på denne søde lille tradition, og havde endda fået dronningens bedste veninde til at fremskaffe et blåt strømpebånd til denne dag.
Efter mange, mange håndtryk, så var alle til sidst på plads i kirken, men der var stadig mange, der stod udenfor, da der var kommet så mange fra kongeriget for at overvære denne dag. Kongen gik ind i kirken og op mod alteret for at tage sin plads der, så han kunne vente på sin yndige brud. Kronprinsen stod allerede klar deroppe, da han havde fået æren af at være sin faders forlover. Med et gik orglet i kirken i gang og dørene blev åbnet på ny, og ind kom dronningen fulgt af prinsessen, mens dronningens bedste veninde gik bagved som brudepige. Kongen og dronningen havde kun øje for hinanden i dette øjeblik, der var ingen andre end de to til stede i den stuvende fulde kirke. Det var i sandhed et øjeblik, som alle ville huske og fortælle om i al evighed. At kærligheden skal hyldes hver dag vi lever, unge som ældre, og det var hvad kongen og dronningen mindede os alle om den dag, de genforevigede deres kærlighed til hinanden.

2. maj 2015

SGS: Nøglen til ord - Opgave

En lille opgave omkring at groft konstruere en historie med hovedperson og plot.
_______________________________________________________________________________________________

Ellen vandrede rundt omkring i landsbyen, mens ørkenens varme sand brændte under hendes fødder. Hun burde finde kamelerne for at få dem fodret og givet dem vand, men hun manglede sine sko. De havde været væk helt fra morgenstunden af, så hun måtte tage klude om sine fødder for at ikke at forbrænde dem, men lige lidt hjalp det.
Hun havde ingen anelser om hvor de kunne være henne, for hun var gået drømme vandrende rundt omkring i landsbyen ved midnatstid, hvor sandet var behageligt lunt og sko ikke var nødvendigt. Hendes mor ville blive sur på hende, hvis hun fik at vide, at Ellen for tredje gang på to uger havde mistet hendes sko. Sko var ikke billige nu om dage, og desværre så var det ret vigtigt, at de gik med dem. De kunne ikke leve i ørkenen, hvis de ikke havde de mest livsnødvendige ting.
Ellen var sur på sig selv for at have mistet dem endnu engang, men også sur på sin mor og hele deres livssituation. Det var ikke mening, at de skulle leve i en ørken. En Ellen var ikke en pige, der levede i en ørken, men en som levede i flotte huse i asfalterede byer. Med elektronik og alle mulige hjælpemidler. Her var det hårdt slid og overlevelse for alle kræfter. Blot på grund af hendes mors fejltagelse.

9. april 2015

SGS: Nøglen til Ord - Novelle

Everything was some mysterious stuff for me. The sunset wasn’t quite up yet, but it would be in a few minutes. I always sensed the sunrise, before any else. It is just like Odd Thomas, who had an internal clock that was always fifteen minutes backward.

My life has always been normal with normal parents, normal school, normal friends, and normal interests. There was nothing Odd Thomas about me. I couldn’t see dead people or prevent anything from happened like the clairvoyants around the world. I was just a normal kid, who had a normal life.
But as you can sense and if you can read between lines, something did happen to me.

I couldn’t believe myself, when it did happen. It couldn’t be that obvious, that it really would happen to me, because I was just a normal kid. But it did happen.

And everything changed.

It was a dark and cold night. Damn, it sounds like a thriller, when I tell it like that. But really, it actually was a dark and cold night. It was like mid-November, so the change between fall and winter were beginning to show.

I had worked late in the grocery shop, which my uncle owned. That’s the only reason I got the job in the first place. Not that I wasn’t a smart kid, I definitely was, but I was just too lazy to use my brain for the greater good. So the job at the grocery shop was a great thing to get my parents of my back. Not that they pushed me into anything, or something, they just don’t like that people lying around all day long.

But anyway, it was a dark and cold night, and I had the late work shift that day, like I always had on Wednesdays. I had just served Mrs. Callum, who always buys the usual two packets of cigarettes and a bottle of Ballantine’s. It was a sure thing, that she will buy exactly these two things every Wednesday at 8 o’clock, at every goddamn week. Sometimes I wish, she would surprise herself and me, and buy something else. But nope, false hope every Wednesday at 8 o’clock.

Except that it was this cold and dark weather outside, everything in the shop went as it always went. Nice and quiet like every Wednesday. A little over eight, just a few minutes after I served Mrs. Callum, I saw a flash in the back corner of the shop. I wondered about it, because there weren’t normal any in the shop around this time. Well, except Mrs. Callum and myself. My uncle was upstairs in his apartment above the shop, so technically, he wasn’t in the shop.

But I didn’t wonder that long about it. Maybe it could just be Mrs. Mayham’s children, who have been let outside to buy some candy, because their daddy has come home from the seas. Then Mr. Mayham had a schilling or two for them, so they could buy some sweets, when Mr. and Mrs. Mayham could have some private time.

I saw the flash again, and once again I wondered. This time because I remembered, that it wasn’t the first Wednesday in the month, and that was the time where Mr. Mayham would come home. So I lifted my arse a bit from the office chair. Yes, so privileged are we actually behind the cash tape.

Well, once my butt was lifted from the warm seat, I saw the flash right again. This time I thought that I probably should go and check it out. Maybe it could be the ceiling lamps that was flashing, and for that, I needed my uncle. I wasn’t definitely an electrician, but my uncle could fix a thing or two after all those years working in the shop. He is so stingy, that he will not pay for a professional electrician.

I hopped the little hop down on the floor and heard my shoes slapping against the floor. I moved away from the cash tape, and began the walk down in the back of the grocery shop. Of course on the way down the aisles, there was a few thing stacked wrong, so I stopped and put them back in order. No one should come and tell me I didn’t do my job. I was lazy with the use of my brain, but I still had a job to do, and no one should have a chance to put a finger on my doings in my job.

When I reached the back aisle, I saw, that the flash was just a ceiling lamp out of order. It was the third time in a month the exact same ceiling lamp was out of order. And my uncle was, as I told you, too stingy to buy a new one, and kept repairing it. I was sick of it. Maybe I should request him, that he could take money of my salary, so that he could buy a damn new lamp.

I heard the chime at the doors go, so I started to walk back to the front of the shop, and hoping that is wasn’t Jimmy, the self-proclaimed bad ass of the town, coming in for some flirting. He thought he was so though and bad ass, but that was just an attitude. He couldn’t handle a large rat as if his life was at stake.

And I was right. It was the one and only Jimmy. His worn leather jacket was as always open and with his hands in the pockets of the jacket. It reminded me of the character Jake in the TV series The Secret Circle. Same bad ass type, instead that the TV character was way more bad ass than Jimmy was in the real world. I nodded my head at him, when I sat down behind the cash tape again. He nodded back and gave me, what he thought would be a though look in the eyes. But he just looked like a puppy that had done something wrong, which amused me. He could practice all he wants in front of the mirror, but he could never get the facial expressions right, so all the bad ass attitude just dropped hard to the ground.

At some point there was something weird about Jimmy tonight that I couldn’t put my finger on. And it kind irritated me. My grandma always said that I was a person, who could see right through people. I could always tell when they lied to me or what emotion they were in. Okay, maybe I was a bit odd, but definitely still nothing like Odd Thomas. To me it was normal, and I didn’t brag about it, because I really didn’t care that much about it. It was just how life was for me, not a big deal at all.

I heard Jimmy muffled around in the aisle with the breakfast. It sounded like he was looking at some cornflakes by the sound there was, which was very odd, because Jimmy always eats eggs and bacon and a big glass of juice as breakfast. Again I lifted my arse a little bit, just to see what he was doing, but I couldn’t see anything. I shrugged my shoulders and sat down again. Maybe it was that one time, where my Wednesday evening would change and something new would happen. I would just wish it had been Mrs. Callum instead of Jimmy. That would have been more exciting in a weird way.

Finally, Jimmy dragged himself to the cash tape with his shopping. It was a bag of cornflakes – waw, something new was happening – and a bag of chips. I looked at ham and smiled. He looked at bit nervous for this quiet evening. I could ask him if he was alright, but I didn’t know how to start. His eyes flickered around and he couldn’t hold his eyes on me. I saw some water droplets on his forehead, like was he running a marathon. I gave him a strange look, just like to say “Hey, what’s wrong with you tonight”.

All out of sudden I was lying on the floor and my side hurts. Everything was kind of blurred for me, and I might think I hit my head, when I fall of the chair. Maybe I didn’t eat enough today, since I could pass out that suddenly. I looked up to ask Jimmy to help me up, because that side really was pissing me off with pains.  But the only thing I could see was that blurred lines of the cash container in the cash register and that is extended. Over the cash tape was Jimmy standing and getting a good grip on all the money in the cash register. I think he looked at me, and he might have looked a bit scared. Did he really hit me out for money? I would totally have helped him out and lend him some, if he had asked politely.

Jimmy ran out of the shop, before I could do anything. I was trying to sit up, but the pain was unbearable. When I put my hand on to my side to squeeze the cramps together, I noticed, I was wet on my side. I took my hand right in front of my eyes, and they widened as they saw the colour on my hand. I would have screamed if I was that kind of girl, but the only thing that went through my mind was something weird.

Holy moly! I did not expect that to happen on a Wednesday!

13. marts 2015

Nøglen til Ord: Forfatterworkshop 2015

Tilbage i februar, først på måneden, blev jeg gjort opmærksom på at der fandtes en forfatterworkshop, som man kunne ansøge om at blive en del af.

Workshoppen var noget, jeg først troede, var i samarbejde med The South Gate Society og Aalborg Bibliotekerne. Men det viste sig at være, at det var The South Gate Society, Ordkraft og Region Nordjylland, der stod for det.

Der var to krav til det: 1. At man skulle være mellem 18 og 25 år. 2. At man bor i Region Nordjylland. Og jeg opfylder begge krav, så jeg sendte en ansøgning af sted, hvor jeg også skulle sende et eksempel på noget af det, jeg har skrevet. Jeg endte med at sende noget fra Transsylvaniens Prinsesse #1 - et stykke, som ikke er udgivet her på bloggen, da det er et stykke, som hører til senere i historien.

Jeg havde faktisk opgivet, at jeg kom med, da ansøgningsfristen var 1. marts, og jeg ikke anede hvor lang tid der gik, inden vi fik svar. Men i mandags kom der endelig svar.

Og jeg blev godkendt til det!

For første gang nogensinde, skal jeg beskæftige mig med min store passion ude i den virkelige verden, og ikke blot gemme mig bag min skærm med mine historier, som kun få i min omgangskreds egentlig kender til.

Jeg havde forventet, at jeg kunne gemme mig lidt i mængden og være anonym indtil jeg startede, men sådan bliver det ikke. Vi er nemlig seks personer på mit studie, som er blevet godkendt til det. Så det bliver meget mærkeligt at skulle igennem denne process med dem ved min side. Men jeg tror også, at det er rart, at jeg rent faktisk kender nogen, så jeg ikke står helt alene i det.

Det bliver spændende at se hvad der sker det næste halve år. Men jeg glæder mig ufattelig meget!

15. februar 2015

Inspiration ud fra musik

Kender I det med, at når man hører en speciel sang, så forestiller man sig en historie ud fra den sang? Det gør jeg nemlig tit, og har haft flere sange, der har kørt på repeat, mens jeg har skrevet på en historie. Her til aften/i nat fandt jeg så nogle af de sange fra Glee, som har sat et tankespor i gang i hovedet på mig. Og der kom to korte udklip ud af det.

Glee - A Thousand Years
Regnen silede ned, da vi stod overfor hinanden. Jeg kiggede op på ham, og mærkede tårerne blande sig med regnen på mine kinder.
"Jeg har ikke lyst til at forlade dig" hviskede jeg stille.
"Det ved jeg, men det er nødvendigt" svarede han.
"Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg kan ikke leve uden dig."
Han så på mig og lagde sin hånd på min kind.
"Du bliver nødt til det. Det er for farligt for os at være sammen"
Jeg kunne se på ham, at det krævede en helveds anstrengelse at udtale de ord. Jeg kunne se på ham, at han havde allermest lyst til bare at hive mig ind I hans arme, og aldrig slippe mig igen.
"Jeg kan ikke..." hulkede jeg, og så væk fra ham. Det fik bægeret til at flyde over for ham, og han trak mig ind I sin favn, og holdte mig tæt. Jeg lagde hovedet på hans bryst, og lagde mine arme omkring ham, mens jeg græd. Vi mærkede ikke til regnen nogen af os, mærkede bare hinanden stå tæt sammen og ikke bekymre os om at vi snart skulle tage af sked for altid. Efter noget tid, slap han mig, men jeg prøvede krampagtigt at holde fast I ham.
"Det går ikke. Du er nødt til at tage af sted, inden de finder dig." sagde han, og jeg kunne høre, at han havde mere på hjerte.
"Jeg vil ikke miste dig. Jeg elsker dig, Cassidy."
Han kiggede mig direkte I øjnene, og jeg så tårerne, der løb ned af hans kinder. Jeg kastede mig ind mod ham igen, og kyssede ham med al den kærlighed, jeg havde til ham.
"Du mister mig aldrig, det lover jeg." hviskede jeg, da jeg slap ham. Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage af sted, for at får en chance for et forspring.
"Jeg elsker dig" hviskede jeg stille, og jeg kyssede ham en allersidste gang, inden jeg slap hans hånd for at gå I den modsatte retning af ham.

Let me love you (until you learn to love yourself)
Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvad det var, der var sket. Vi skulle have haft hele livet sammen, men det fik vi ikke længere muligheden for. Jeg havde mistet ham for altid. Det var to år siden jeg sidst så ham, da vi tog af sked I parken, velvidende at det var sidste gang, vi så hinanden. Men vi havde altid bevaret håbet for at vi en dag ville se hinanden igen, om vi så var gamle og rynkede.
Jeg så op på Christine. "Hvordan?"
"De fandt frem til ham." svarede hun, og jeg vidste godt hvem det var, hun snakkede om. Det var de samme mennesker, som havde drevet mig fra mit hjem, fra min familie og fra ham.
"Det skal de bøde for" snerrede jeg vredt.
"Cassidy. Jackson ville aldrig lade dig komme så tæt på dig. Lad ham ikke være død for ingenting." sagde Christine og lagde en hånd på min skulder.
"Jackson var ikke stærk nok til at kæmpe imod dem, men det er jeg. De ved ikke hvor stærk, jeg er blevet siden sidst. De får ikke lov til at gå ustraffet fra at have dræbt ham."
"Jeg ved at han var, og er, dit livs kærlighed. Men Casiddy. Det er en selvmordsaktion, du er ude i."
"Så hjælp mig. Saml teamet, og hjælp mig med at hævne Jackson."
Jeg så på hende med et fast blik, og jeg vidste, at hun tøvede. Hun ville gerne være med på min plan, men alting holdte hende tilbage. Hun havde haft længere tid til at få fred i end, jeg havde. Hun havde trods alt været i sorg det sidste halve år, mens jeg kun havde haft to dage.
"Christine, han var din bror. Det her kan ikke gå ustraffet hen. Semper Fi"
Christine kiggede på mig, og jeg så sorgen rase i hendes øjne.
"Altid tro"
Og der vidste jeg, at hun havde besluttet sig.

5. januar 2015

En lille status

Jeg er ikke så aktiv herinde, som jeg havde håbet, dengang jeg oprettede bloggen i sin tid. Der sker lidt hist og pist, når lysten til at kigge forbi, kommer snigende.

Det gjorde den så i dag. Jeg har derfor tilføjet Forfatterprofil og Etiketter til bloggen.
Forfatterprofilen er egentlig blot det, som minder om selve profilen fra Blogger, men jeg foretrak at have special designede ord til denne blog.
Derudover har jeg også tildelt indlæggene Etiketter, for at give de forskellige historier kategorier, sådan at folk ved hvad de kan forvente af bloggen.

Alt sammen er placeret i bunden af bloggen, som det hele tiden har været. Tit og ofte overvejer jeg, at flytte det fra bunden af, men jeg vil hellere at det primære fokus er selve historierne, og det, jeg skriver herinde, end det er al fyld-informationen.

Med hilsner fra en amatør-forfatter
C. Stubbe

4. januar 2015

Bøger til skriveriet #1


Jeg fik denne bog i julegave. Den hedder, som billedet viser, "Sådan skriver du gode bøger til børn og unge" og er skrevet af Charlotte Lerche. Den kan fås hos Skriveværkstedet som bog og pdf-fil (samt hos Saxo.com som bog, hvis man er mere til dem).

Jeg har ikke nået at læse så meget i den, andet end de første par sider, men jeg fornemmer at den er rigtig god, til lige præcis det formål, jeg vil bruge den til. Jeg er nemlig rigtig god til at starte med at skrive, og så går jeg i stå og ender med at rette i det, jeg har skrevet. Og så kommer jeg aldrig videre, fordi jeg gik i gang med at rette, i stedet for bare at skriver derud af.

Charlotte Lerche har beskrevet hendes måde, at lave øvelser på. Hun har lavet kategorier, f.eks. sted eller følelse, hvor hun så har skrevet på små sedler med ting, der hører til den kategori. Såsom værtshuset eller lykkelig, og så skal man beskrive værtshuset eller den følelse af at være lykkelig. Og jeg synes det lyder som en genial idé med at opbevare sådan nogle små ord i en krukke, og så finde inspiration i dem, når skrivelysten er der.

Jeg fandt et link til en, Skrivepulten, som også har anmeldt bogen tilbage i december 2013. Og hun skriver, at det er en af de bedste bøger, der var på markedet dengang. Netop fordi den gav konkrete råd, som rent faktisk var brugbare. Her fortæller hun også, at der findes et afsnit omkring skriveblokeringer - et afsnit, som jeg burde kigge nærmere på, da det er der, jeg altid ender.

Så alt i alt, så glæder jeg mig til at læse resten af bogen, og se hvilke guldkorn, den har at byde på. En ting er sikkert allerede, og det er, at det er et af bedste julegaveønsker, jeg har foretaget mig!