tag:blogger.com,1999:blog-80717269006821469802024-03-08T20:48:53.102+01:00Writer in ProgressCopyright;
Alle rettigheder forbeholdes ejeren af bloggen: C. StubbeC. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.comBlogger43125tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-6877434755697811202017-04-11T22:33:00.000+02:002017-04-11T22:33:42.081+02:00The Three Sisters<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Why do people keep trying to put this blanket on me?”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Because you’re in shock”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“That doesn’t mean I need a blanket. It means I need booze”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“You can’t have booze, you idiot! That will make your condition even worser!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Worse? No, no, no, it will make everything sooo much better”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“No booze!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Oh, boo hoo, Caroline, you are no fun!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Adrielle, get in your stupid head, that you was just in a fucking car accident, and got a concussion! So you can’t for the love of God drink any booze!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“For the mother of love, don’t you ever use that word and the name of the Lord in the same sentence” a voice breaked through.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">Both girls turned their heads around to see their older sister Kathryn stand in the doorway. Even though none of them have seen them in several years, Kathryn was as always classic dressed, wearing a black etui dress. Her hair was pulled tight back into a knot, and one of their mom's pearl necklaces filling out around her neck.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Kathryn, what the hell are you doing here?” it came from Adrielle, her voice dripping with cold love for her elder sister.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I heard about your accident. Or, I was actually called to, because apparently, I am still listed as your contact in case of emergency” Kathryn explained.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“God the fucking dammit” Adrielle cursed.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I told you not to use the…” Kathryn started, but was interrupted by Adrielle, who abruptly stood up and looked at her sister with angry and hurtful eyes.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“You don’t to tell me any - fucking - thing, Kathryn! You freaking left us!” she yelled.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Adrielle…” Caroline’s voice begged from behind her.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“No!” it came sharp from her, when she turned around at Caroline with a pointed finger. “You don’t get to defend her this time. She left us, Caroline! She left us right after our mother died! She left us with a drunken father! There is no fucking excuse to that betrayal!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“But, Adrielle, she is our sister” the mouse voice of a little sister argued.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I don’t give a shit if she was the queen of England or the President of the United States” Adrielle bellowed. “She. Left. Us.” she hissed every word with so much hatred, that you could feel the acid from her heart dripping out.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Adrielle, if I just could get a chance to explain my reasons” Kathryn pleaded with her hand stretched out towards her younger sisters.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Get out, Kathryn. I didn’t asked for you to be here. It was a mistake, that I didn’t changed my contact list the day, you left. You should never have been called. So get the fuck out of my home” Adrielle told with a harsh voice. She ranked her back to stand straight, and crossed her arms in the same movement.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Adrielle, please…”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Get out. Now!”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“For the family sake…” it came quietly from Caroline.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“If you want to join her, be my guest, Caroline” she told her baby sister, without breaking eye contact with Kathryn.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I… I can’t choose between my sisters” stammered Caroline.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Just go. Both of you” Adrielle ordered.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“But you can’t be alone! You have a concussion” Caroline argued.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I will call someone else to come and take care of me. And now, get the hell out of my house, before I call the security to escort you”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">Caroline went crestfallen past Adrielle to get out of the room. She didn’t wait for Kathryn to join her. Both the elder sisters could feel the hurt in her posture, and Kathryn tried to reach a hand out towards her, but retracted it, because she wouldn’t risk losing another sister over this visit. Before Kathryn went out of the door, she looked back at Adrielle.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I really hope you know what you are doing, Adrielle” she warned, and then left the room.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">Adrielle lost all the posture as she collapsed on the couch.</span></span></div>
<span id="docs-internal-guid-37fc194b-5eb8-160a-8fb6-346d0eecaa41"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“I am way too sober to deal with this kinda shit” she mumbled for herself, before she reached out for the whiskey at the nearest bar chart.</span></span></span>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-85987002831569587452016-08-31T08:33:00.000+02:002016-08-31T08:33:03.531+02:00The sound of the sea<span style="font-family: inherit;">The leaves on the trees sound like the sound of the sea, when the wind is blowing up and the water is crushing against the shore. White foam leaving behind a trail of the sea along the coast. The sea goes in rythmic waves; hitting the shore and contracting in easy steady movements. Morning sun glistening in the surface of the blue colour; making it into a thousand different shades of blue, mixed with the red and orange colours of the sun. Seagulls screaming and flying around for the hope of food. Little bobbles farther out in the sea gives the sight of living creatures. A breeze from the side reminds that, even when the morning sun is there to warm the world up, it is still bright morning with all the cold, before the rest of the world come to life.</span>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-54366073230590180672016-03-31T00:58:00.001+02:002016-11-21T03:18:22.765+01:00Allie & Rose<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">I woke up
in the middle of the night with someone rattling around in the room.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Allie, is
that you?” I mumbled out, still half asleep.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Oh sorry,
honey. It wasn’t my intention to wake you. Just go back to sleep and I will
join you in a few minutes.” I felt a peck on my forehead with that answer.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Why are
you back from work so late?” I asked, while I seated myself up in the bed. It
would be meaningless to go back to sleep, since I knew Allie was really bad at
being quiet.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Everything
got caught up in meetings. And people wouldn’t listen. I had to be the bossy
one to make everyone understand. So it was a pretty tough day.” Allie answered
tired, and yet still rattling around in the room, clearly looking for
something.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Allie,
what are you even looking for?”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“I am
trying to find my amulets. But I just can’t remember where I put them this
morning.”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“That is
because I already put them in your drawer, because I knew you would forget
about them. Please, come back to bed and get some sleep. The adviser of the
queen needs to sleep at some point.”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">Allie
stopped up and turned around. She was smiling bright at me, and I felt the
butterflies in my stomach. How did I get so lucky to be with this girl?<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“So, you
are saying, that your adviser should join you in bed? Isn’t that kind of
naughty for the queen, to be lying with one of her court members?” Allie
smirked at me.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Oh just
shut up and get back to bed, you silly girl!” I laughed while I threw a pillow
at her.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“How dare
you to throw my own pillow at my face? You are a very bad queen of not
satisfying our people!” she mocked and leaned down in front of me.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“How dare
you to question your queen’s actions?” I grinned and took a grip on her collar
to bring her down in bed with me.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Okay, okay,
you win, your Majesty! I bow in the dust of your feed!”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Oh, for
heaven’s sake, Allie, you sure as hell need some sleep, when you sound like
that.” I laughed at her. Allie was the kind of girl, whose humor only gets
worse, when she was tired. She didn’t respond to me, but just cuddled up
against me and laid her arm over me, so she could hold me tight.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“Thanks for
being understand about these late nights, Rose. It means the world to me that
you trust me so much.” she whispered and gave me a little kiss on my neck.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“I wouldn’t
lay that job in anyone else’s hands than yours. You are my world. I hope you
know that.”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">“I know. I
love you, Rosalind.”<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
“I love you
too, Allison.”</div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-42785493042028159952016-03-22T23:47:00.001+01:002016-03-22T23:47:51.349+01:00Prompt scripts #2<div class="MsoNormal">
<i><a href="http://writers-are-writers.tumblr.com/post/141443566046/prompt-493" target="_blank">“There are many forms of love, yet, you can admit to none.”</a></i></div>
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<div class="MsoNormal">
“What would that mean? That I am not capable of love?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“That’s not what I’m saying, my dear. I’m saying, that you
don’t have to search for a love to share your life with.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“So I am doomed to live on my own?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“You don’t listen to me, dear. You can have all the love you
want, but you don’t have to commit to one person, or to one gender, for that
matter.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“But isn’t that what life's all about? Find the love of your
life and live happily ever after?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“No, dear, not necessarily. It is about finding a purpose in
life, that you can live with. You have to follow your dreams, not just what
society tells you to.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“But I don’t know, what I want to do. How I am suppose to
find my purpose in life, when I don’t even know what the next day will bring
me?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“That is the beauty of life. You can make all the mistakes
you want, because that is the only way you will grow, and learn who you are.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“But will people not look at me and think that I’m a total
failure?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“Yes, maybe they will, my dear, because that is how society
is. But out there, there will be one person out of ten others, that believes
you are the bravest person, they know. And those people are the ones you need
to hold onto, because they will be at your side through thick and thin.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“But how do you learn to find these people?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“You don’t, you just know. It is the people that will give
you a smile, even when you are sad, and give you a bigger smile in return, when
you are happy. Those people will always reach their hands out to you, no matter
what.”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“Grandma, how did you find those people?”<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
“Oh, my dear, that is a story for another day.”</div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-35657028959187661332015-12-24T02:41:00.000+01:002016-11-21T03:18:34.637+01:00Liv & Jason<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><span style="font-family: inherit;">Jason was
hovering about me, and I had to take a deep breath, before lightly pushing him
away. He looked confused at me, while he sat back on his heels. “What is wrong?” he questioned, and I smiled. Even when we were on a completely different
path with new signals to figure out, he still knew me. I sat up and placed
myself in front of him. “Liv, what is wrong, tell me please?” Jason caressed my
cheek, and I leaned into his touch. “It’s just that. I have never done this
before” I said shyly and looked down. “Done what? Sex?” he asked, and I could
hear the confused tone in his voice. I didn’t blame him. “Yeah” I nodded.
“Seriously? But you and Emmett?” Jason dropped his hand in utter confusing. “We
had quite the make out scenes, but we never actually did. We just got together
to let the steam out” I peeked up at Jason, and could see that he was piecing
the puzzle together. And then he smiled, when it finally hit him. “So virgin?”
he asked gently, and I was too embarrassed to do anything than give him a small
nod as response. Jason’s hand found its way back to my cheek and nuzzled it.
“Don’t worry. Me too” it came from him. This time it was my turn to be confused.
“Bu.. But Mike?” I stuttered. “Well, okay. Not as virgin as you. But I haven’t
been with a girl before” he told me and I saw the pink stains on his cheeks. “Oh!”
I said surprised, when it finally hit me and smiled when a devilish plan took
form.<br />
<br />
I moved over to him and straddled his hips. Jason flashed a big smile at me,
before he gentled laid his hands on each side of my head. I leaned forward and
rested my forehead against his, giving him a small smile. It was so odd to be
this close to him, but it also felt like home. Jason opened his mouth as he
wanted to say something, but I put a finger to his lips and shushed him. “Just
kiss me” I told him, and that was all he needed. He kissed me softly, and I
felt him relax under me. I laid my hands on his chest at the same time as his
hands found their way to my waist. The sudden movements made me take in a deep
breath that broke our kiss. But Jason didn’t hesitate for long and his lips
found my exposed neck. I could feel his smile on my skin, when I took another
deep breath, because of the sensation of his touch. “You are going be the death
of me” I groaned, which earned a gentle bite from him. Right now I hated and
loved that he knew me so well. We had shared a well amount of details about our
failed love lives before. I hadn’t minded it, since he was into boys, or that’s
what I thought at that time. Then my mind tricked a shared detail and my hands
found their way under his shirt and I dragged my nails down his lower back.
Jason arched up with a growl as he realized my revenge. “You little monster” he
smirked, before he grabbed the back of my neck and kissed me wildly. His kiss
left me breathless, but I soon recovered and my hands clung to his back. His other
hand disappeared under the hem of my top and made small traces down my spine. I
broke the kiss and leaned my head back while I moaned. I looked down at Jason,
who had a devilish smile on his lips. “Payback” he grinned. “Definitely going
to be the death of me” I smiled at ham, before I connected our lips again. Suddenly
the door was pushed open with the following of Jason’s mom. "Jason, are
you home?" she asked, but stopped abruptly when she saw her supposed-to-be-gay
son in a very hot embrace with his best friend, who was a girl. Jason and I
flew from each other, and I was very pleased that we were still fully clothed. “Hi,
mom”, “Hi, Anne” we both murmured at the same time. Anne stood in the doorway
with her arms crossed. “You are going to explain this tonight after dinner,
young man” she said firmly, before closing the door and left us to our own embarrassment.
Then Jason cracked up and fell back on the bed cackling with laughter, and I
couldn’t do anything else than joining him in this madness.<br />
<br />
When our laughter died down, Jason rolled over and propped himself up on one
arm while the other was stretch out in front of him. He looked at me with a big
goofy smile. “That was interesting”. I was rolled in a ball and had been clenching
my stomach because of the laughing, so I released one of my hands and gently laid
it on his outstretched arm. “Which part of it?” I smiled cockily. “Well, the
part with my mom crashing into my room while we made out was definitely
interesting, but I was actually thinking of the part before she so interrupted
us” he smiled back and moved his arm, so that he could grab my hand and pull me
closer. He leaned forward and gave me a tenderly kiss, while putting his hand around
my waist to keep me there. “I’m not going anywhere” I assured him. I knew that
he had been hurt before, and it definitely didn’t make it any easier that the
ground was so unsecure under us. “I know, Liv. It’s just,” he sighed. “Jason,
look, you don’t have to explain it. I know you, and I know that you need assurances
about that I don’t leave you” I pecked him at the lips and shortly nuzzled his
cheek. “But as long as this is comfy, I need to get up and stretch, before this
takes us any further” I smiled with a blush, before I pushed myself up to a
sitting position. Jason did the same, but in like two seconds he had his arms
around me and just held me close. “Jason,” I started, but he shushed me. “Just
stay here a moment, okay? I need you” he said with a muffled voice, since he
had his face buried in the crook of my neck. I leaned back against him and gave
him a kiss at his temple. “Always” I said and hugged his arms tightly into me.</span><o:p></o:p></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-73663045601249529062015-12-22T00:32:00.002+01:002016-11-21T03:18:43.495+01:00Kye & Amelia<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US">Kye jumped
over the small brick wall in one hop and without support from his hand. He
turned around and looked at me. “Come on, Amelia. We don’t have the whole day”
he gestured a hand towards me, but I reclined. “Not going to need help” I said
while I took a few steps back, before setting in a sprint over the wall. But I
did need support from my hand. I was athletic, yes, but I didn’t practice
parkour as Kye did. And I sure as hell didn’t take chances. “Such a chicken”
Kye laughed. “I’m not a chicken, Kye. I’m just not a daredevil as you are. Some
of us like to keep our lives” I growled. “And yet you are here, out on a
mission with me” I could see his smirk, even that his head was hide behind the
hoodie. “Only because we are the best, and I’m the only one who can stick it up
with your ego” I gave back, and heard his low chuckle.<br>
<br>
We sneaked down the small alleys, before we got to our destination. Our job
wasn’t completely legal, since we were stealing jewelry and crystals. And this
night wasn’t any more different than another. Kye and I were the best in our
clans, because of our skills. Both of us were equally skilled in fighting and athletics.
Kye was the master in getting any physical lock open just with some few tools,
and I was the master in getting behind any digital locks. So we were more than
often paired together on missions, and as I said to Mister Ego himself, I was
the only one who could stick up with him. Kye was about to walk out on the
streets, but I stopped him. “Wait a minute” I said and straightened my back
from the crumpling through the shadows. I took my backpack off, and then I took
my coat off and handed it to Kye. “Hold it” I said, “Amelia, what are you
doing? We don’t have time for this” Kye scolded. “Shut up and listen. We can’t
go into that party unless we are looking like someone who is going to attend one.
You already go black pants and sweater, so put this blazer on” I said and
handed him a blazer from the backpack. “And what are you going to wear? You are
in the exact same suit as I am” he asked. “This one” I pulled out a long
sleeveless women’s shirt in black with a sparkly collar made of rhinestones. I
heard a low whistle come from him, and I couldn’t help but smile. Quickly I
threw my sweater off and put the shirt on. I duck down in the backpack once
more and found a small pullover. Thank God, it was one of those warm evenings
in the fall. I put our clothes in the backpack and hid it behind the container
in the alley, before I let my hair fall loose. I collected it at the one side,
and put some pins in my hair to keep it together. When I was ready Kye was
giving me a look from head to toe. “Get over yourself, please” I said and took
a small purse, which was already packed with our tools. “Are you ready now?”
Kye asked with crossed arms and a smirk plastered on his face. “Yes, I am.
Let’s go” I answered, “This way, my lady” he said, and held an arm out for me.
I looked at him, give ham a small laugh and then hooked my arm under his.</span><br>
</div><a href="http://storytimebymyself.blogspot.com/2015/12/kye-amelia.html#more">Læs mere »</a>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-91777580329383358882015-12-22T00:31:00.003+01:002016-11-21T03:18:54.137+01:00Jake & Ellie<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-US"><span style="font-family: inherit;">I ran
directly into his arms and let myself surrender with his aroma. I didn’t think
that missing another person could hurt so much. I felt him careful pull me away
from him, and I looked up at him. His eyes were filled with worries. “What is
wrong?” I asked. He took a deep breath and locked eyes with me. “I can’t do
this anymore. It’s too much, Elvira” he said and took my hands in his. I just
stood there with a blank face, until his words sank in. I yanked my hands away.
“You can’t do this. You promised to be there for me” I started with tears in my
eyes. “You promised!” I yelled, while I pointed my finger at him. “I know,
Ellie” he started, but I cut him off. “Only my friends call me that” I snarled
at him. His eyes dropped, knowing he was defeated. He had hurt me, and now I
did the same. “Elvira, please don’t make it worse. You did know that it
couldn’t be any more different. I told you from the start, that it wouldn’t
work. That is was a short term decision” he told me, but I had heard it all
before. “Get out” I just said. “Elvira, listen to me” he said and took a step
closer to me. “Get out!” I said again. He raised his hand, as if he wanted to
touch me. I took a step back, while I shot angry eyes at him. “El…” “Get out!
Get out! Get out!” I screamed at him. I pointed at the door, not caring to look
at him. I heard him turn around and walk to the door. I could hear on his
footsteps that he waited for a reaction, but in the next few seconds he was out
and the door closed behind him. As soon as the door was shut I broke down. I
dropped down on the floor and hid my face in my hands, while the tears ran down
my cheeks. I managed to duck down in my pocket after my phone, and sent one
text with the word “Help”, before I crumbled together in a ball on the floor.<br>
<br>
A half hour later I heard keys rustling and the door were flung open by the
one, I had sent my text to. Jake took one look at me, slammed the door and ran
to me, almost sliding on his knees to scoop me up from the floor and into his
arms. “It’s alright, Ellie, I’m here now” he said, before I once again broke
down with tears. He didn’t say more, just stroked my hair, while he rocked me
back and forth. After a while he said “It’s Trey, right?” All I could do was to
nod and sob at the same time. “I’m sorry, Ellie” he said, while he kissed me on
the forehead and held me closer. I didn’t know how long we had sat on the
floor, before I felt myself drift off to sleep. I could feel Jake shift around,
before he lifted me up from the floor and into my bedroom. He turned the light
off and laid down beside me, and I just crumbled against his chest, not letting
go of his shirt. “I’m not going anywhere, Ellie. Don’t worry, I’m here when you
wake up” he just said and hold me tight like he did before.</span></span><br>
<span lang="EN-US"><span style="font-family: inherit;">I woke up hours later and didn’t have a clue about what time it was or exactly
where I was. Then I noticed that Jake’s arm was around me and our legs were
tangled together. Jake must have felt my stirring around, because suddenly he
tightened the grip around me and mumbled “Stay”. I smiled at him and put my
head on the pillow again. “Okay, sleepyhead” was my answer to him. We laid so
close, that I could feel his smile against my neck. “Shut up and sleep. It’s 2
in the morning” and I gladly took his request.</span></span><br>
</div><a href="http://storytimebymyself.blogspot.com/2015/12/jake-ellie.html#more">Læs mere »</a>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-78434800012441450442015-11-03T11:07:00.001+01:002016-03-22T23:48:21.113+01:00Prompt scripts #1<div style="text-align: right;">
<div style="text-align: left;">
<span style="font-family: inherit; font-size: large;"><a href="http://promptsgalore.tumblr.com/post/132410808756/write-a-love-letter-to-your-bed" target="_blank">Write a love letter to your bed</a></span></div>
<div style="text-align: right;">
<span style="font-family: inherit; font-size: x-small;"><i>(from the tumblr <a href="http://promptsgalore.tumblr.com/" target="_blank">Write Now</a>)</i></span></div>
</div>
<div style="text-align: right;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I always
remember your feather light touches during the day. They are burned into my
skin, and I shiver just remembering it. I love all about you; your warmness
when I cuddle into you; your fluffiness when you lay your covers over me. I
miss you every day I am away from you. You don’t know how much you mean to me.
You support and comfort me every time I am sad. You lull me to sleep, when I
need it the most, but you also keep me up, when I am most excited for things to
happen. Every day I can come home and see you, and see the sleepiness in your
eyes, and I smile at the sight of you. Because no one is there for me as you
are. All the times we had great times with our two best friends, where we just
cuddled together in a pile and watched all the sad, romantic and bad movies, we
could find. You never leave me behind no matter what happens. That is why I
love you.</span><o:p></o:p></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-55960911695626514452015-10-10T23:56:00.001+02:002015-12-22T00:28:27.782+01:00A fashionista zebra<span style="font-family: inherit;"><span id="docs-internal-guid-5e9d86c8-53bf-58a7-de79-6abb543b8ed7" style="vertical-align: baseline;">"Kayla, snap out of your daydreams and get your butt in here! I need you to zip me up!” Melinda yelled at me. “Coming, you helpless zebra!” I yelled back and laughed. That was her, my best friend for the last 15 years. She and I knew each other better than anyone else. I walked into Melinda’s dressing room to help her. She was getting ready for the gala at her high school.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Did you just call me a zebra?” she smiled to me.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Yes, I did, Mel. Your hair reminds me of a zebra"</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Well, then I’m the most fancy zebra, you’ve ever seen, because I don’t recall zebras having pink and purple colours”</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Okay fashionista zebra. Do you need me to zip you up or not? I don’t think your date is gonna wait forever”</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Peter isn’t even here yet, so do you mind take a chill? It’s not even you, that are going on a date tonight” she said and turned her back to me, so I could zip her dress up. She had been looking for the perfect dress in months and had dragged me on every single shopping tour, even thought that I hated it. But I gladly did it for my best friend. It was a purple one, her favourite colour, so it was matching her hair. It was long and had lace patterns on the bottom and glimmer on the top.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“So how do I look?” Melinda asked and twirled around.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Like a fashionista zebra” I laughed and earned a sweater thrown after me.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“Would you for once just tell me the truth and stop goofing around, Kayla?”. She looked me dead serious in the eyes, and I knew she was insecure about the whole evening. I wasn’t going to be there, since we didn’t go on the same schools. She was a private high school student, and I was just a regular.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">"Melinda, trust me, when I say this. You look absolutely stunning and Peter couldn’t be a more luckier guy than going with you to the gala” I told her honestly. She smiled wide back to me. “Thank you, Kayla. You always know what to say to me”.</span><span style="vertical-align: baseline;"><br class="kix-line-break" /></span><span style="vertical-align: baseline;">“That’s because I’m your best friend, Mel” I said and hugged her.</span></span>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-3506418775524863542015-08-30T13:54:00.000+02:002015-12-22T00:13:06.641+01:00Nøglen til Ord - GallaI går var jeg til galla som afslutning på Nøglen til Ord Forfatterworkshoppen, som jeg blev optaget på tilbage i marts måned (<a href="http://storytimebymyself.blogspot.dk/2015/03/nglen-til-ord-forfatterworkshop-2015.html" target="_blank">læs her</a>). Det har hele tiden været kendt og være meningen, at vi skulle stå med et produkt i sidste ende. Enten en novelle, et uddrag af en roman eller digt(e). Og det har jeg været pænt nervøs over i det sidste halve år. For det første, hader jeg virkelig det med at være centrum. For det andet, så er det at skrive mit hjertensbarn. Det er det tilflugtssted (udover at læse), jeg altid har søgt til.<br />
<br />
Men jeg har igennem de sidste par måneder haft en seriøst skriveblokade. Især fordi jeg havde hele historien i hovedet, men jeg kunne bare ikke få den skrevet ned. Og når jeg så endelig skrev noget ned, så lød det så forkert og så kludret, at jeg aldrig var tilfreds eller sikker på det, jeg gjorde. Hvilket gjorde min nervøsitet for at skulle læse noget op endnu værre. For hvad nu hvis jeg ikke stod med noget produkt? Mit mål blev at jeg skulle op på den scene og gennemføre en oplæsning.<br />
<br />
Sidste weekend kom gennembruddet så for mig. Jeg var taget hjem til mine forældre, da jeg havde brug for et par dages ro. Jeg havde taget min computer med for to formål; at få skrevet noget og for at få indhentet nogle serieafsnit. Men jeg havde stadig problemer med at få skrevet noget. Så til allersidst tog jeg en chance og tog et imod råd, jeg havde fået for længst af en studiekammerat, som også gik på forfatterworkshoppen. "Giv det en chance og skriv på engelsk". Og jeg tænkte, hvorfor ikke. Jeg kan sgu lige så godt prøve. Og det gjorde jeg så.<br />
<br />
Og <b>dét</b> gjorde hele udslaget!<br />
Pludselig kunne jeg formulere de tanker til historien, jeg gik med inde i hovedet, og skrive dem ned. Jeg er ikke særlig velbevandret i den engelske grammatik i forhold til nutid og datid, men jeg har gode mennesker omkring mig, som har tilbudt at læse mine ting igennem, for at hjælpe mig. Hele den sidste uge har jeg været så stolt og så glad over at jeg nu kunne få min historie ud. Aldrig før har jeg følt mig så sikker på noget, jeg har skrevet, som jeg gør nu. Og jeg startede altså med at skrive historier, da jeg var 12 år!<br />
<br />
Jeg havde haft så mange problemer med at finde ud af hvad historien præcist skulle handle om (selvom jeg i store træk havde historien i hovedet allerede), hvis synspunkt den skulle fortælles fra eller om der skulle være to synspunkter. Da jeg begyndte at skrive på stykket i sidste uge, havde jeg en idé om hvem der var den reelle hovedperson i historien. Men da jeg skulle til at nævne navnet på hvem det var, så gik det pludselig op for mig, at det var en helt anden. En karakter, som det også var meningen skulle være en hovedperson. Ubevidst havde jeg nået at forelske mig i hendes karakter og historie, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at det var hendes historie, der skulle fortælles.<br />
<br />
Nu krævede det så blot, at jeg fik skrevet et stykke, som jeg kunne stå med til gallaen. For det jeg havde skrevet som mit gennembrud, ville jeg ikke bruge, selvom jeg elsker det. Men det viste ikke min historie til fulde. Det stykke, som jeg endte med at skrive, var faktisk et stykke, jeg allerede havde skrevet på dansk, og som har henvisninger til/fra det nye stykke på engelsk. Så jeg skrev det forfra.<br />
<br />
Da stykket var skrevet, fik jeg øvet oplæsning med min studiekammerat, og vi fandt ud af at det var for langt. Så jeg valgte at tage den sidste del af det stykke, som jeg havde valgt fra i første omgang. Det var kortere, men efter at have læst det op, indså jeg at det havde de fire hovedpunkter, som var gældende for hele historien. Fredag sad jeg så og rettede i det, mens jeg læste det højt. Og til sidst var jeg tilfreds med, og tog så af sted til stemmetræning, som vi havde fået tilbudt. Især jeg havde brug for det, fordi stemmetræneren vidste og havde set, at jeg var skide nervøs omkring det. Men da jeg læste op, måtte hun afbryde mig og sige, at hun slet ikke kunne høre, at jeg var nervøs. Det var kun før og efter, samt når der blev snakket om emnet, at alt nervøsiteten kom strømmende tilbage.<br />
<br />
Til selve gallaen var jeg dog mere nervøs, for jeg kunne høre det i min stemme. Og måske skulle jeg have taget en pause undervejs, men jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at gennemføre det <b>nu</b>, og så fokusere dybt på at få min stemme under kontrol og læse historien, som jeg havde øvet, og som jeg hørte den i min historie. Og det lykkedes! Jeg var så glad og så stolt af det lykkedes mig at gennemføre det.<br />
Senere i de tre pauser, fik jeg snakket med de andre deltagere og gav dem ros, og jeg fik også selv ros. Hvilket jeg ikke havde forventet. Og jeg fik også fuldkommen uventet ros fra en helt anden side af. Vores instruktør Sascha (Christensen - ja den Sascha!) kom hen til og fortalte om jeg bemærket set en af de andre medarbejdere fra The South Gate Society, og ja det havde jeg (virkelig langt flot prinsesse/havfrue hår med striber i pastelfarver - umuligt ikke at lægge mærke til!). Sascha fortalte mig, at Alexandra, som pigen/kvinden hedder, havde ros til mig, for hun var virkelig blown away af min historie og synes at det var så godt skrevet. Og det var virkelig "Wow!" for mig, for hun kunne jo have sagt og synes det om alle de andres, men at jeg fik den reaktion frem i hende, er jeg (meget!) glad for.<br />
<br />
Så alt i alt, har det været et lærerigt år, og jeg har en historie, som jeg vil skrive færdig, og komme ud med i verden. Og så vil jeg for altid have et diplom hængende og minde mig om hvilken fantastisk oplevelse, jeg har fået mig.<br />
<br />
Gennembrudstykket kan læses her: <a href="http://storytimebymyself.blogspot.dk/2015/08/the-regent-and-general-panic-attack.html" target="_blank">The Regent and the General: The Panic Attack</a><br />
Og stykket, som jeg læste op til gallaen kan læses her: <a href="http://storytimebymyself.blogspot.dk/2015/08/the-regent-and-general-training-ground.html" target="_blank">The Regent and the General: The Training Ground</a><br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://2.bp.blogspot.com/-jjeQnXr7Rg8/VeLrv72R0II/AAAAAAAAJvA/slZwZo0DwZY/s1600/11938766_10153619065859181_123554703_n.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="480" src="http://2.bp.blogspot.com/-jjeQnXr7Rg8/VeLrv72R0II/AAAAAAAAJvA/slZwZo0DwZY/s640/11938766_10153619065859181_123554703_n.jpg" width="640" /></a></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-76208714721003792932015-08-30T13:52:00.001+02:002015-12-22T00:28:34.982+01:00The Regent and the General: The Training Ground<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">I grabbed the collar of Illa’s dress and brought her face close to mine. “From now on I take care of Callie’s training!” I hissed angrily, before I let go and turned around to get to Callie. It wasn’t easy, since a large field around Callie was frozen. She was a lot more scared than before, because she had discovered what was going on with her. “Callie!” I yelled at her, but my voice drowned in the newly emerged wind. “Fucking great” I whispered under my breath. Not only was Callie’s water element out of control, now she was so freaked out that the wind has decided to join the game.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.7999999999999998; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<b id="docs-internal-guid-c67ae1c8-7e73-71f7-3e5a-449f9a07798e" style="font-weight: normal;"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></b></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“CALLIE!” I yelled at the top of my lungs, and thanked myself for being so commanding over the guards, so that my voice would boom over the wind. And that worked, because Callie turned around and looked in my direction. I could see that she couldn’t focus on who I was or where I was standing. Her right arm was crossed over her chest, while the left one was clutching to her stomach, and I could see that she was breathing very rapidly. I knew those signs very well. “Callie!” I yelled again. This time she looked at me, and I hold my gaze to her, while I slowly walked over the ice. “Callie, listen to me” I saw her body stiffen due to the concentration of having to listen to my words. “You need to focus on my voice and come back to me”. She shook her head from side to side. “Just focus on my voice, Callie, and nothing else” I said calmly. I was only steps away from her when the wind suddenly stopped and the ice began to melt. It happened at the same time as Callie collapsed on her knees.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.7999999999999998; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<b style="font-weight: normal;"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></b></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">I didn’t waste my time and ran over to her. I took her head in my hands and looked her in the eyes to hold her focus on me. “Listen to my voice, Callie, and come back to me”</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.7999999999999998; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
</div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">Slowly, but steady, I could see that she was starting to focus again, and I saw the relief in her eyes when she found out that it was me in front of her. She tried to talk, but I shushed her. “Don’t talk, just focus on my voice. You are going to be all right” I said, while my thumb automatically began to nuzzle her cheek. “I’m right here, love” I told her and didn't care about that I just had declared my love for her in a situation like this. But it didn’t matter at all when I saw the smile in her eyes and she silently whispered “I know, Megan”</span></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-64851780365404082942015-08-30T13:50:00.000+02:002015-12-22T00:28:41.008+01:00The Regent and the General: The Panic Attack<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">I didn’t know what to do. The panic was starting to spread in my body, and I couldn’t breathe. My fingers were trembling, and I really just needed some air. My brain was starting to throb against the skull, and I felt the migraine creep up from behind and take over the entire left side of my head. I really hated it, when the panic attack took over me completely. I didn’t know what to do. I couldn’t focus at all. I thought I heard some glass shatter in the background, but I wasn’t sure.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.2; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<b id="docs-internal-guid-9b87a4f7-7e70-e963-878d-ec0ad54d96b6" style="font-weight: normal;"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></b></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">I felt something warm in my hand, but I didn’t take notice of it. In the distance I could hear voices calling at me, but I couldn’t focus on who it was or what they were saying. I stumbled across the floor and felt hands reaching for me, probably to hold me up. I tried really hard to focus on their faces, but it was just blurred lines, so I shot my eyes closed. Their hands tried to get me to sit down, but I just bashed their hands away. For fucks sake, I didn’t want their stupid help. I just wanted to be alone.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.2; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<b style="font-weight: normal;"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></b></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">But then I heard that one voice, I would recognize anywhere in the world. It was </span><span style="background-color: transparent; color: black; font-style: italic; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">her</span><span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"> voice. The voice, I thought, I lost the right to hear a long time ago. But she was here, and I didn’t understand how.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.2; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<b style="font-weight: normal;"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></b></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">“Megan” her voice called out in my foggy mind, and tears instantly ran down my cheeks. I reached my hand out for her, but since I still couldn’t focus, my hand just grabbed out in the empty air. I let out a sob, because my mind realized that she wasn’t there, like all the other times I had broken down and dreamed about her presence. Then I felt her small warm hands cupping my face, and once again I heard her voice. This time she whispered my name, but I could hear it loud and clearly. “Megan, listen to me” it came calmly from her, like we were having a normal conversation and not me broken down in front of her. “Focus on my voice, and come back to me, love” she used the words I have told her so many times before. The exact words that I used to pull her out of her misery, and now she was using them to help me. I blinked a few times and then her face was bright and clear right in front of me. Her expression was filled with concern, but when she saw that I was coming back to focus, her expression changed. I saw her eyes smile with the brightest light, and her mouth also smiled a little. “That’s right, Megan. Just come back to me, I’m right here” she whispered, and I opened my mouth and then closed it again. “Don’t talk. Just focus on my voice, alright? You will be okay, but you need to focus” she told me with a voice that wasn’t up for debate. I just nodded silently and took my time to focus on her words, while she was holding my gaze to her, so I didn’t go out of focus again.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.2; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="background-color: transparent; color: black; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; text-decoration: none; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><span style="font-family: inherit;">Slowly my breathing began to be normal again, and I heard the words “Breathe in, breathe out. Focus on that”. My eyes started to collect the blurred lines into the outlines the things around me had. I saw Gina and Eliot stand right behind Callie and they both looked very worried. “Don’t focus on them, my love. Just focus on me” she said and I turned my eyes back to hers. The pain in my head throbbed as did the cut in my hand. I noticed that I was clenching the hand very tight, so that the blood wouldn’t spill on the floor. Eliot noticed it as well and came over and put a bandage on my hand without saying a word. “Look at me” said Callie to me, and I looked her in the eyes. “Are your fingers trembling?” she asked, and I looked down on my hands. My fingers did shake a little bit, but not as bad as when the panic rushed through my body. And that was when I noticed that the panic attack had stopped. I could breathe fine again, and I felt calm inside. The only remaining signs were the pain in my hand and head. I looked up at her again, and saw the smile that was on her face, because she knew exactly what I just had discovered. “I said you will be fine, love” she smiled even more. “Callie” I finally spoke and once again broke down with tears, while I threw myself in her embrace and felt her arms around me for the first time in many months.</span></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-9779433970250626742015-06-08T21:37:00.002+02:002015-12-21T23:55:51.181+01:00Baggrundshistorie til "Den vise Konge & Den smukke Dronning"<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><a href="http://storytimebymyself.blogspot.dk/2015/06/den-vise-konge-den-smukke-dronning.html" target="_blank">"Den vise Konge & Den smukke Dronning"</a> er en historie, som jeg har skrevet personligt til brudeparret Lonnie & Steen, som fejrede deres sølvbryllup ved at blive gift i kirken den 23. maj 2015. Lonnie & Steen er venner af min </span></span><span style="line-height: 22.08px;">(eks)</span><span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">kærestes forældre, så jeg har derfor mødt dem et par gange.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;">Hele ideen med historien udsprang af en mail, som min <span style="line-height: 22.08px; white-space: normal;">(eks)</span>kæreste og jeg havde fået fra Lonnie & Steen. Vi var to dage for sent med at melde ud at vi kom til brylluppet, så min <span style="line-height: 22.08px; white-space: normal;">(eks)</span>kæreste sendte en mail til dem med vores mail, og svaret, vi fik retur, var meget kreativt:</span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><br /></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<i><span style="white-space: pre-wrap;">"</span><span style="font-family: inherit;">Kort efter at vi modtog jeres mail, sprang Steen på hesten, som stod parkeret udenfor, og red af sted til præsten og oplyste, at der kom 2 mere i kirken.</span></i></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i><o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Præsten blev sat ind i, at det var to mennesker, som betyder rigtig meget for os.<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Steen fortalte præsten om vores venskab igennem mange år og om nogle af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Præsten kunne hurtigt forstå, at det var to mennesker, som vi holder rigtig meget af og han lovede, at de bedste pladser i kirken ville være til rådighed!<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Steen og hesten kom glade ridende tilbage. Vores staldmand fik sat hesten på stald med dejligt hø, foder og vand. Smeden fik tilset skoene, så vores hest er klar til næste tur.<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Imens Steen talte med præsten, havde jeg travlt med at kontakte de søde ”Bryllupsmedhjælpere”.<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Med glæde kunne jeg meddele dem, at de med sikkerhed godt kunne regne med to mere til festen.<o:p></o:p></i></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><i>Jeg fortalte dem, at de to mennesker var to mennesker, som vi havde haft mange sjove timer sammen med og at det betød rigtig meget, at de ville være med til at fejre kærligheden og en betydningsfuld dag sammen med Steen og mig. Bryllupsmedhjælperne lovede at der ville være forplejning nok, og at både fotograf og dansegulv vil stå klar til at indfange festen."</i></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Jeg grinede, imens jeg læste mailen højt, da det er så lig Lonnie at skrive sådan noget. Faktisk måtte min </span></span><span style="line-height: 22.08px;">(eks)</span><span style="font-family: inherit;"><span style="vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">kæreste bede mig om at tage mig sammen, så jeg kunne læse resten færdigt. Og det var da jeg læste mailen, at jeg besluttede mig for at skrive en historie ud fra det, som jeg kunne give dem til deres bryllup. </span></span><span style="line-height: 1.38; white-space: pre-wrap;">Samme dag havde jeg allerede skrevet en historie, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så da vi tog til Sjælland to dage før brylluppet, så skrev jeg faktisk det meste af historien på min tablet mellem Odense og Solrød. Resten blev færdiggjort fredag aften og lørdag formiddag.</span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><br /></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;">Det er sådan med historien, at de eneste to ting, som jeg vidste var helt korrekte, det var grunden til deres første bryllup, samt strømpebåndet til deres andet bryllup i år. Resten har jeg skrevet ud fra egen hånd. Hvilket vil sige, at jeg overhovedet ingen anelse havde, om de følelser og tanker, jeg havde beskrevet, faktisk var sande. Men jeg har skrevet historien ud fra den opfattelse, jeg har af Lonnie & Steen, og sådan som jeg har oplevet dem.</span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><br /></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;">Meningen med historien var at de selv skulle have lov til at læse den til brylluppet. Men Lonnie ville have den læst op, og hende, som havde fået opgaven til at læse kort op, ville altså ikke, fordi historien var på tre sider. Så jeg endte med at sige, at jeg gerne ville gøre det, eftersom det var min egen historie.</span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="white-space: pre-wrap;">Her skal det siges, at jeg aldrig nogensinde har været så offentlig omkring mine historier, og det talent, jeg har. Jeg har altid været meget privat omkring det, fordi jeg er min egen værste kritiker. Men i forbindelse med at jeg har forfatterworkshops, og vi i sidste ende skal stå og læse op fra vores værker, så valgte jeg at læse den op til brylluppet. Trods alt var jeg jo også den eneste, som vidste hvilket tempo historien skulle læses i, så jeg tog det som en øvelse.</span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<br /></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
Jeg var brandvarm i kinderne, snublede over et par ord og så ikke rigtig op fra teksten, men jeg gjorde det. Og jeg er rigtig glad for at det endte sådan. Især fordi jeg så små glimt af Lonnie & Steens ansigtsudtryk, når jeg læste bestemte passager op, og godt kunne se, at jeg havde ramt helt plet med mine ord. Uden fuldstændig at ane det. Både Lonnie & Steen blev meget rørt over historien, og jeg fik lange kram af dem begge, efter jeg havde læst op. Steen takkede mig også for historien endnu engang, da vi tog hjem kl. 3 om natten, og jeg havde en fuld (eks) svigerinde hængende på mig. Det rørte mig ekstremt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det.</div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<br /></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
Så historien har en betydning for Lonnie & Steen, da den er skrevet personligt til dem. Men den har også en betydning for mig, da jeg har aldrig har gjort sådan noget før.</div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
Det er første gang nogensinde, at jeg har anerkendt og accepteret mit talent på den måde, og rent faktisk gjort det offentligt - og så endda overfor så mange fremmede mennesker! Men jeg er ufattelig stolt af mig selv, for det er jo det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Og det skal ikke skjules for omverdenen.</div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-63871798772274134842015-06-08T21:13:00.003+02:002015-06-08T21:42:46.121+02:00Den vise Konge & Den smukke Dronning<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: inherit;">Der var engang et kongerige, hvor
der levede en prins og en prinsesse. Prinsen og prinsessen var meget
forelskede, og tilbragte hver dag sammen, da de kunne ikke undvære hinanden. De
red rundt i kongeriget på deres flotte, hvide heste og nød den smukke natur,
som omgav dem. De nød de smukkeste solnedgange, og ind imellem blev de oppe
hele natten og snakkede, for blot at kunne opleve solopgangen.<span style="white-space: pre-wrap;"><br />
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Deres ønske om at være sammen for evigt trængte sig på. Deres forældre havde givet deres velsignelse til ægteskabets løfter, og nu gik den store planlægning i gang. Prinsessen ønskede et stort bryllup med alle deres kære omkring dem og en brudekjole så stor, at selv Prinsesse Diana ville være misundelig fra sin grav. Prinsen så blot med kærlige øjne på sin smukke tilkommende, og han lod hende have sin vilje, da han ønskede at bringe glæde til hendes dejlige hjerte.</span><span style="white-space: pre-wrap;"><br />
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Men pludselig en dag fik prinsen og prinsessen dårligt nyt. Prinsens moder var desværre blevet dårlig. Prinsen ønskede, at hans moder under alle omstændigheder kom med til brylluppet. Men der måtte komme et kompromis. For prinsen kunne ikke opfylde alle prinsessens bryllups ønsker, hvis hans moder skulle opleve det hele. En aften talte prinsen og prinsessen sammen, og han måtte lægge sit hjerte på bordet og fortælle prinsessen om hans højeste ønske for deres bryllup, udover at gifte sig med hende. Prinsessen så sin hjertenskære være i så trist en tilstand, at hun smed alle sine tanker omkring deres bryllup til side, og spurgte sin prins om hans ønsker. Prinsen fortalte, at han blot ville have det nært og med de allernærmeste omkring dem, sådan at hans moder kunne opleve dem blive gift. Prinsessen smilede over sin prins’ store hjerte, og hun erklærede sig straks enig med ham.</span><span style="white-space: pre-wrap;"><br />
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Prinsen og prinsessen blev gift under rolige omstændigheder med de nærmeste til stede. Der herskede dog en smule uro i stemningen, da dette øjeblik blev til for at en meget speciel person kunne overvære det. Men både prinsen og prinsessen elskede, samt forevigede dette øjeblik i deres hjerter, for de var nu endelig hinandens.</span><span style="white-space: pre-wrap;"><br />
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Siden hen var der gået mange år. Prinsen og prinsessen var nu blevet til konge og dronning af kongeriget, og de havde beriget landet med to børn - en søn og en datter. Årene var blevet så mange, at de nu nærmede sig deres sølvbryllup. Kongen og dronningen forstod næsten ikke at kærligheden havde bragt dem så mange dejlige år, og at det endda havde båret frugt i form at to så skønne børn.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Kongen og dronningen havde længe snakket om at genopleve deres bryllup, og opleve den rigtige magi ved et kirkebryllup, som de ikke fået set ved deres bryllupsdag for mange år siden. Dagen havde dog stadig været speciel, men kongen ønskede at give dronningen det største og bedste bryllup, som ingen havde set i lands rige. Kongen forgudede sin dronning, og han ønskede kun at gøre hende lykkelig, så da de en aften i månelysets skær sad og delte et glas vin til maden, så foreslog kongen sit ønske over for dronningen, som blev ellevilde for sin højt elskede mands forslag.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">I mange måneder snakkede de stolpe op og stolpe ned omkring alle detaljerne til deres storslåede bryllup. De ønskede at invitere alle deres venner og familier til middagen, men de kunne godt indse, at det ville blive en alt for stor fest til at de kunne nå at have en god tid sammen med alle deres kære. Så de besluttede at dele festlighederne op. En reception til efter brylluppet, hvor alle i hele landet blev budt velkommen til at fejre denne specielle dag sammen med dem. Og om aftenen, så ville de byde deres allernærmeste på stor festmiddag på slottet, hvor de ville feste til den lyse morgen.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Alle i hele kongeriget fik besked om denne storslåede nyhed, og glæden bredte sig rundt om i landet. For alle ville så gerne se deres konge og dronning blive gift i deres smukke kirke, og alle ville gerne glæde dem på hver deres måde. Kronprinsen og prinsessen, børnene af kongen og dronningen, gik nu med i planerne, for de ville hjælpe deres forældre på den bedst mulige måde. I mange, mange måneder gik bryllupsplanerne på det højeste derhjemme i det lille slot, for alting skulle være helt perfekt, og de skulle også finde ud af hvilke af de nærmeste, de gerne ville have med til deres bryllupsfest om aftenen.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Men endelig en dag, så skete det. Det allersidste punktum blev sat på planlægningen, og alt var gjort færdigt. Dronningens brudekjole var syet af de dygtigste syerske i kongeriget, som havde en lille biks nede i landsbyen. Hun nægtede at bruge den kongelige hofsyerske, da dronningen ønskede at støtte sine borgeres erhverv. Kongens flotte jakkesæt var også blevet lavet til denne storslåede dag.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">For dagen var nemlig oprandt. Dagen, hvor kongen og dronningen endelig fik hinanden og deres bryllup, som de havde drømt om i så mange år. Der strømmede gæster ind fra nær og fjern for at kunne fejre denne dag med kongen og dronningen. Og de glædede sig begge to til at se og hilse på alle gæsterne i løbet af dagen. Kongen tog imod hver og en gæst ved kirken, for ingen skulle føle sig for fattig eller for fin til at få et håndtryk og en hilsen fra kongen af. Imens gjorde dronningen sig klar i sidegemakkerne til kirken, for kongen måtte jo ikke se brudekjolen, før vielsen gik i gang. Nok var det måske ikke så vigtigt, da kongen og dronningen allerede var gift, men deres datter havde holdt på denne søde lille tradition, og havde endda fået dronningens bedste veninde til at fremskaffe et blåt strømpebånd til denne dag.</span><br /><span style="white-space: pre-wrap;">
</span><span style="white-space: pre-wrap;">Efter mange, mange håndtryk, så var alle til sidst på plads i kirken, men der var stadig mange, der stod udenfor, da der var kommet så mange fra kongeriget for at overvære denne dag. Kongen gik ind i kirken og op mod alteret for at tage sin plads der, så han kunne vente på sin yndige brud. Kronprinsen stod allerede klar deroppe, da han havde fået æren af at være sin faders forlover. Med et gik orglet i kirken i gang og dørene blev åbnet på ny, og ind kom dronningen fulgt af prinsessen, mens dronningens bedste veninde gik bagved som brudepige. Kongen og dronningen havde kun øje for hinanden i dette øjeblik, der var ingen andre end de to til stede i den stuvende fulde kirke. Det var i sandhed et øjeblik, som alle ville huske og fortælle om i al evighed. At kærligheden skal hyldes hver dag vi lever, unge som ældre, og det var hvad kongen og dronningen mindede os alle om den dag, de genforevigede deres kærlighed til hinanden.</span></span></div>
</div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-23517769143697535732015-05-02T14:26:00.000+02:002015-12-21T23:56:50.681+01:00SGS: Nøglen til ord - Opgave<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;">En lille opgave omkring at groft konstruere en historie med hovedperson og plot.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;">_______________________________________________________________________________________________</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;">Ellen vandrede rundt omkring i landsbyen, mens ørkenens
varme sand brændte under hendes fødder. Hun burde finde kamelerne for at få dem
fodret og givet dem vand, men hun manglede sine sko. De havde været væk helt
fra morgenstunden af, så hun måtte tage klude om sine fødder for at ikke at
forbrænde dem, men lige lidt hjalp det.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;">Hun havde ingen anelser om hvor de
kunne være henne, for hun var gået drømme vandrende rundt omkring i landsbyen
ved midnatstid, hvor sandet var behageligt lunt og sko ikke var nødvendigt.
Hendes mor ville blive sur på hende, hvis hun fik at vide, at Ellen for tredje
gang på to uger havde mistet hendes sko. Sko var ikke billige nu om dage, og
desværre så var det ret vigtigt, at de gik med dem. De kunne ikke leve i
ørkenen, hvis de ikke havde de mest livsnødvendige ting.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: inherit;">Ellen var sur på sig
selv for at have mistet dem endnu engang, men også sur på sin mor og hele deres
livssituation. Det var ikke mening, at de skulle leve i en ørken. En Ellen var
ikke en pige, der levede i en ørken, men en som levede i flotte huse i
asfalterede byer. Med elektronik og alle mulige hjælpemidler. Her var det hårdt
slid og overlevelse for alle kræfter. Blot på grund af hendes mors fejltagelse.</span><o:p></o:p></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-22352283180069576252015-04-09T16:22:00.000+02:002015-12-21T23:56:40.965+01:00SGS: Nøglen til Ord - Novelle<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Everything
was some mysterious stuff for me. The sunset wasn’t quite up yet, but it would
be in a few minutes. I always sensed the sunrise, before any else. It is just
like Odd Thomas, who had an internal clock that was always fifteen minutes
backward.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">My life has
always been normal with normal parents, normal school, normal friends, and
normal interests. There was nothing Odd Thomas about me. I couldn’t see dead
people or prevent anything from happened like the clairvoyants around the
world. I was just a normal kid, who had a normal life.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">But as you
can sense and if you can read between lines, something did happen to me.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I couldn’t
believe myself, when it did happen. It couldn’t be that obvious, that it really
would happen to me, because I was just a normal kid. But it did happen.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">And
everything changed.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">It was a
dark and cold night. Damn, it sounds like a thriller, when I tell it like that.
But really, it actually was a dark and cold night. It was like mid-November, so
the change between fall and winter were beginning to show.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I had worked late in the grocery shop, which my
uncle owned. That’s the only reason I got the job in the first place. Not that
I wasn’t a smart kid, I definitely was, but I was just too lazy to use my brain
for the greater good. So the job at the grocery shop was a great thing to get
my parents of my back. Not that they pushed me into anything, or something,
they just don’t like that people lying around all day long.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">But anyway, it was a dark and cold night, and I
had the late work shift that day, like I always had on Wednesdays. I had just
served Mrs. Callum, who always buys the usual two packets of cigarettes and a
bottle of Ballantine’s. It was a sure thing, that she will buy exactly these
two things every Wednesday at 8 o’clock, at every goddamn week. Sometimes I
wish, she would surprise herself and me, and buy something else. But nope,
false hope every Wednesday at 8 o’clock.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Except that it was this cold and dark weather
outside, everything in the shop went as it always went. Nice and quiet like
every Wednesday. A little over eight, just a few minutes after I served Mrs.
Callum, I saw a flash in the back corner of the shop. I wondered about it,
because there weren’t normal any in the shop around this time. Well, except
Mrs. Callum and myself. My uncle was upstairs in his apartment above the shop,
so technically, he wasn’t in the shop.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">But I didn’t wonder that long about it. Maybe
it could just be Mrs. Mayham’s children, who have been let outside to buy some
candy, because their daddy has come home from the seas. Then Mr. Mayham had a
schilling or two for them, so they could buy some sweets, when Mr. and Mrs.
Mayham could have some private time.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I saw the flash again, and once again I
wondered. This time because I remembered, that it wasn’t the first Wednesday in
the month, and that was the time where Mr. Mayham would come home. So I lifted
my arse a bit from the office chair. Yes, so privileged are we actually behind
the cash tape.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Well, once my butt was lifted from the warm
seat, I saw the flash right again. This time I thought that I probably should
go and check it out. Maybe it could be the ceiling lamps that was flashing, and
for that, I needed my uncle. I wasn’t definitely an electrician, but my uncle
could fix a thing or two after all those years working in the shop. He is so
stingy, that he will not pay for a professional electrician.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I hopped the little hop down on the floor and
heard my shoes slapping against the floor. I moved away from the cash tape, and
began the walk down in the back of the grocery shop. Of course on the way down
the aisles, there was a few thing stacked wrong, so I stopped and put them back
in order. </span></span><span style="font-family: inherit;">No one should come and tell me I didn’t do my job. I was lazy with
the use of my brain, but I still had a job to do, and no one should have a
chance to put a finger on my doings in my job.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">When I reached the back aisle, I saw, that the
flash was just a ceiling lamp out of order. It was the third time in a month
the exact same ceiling lamp was out of order. And my uncle was, as I told you,
too stingy to buy a new one, and kept repairing it. I was sick of it. Maybe I
should request him, that he could take money of my salary, so that he could buy
a damn new lamp.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I heard the chime at the doors go, so I started
to walk back to the front of the shop, and hoping that is wasn’t Jimmy, the
self-proclaimed bad ass of the town, coming in for some flirting. He thought he
was so though and bad ass, but that was just an attitude. He couldn’t handle a
large rat as if his life was at stake.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">And I was right. It was the one and only Jimmy.
His worn leather jacket was as always open and with his hands in the pockets of
the jacket. It reminded me of the character Jake in the TV series The Secret
Circle. Same bad ass type, instead that the TV character was way more bad ass
than Jimmy was in the real world. I nodded my head at him, when I sat down
behind the cash tape again. He nodded back and gave me, what he thought would
be a though look in the eyes. But he just looked like a puppy that had done
something wrong, which amused me. He could practice all he wants in front of
the mirror, but he could never get the facial expressions right, so all the bad
ass attitude just dropped hard to the ground.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">At some point there was something weird about
Jimmy tonight that I couldn’t put my finger on. And it kind irritated me. My
grandma always said that I was a person, who could see right through people. I
could always tell when they lied to me or what emotion they were in. Okay,
maybe I was a bit odd, but definitely still nothing like Odd Thomas. To me it
was normal, and I didn’t brag about it, because I really didn’t care that much
about it. It was just how life was for me, not a big deal at all.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">I heard Jimmy muffled around in the aisle with
the breakfast. It sounded like he was looking at some cornflakes by the sound
there was, which was very odd, because Jimmy always eats eggs and bacon and a
big glass of juice as breakfast. Again I lifted my arse a little bit, just to
see what he was doing, but I couldn’t see anything. I shrugged my shoulders and
sat down again. Maybe it was that one time, where my Wednesday evening would
change and something new would happen. I would just wish it had been Mrs.
Callum instead of Jimmy. That would have been more exciting in a weird way.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Finally, Jimmy dragged himself to the cash tape
with his shopping. It was a bag of cornflakes – waw, something new was
happening – and a bag of chips. I looked at ham and smiled. He looked at bit
nervous for this quiet evening. I could ask him if he was alright, but I didn’t
know how to start. His eyes flickered around and he couldn’t hold his eyes on
me. I saw some water droplets on his forehead, like was he running a marathon.
I gave him a strange look, just like to say “Hey, what’s wrong with you
tonight”.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">All out of sudden I was lying on the floor and
my side hurts. Everything was kind of blurred for me, and I might think I hit
my head, when I fall of the chair. Maybe I didn’t eat enough today, since I
could pass out that suddenly. I looked up to ask Jimmy to help me up, because
that side really was pissing me off with pains. But the only thing I could see was that
blurred lines of the cash container in the cash register and that is extended.
Over the cash tape was Jimmy standing and getting a good grip on all the money
in the cash register. I think he looked at me, and he might have looked a bit
scared. Did he really hit me out for money? I would totally have helped him out
and lend him some, if he had asked politely.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Jimmy ran out of the shop, before I could do
anything. I was trying to sit up, but the pain was unbearable. When I put my
hand on to my side to squeeze the cramps together, I noticed, I was wet on my
side. I took my hand right in front of my eyes, and they widened as they saw
the colour on my hand. I would have screamed if I was that kind of girl, but
the only thing that went through my mind was something weird.<o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;"><br /></span></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="EN-GB"><span style="font-family: inherit;">Holy moly! I did not expect that to happen on a
Wednesday!</span></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-86629817444761669402015-03-13T14:53:00.002+01:002015-12-21T23:56:47.167+01:00Nøglen til Ord: Forfatterworkshop 2015Tilbage i februar, først på måneden, blev jeg gjort opmærksom på at der fandtes en forfatterworkshop, som man kunne ansøge om at blive en del af.<br />
<br />
Workshoppen var noget, jeg først troede, var i samarbejde med The South Gate Society og Aalborg Bibliotekerne. Men det viste sig at være, at det var The South Gate Society, Ordkraft og Region Nordjylland, der stod for det.<br />
<br />
Der var to krav til det: 1. At man skulle være mellem 18 og 25 år. 2. At man bor i Region Nordjylland. Og jeg opfylder begge krav, så jeg sendte en ansøgning af sted, hvor jeg også skulle sende et eksempel på noget af det, jeg har skrevet. Jeg endte med at sende noget fra Transsylvaniens Prinsesse #1 - et stykke, som ikke er udgivet her på bloggen, da det er et stykke, som hører til senere i historien.<br />
<br />
Jeg havde faktisk opgivet, at jeg kom med, da ansøgningsfristen var 1. marts, og jeg ikke anede hvor lang tid der gik, inden vi fik svar. Men i mandags kom der endelig svar.<br />
<br />
<div style="text-align: center;">
<b>Og jeg blev godkendt til det!</b></div>
<div style="text-align: center;">
<br /></div>
<div style="text-align: left;">
For første gang nogensinde, skal jeg beskæftige mig med min store passion ude i den virkelige verden, og ikke blot gemme mig bag min skærm med mine historier, som kun få i min omgangskreds egentlig kender til.</div>
<div style="text-align: left;">
<br /></div>
<div style="text-align: left;">
Jeg havde forventet, at jeg kunne gemme mig lidt i mængden og være anonym indtil jeg startede, men sådan bliver det ikke. Vi er nemlig seks personer på mit studie, som er blevet godkendt til det. Så det bliver meget mærkeligt at skulle igennem denne process med dem ved min side. Men jeg tror også, at det er rart, at jeg rent faktisk kender nogen, så jeg ikke står helt alene i det.</div>
<div style="text-align: left;">
<br /></div>
<div style="text-align: left;">
Det bliver spændende at se hvad der sker det næste halve år. Men jeg glæder mig ufattelig meget!</div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-65663146369582722192015-02-15T02:04:00.000+01:002015-12-21T23:57:44.466+01:00Inspiration ud fra musikKender I det med, at når man hører en speciel sang, så forestiller man sig en historie ud fra den sang? Det gør jeg nemlig tit, og har haft flere sange, der har kørt på repeat, mens jeg har skrevet på en historie. Her til aften/i nat fandt jeg så nogle af de sange fra Glee, som har sat et tankespor i gang i hovedet på mig. Og der kom to korte udklip ud af det.<br />
<br />
<b>Glee - A Thousand Years</b><br />
Regnen silede ned, da vi stod overfor hinanden. Jeg kiggede op på ham, og mærkede tårerne blande sig med regnen på mine kinder.<br />
"Jeg har ikke lyst til at forlade dig" hviskede jeg stille.<br />
"Det ved jeg, men det er nødvendigt" svarede han.<br />
"Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg kan ikke leve uden dig."<br />
Han så på mig og lagde sin hånd på min kind.<br />
"Du bliver nødt til det. Det er for farligt for os at være sammen"<br />
Jeg kunne se på ham, at det krævede en helveds anstrengelse at udtale de ord. Jeg kunne se på ham, at han havde allermest lyst til bare at hive mig ind I hans arme, og aldrig slippe mig igen.<br />
"Jeg kan ikke..." hulkede jeg, og så væk fra ham. Det fik bægeret til at flyde over for ham, og han trak mig ind I sin favn, og holdte mig tæt. Jeg lagde hovedet på hans bryst, og lagde mine arme omkring ham, mens jeg græd. Vi mærkede ikke til regnen nogen af os, mærkede bare hinanden stå tæt sammen og ikke bekymre os om at vi snart skulle tage af sked for altid. Efter noget tid, slap han mig, men jeg prøvede krampagtigt at holde fast I ham.<br />
"Det går ikke. Du er nødt til at tage af sted, inden de finder dig." sagde han, og jeg kunne høre, at han havde mere på hjerte.<br />
"Jeg vil ikke miste dig. Jeg elsker dig, Cassidy."<br />
Han kiggede mig direkte I øjnene, og jeg så tårerne, der løb ned af hans kinder. Jeg kastede mig ind mod ham igen, og kyssede ham med al den kærlighed, jeg havde til ham.<br />
"Du mister mig aldrig, det lover jeg." hviskede jeg, da jeg slap ham. Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage af sted, for at får en chance for et forspring.<br />
"Jeg elsker dig" hviskede jeg stille, og jeg kyssede ham en allersidste gang, inden jeg slap hans hånd for at gå I den modsatte retning af ham.<br />
<br />
<b>Let me love you (until you learn to love yourself)</b><br />
Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvad det var, der var sket. Vi skulle have haft hele livet sammen, men det fik vi ikke længere muligheden for. Jeg havde mistet ham for altid. Det var to år siden jeg sidst så ham, da vi tog af sked I parken, velvidende at det var sidste gang, vi så hinanden. Men vi havde altid bevaret håbet for at vi en dag ville se hinanden igen, om vi så var gamle og rynkede.<br />
Jeg så op på Christine. "Hvordan?"<br />
"De fandt frem til ham." svarede hun, og jeg vidste godt hvem det var, hun snakkede om. Det var de samme mennesker, som havde drevet mig fra mit hjem, fra min familie og fra ham.<br />
"Det skal de bøde for" snerrede jeg vredt.<br />
"Cassidy. Jackson ville aldrig lade dig komme så tæt på dig. Lad ham ikke være død for ingenting." sagde Christine og lagde en hånd på min skulder.<br />
"Jackson var ikke stærk nok til at kæmpe imod dem, men det er jeg. De ved ikke hvor stærk, jeg er blevet siden sidst. De får ikke lov til at gå ustraffet fra at have dræbt ham."<br />
"Jeg ved at han var, og er, dit livs kærlighed. Men Casiddy. Det er en selvmordsaktion, du er ude i."<br />
"Så hjælp mig. Saml teamet, og hjælp mig med at hævne Jackson."<br />
Jeg så på hende med et fast blik, og jeg vidste, at hun tøvede. Hun ville gerne være med på min plan, men alting holdte hende tilbage. Hun havde haft længere tid til at få fred i end, jeg havde. Hun havde trods alt været i sorg det sidste halve år, mens jeg kun havde haft to dage.<br />
"Christine, han var din bror. Det her kan ikke gå ustraffet hen. Semper Fi"<br />
Christine kiggede på mig, og jeg så sorgen rase i hendes øjne.<br />
"Altid tro"<br />
Og der vidste jeg, at hun havde besluttet sig.C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-67811749304238806392015-01-05T00:16:00.001+01:002015-12-21T23:57:51.141+01:00En lille statusJeg er ikke så aktiv herinde, som jeg havde håbet, dengang jeg oprettede bloggen i sin tid. Der sker lidt hist og pist, når lysten til at kigge forbi, kommer snigende.<br />
<br />
Det gjorde den så i dag. Jeg har derfor tilføjet Forfatterprofil og Etiketter til bloggen.<br />
Forfatterprofilen er egentlig blot det, som minder om selve profilen fra Blogger, men jeg foretrak at have special designede ord til denne blog.<br />
Derudover har jeg også tildelt indlæggene Etiketter, for at give de forskellige historier kategorier, sådan at folk ved hvad de kan forvente af bloggen.<br />
<br />
Alt sammen er placeret i bunden af bloggen, som det hele tiden har været. Tit og ofte overvejer jeg, at flytte det fra bunden af, men jeg vil hellere at det primære fokus er selve historierne, og det, jeg skriver herinde, end det er al fyld-informationen.<br />
<br />
Med hilsner fra en amatør-forfatter<br />
C. StubbeC. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-30248185613606695812015-01-04T23:46:00.002+01:002015-12-21T23:58:00.572+01:00Bøger til skriveriet #1<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://www.skrivevaerkstedet.dk/filer/billeder/nyhedsbreve/November_2013/Skriveguide_2013.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://www.skrivevaerkstedet.dk/filer/billeder/nyhedsbreve/November_2013/Skriveguide_2013.jpg" height="216" width="400" /></a></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
Jeg fik denne bog i julegave. Den hedder, som billedet viser, "Sådan skriver du gode bøger til børn og unge" og er skrevet af Charlotte Lerche. Den kan fås hos Skriveværkstedet som <u><a href="http://www.skrivevaerkstedet.dk/produkt-detaljer/product/S%C3%A5dan-skriver-du-gode-b%C3%B8ger-til-b%C3%B8rn-og-unge.html" target="_blank">bog</a></u> og <u><a href="http://www.skrivevaerkstedet.dk/produkt-detaljer/product/skriv-gode-b%C3%B8ger-til-b%C3%B8rn-og-unge.html" target="_blank">pdf-fil</a></u> (samt hos Saxo.com <u><a href="http://www.saxo.com/dk/saadan-skriver-du-gode-boeger-til-boern-og-unge_charlotte-lerche_haeftet_9788792769145" target="_blank">som bog</a></u>, hvis man er mere til dem).<br />
<br />
Jeg har ikke nået at læse så meget i den, andet end de første par sider, men jeg fornemmer at den er rigtig god, til lige præcis det formål, jeg vil bruge den til. Jeg er nemlig rigtig god til at starte med at skrive, og så går jeg i stå og ender med at rette i det, jeg har skrevet. Og så kommer jeg aldrig videre, fordi jeg gik i gang med at rette, i stedet for bare at skriver derud af.<br />
<br />
Charlotte Lerche har beskrevet hendes måde, at lave øvelser på. Hun har lavet kategorier, f.eks. sted eller følelse, hvor hun så har skrevet på små sedler med ting, der hører til den kategori. Såsom værtshuset eller lykkelig, og så skal man beskrive værtshuset eller den følelse af at være lykkelig. Og jeg synes det lyder som en genial idé med at opbevare sådan nogle små ord i en krukke, og så finde inspiration i dem, når skrivelysten er der.<br />
<br />
Jeg fandt et link til en, <u><a href="http://karinhald.blogspot.dk/2013/12/skriveguide-sadan-skriver-du-gode-bger.html" target="_blank">Skrivepulten</a></u>, som også har anmeldt bogen tilbage i december 2013. Og hun skriver, at det er en af de bedste bøger, der var på markedet dengang. Netop fordi den gav konkrete råd, som rent faktisk var brugbare. Her fortæller hun også, at der findes et afsnit omkring skriveblokeringer - et afsnit, som jeg burde kigge nærmere på, da det er der, jeg altid ender.<br />
<br />
Så alt i alt, så glæder jeg mig til at læse resten af bogen, og se hvilke guldkorn, den har at byde på. En ting er sikkert allerede, og det er, at det er et af bedste julegaveønsker, jeg har foretaget mig!C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-22812062924973503652013-11-23T10:00:00.000+01:002015-12-21T23:58:12.106+01:00Under kastanjen<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<i>(Dansk stil fra 2005)</i></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;">Hun sidder bare der og stirrer.
Stirrer på ingenting, men på noget som alligevel må være der for hende. Vinden
trak i ham. Den var blid i dag, ligesom vejret. Han stod og så på hende, som
han havde gjort lige siden, hun startede på skolen. Der var noget over hende,
som mindede ham om noget, han for længst havde glemt.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Vinden blæste de varme og kærlige dufte fra
vintergækkerne mod hende. En tåre triller ned af kinden på hende. Nogle tårer
bliver til flere. Hun sidder forstenet uden at gemme tårerne i hænderne.
Forstenet og hård som en sten. Urokkelig fra sin plads i livets gang. Hun så på
sine hænder. Fine og rene uden spor af sort samvittighed. Men samvittigheden
sad fast i hende. Den sad fast i hende, som barken sidder fast på træerne, som husene
står fast på jorden. Hun havde gjort noget forkert. Hun vidste ikke hvad, men
noget havde hun gjort forkert.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Vinden ruskede igen blidt i træerne og buske.
De nyopkomne blomster duftede så dejligt. Hun kunne alligevel ikke lade være
med at snuse duften i sig. Selvom hendes sind var så mørkt, som en dyster aften
med piskende regn og tordenvejr. Hendes hud var kold, selvom solen skinnede og
varmede. Hun rejste sig, men bevægede sig ikke. Hun kunne ikke. At sidde lang
tid på den kolde bænk under kastanje træet havde gjort hende kold. Hun tog et
skridt, og et skridt mere. Langsomt bevægede hun sig, langsomt som sneglene
drog forbi.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Han så efter hende, til hun var
helt forsvundet bag om skolens hjørne. Han forstod egentligt ikke, hvorfor han
blev ved med at iagttage hende hver dag. Hun var køn, men ikke ligefrem den
populæreste på skolen. Men det var han i øvrigt heller ikke, så det gjorde ikke
så meget. Han husker allerførste gang hun trådte ind i klassen, som var det i
går. Hendes alt for lyse hud, hendes sorte tøj som var fyldt med alt muligt
tingeltangel, hendes sko som var et par numre for store. Hendes hår og øjne
havde tiltrukket hans opmærksomhed mest. De grønne katte lignende øjne, der
skinnede i mørket. Og hendes sorte hår. Han vidste ikke rigtig, om det var
oprindeligt sort. Han havde set lyse tjavser, så hun måtte være lyshåret. Han
havde tit forestillet hende lyshåret, men billedet var altid gået i opløsning
igen. Varmen dansede rundt om ham, da han gik hjemad. Eller til det der nu var
et hjem. Det rodede og det lugtede af alkohol og cigaretrøg døgnet rundt. Han
hadede at komme der, men han vidste, at kom han ikke hjem, fik han ballade.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Hun var lige trådt ind af døren da
duften af renhed nåede hende. Hvor hun dog afskyede den lugt. Hendes mor havde
rengøringsvanvid året rundt. Det var til at blive vanvittig af, altid at skulle
dufte til renhed. Der var aldrig den hjemlige duft i hendes hjem. Som altid
smider hun de beskidte sko midt i opgangen, og går ind på sit værelse. Men midt
i gangen stopper hun op, og bukker sig ned, og sætter skoene pænt ind til
siden. Hun sætter tasken lige ved siden af. Hænger den meget slidte og hærgede
jakke op på knagen, hvor hun normalt egentligt bare smider den på gulvet. Hun
går ud i køkkenet, hvor hendes mor står og laver salat. Hendes mor har altid
gang i et eller andet, så hun ænser aldrig Siri når hun kommer hjem. Siri tager
tasken igen og går ind på værelset.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Han sidder på værelset og hører
højt techno musik. Han er alene hjemme for en gangs skyld. Han sidder bare og
nikker til musikken der strømmer ud af de små højtalere. „Skønt,” tænker han
„endelig fred for de små irriterende unger” og sukker. Livet er hårdt for en
16-årig dreng som Mikkel med 3 mindre søskende der råber og skriger, og med en
far som er alkoholiker, og sover og drikker det meste af dagen væk. Mikkel
kigger på sin telefon. En gammel elendig telefon. Han ser på en lap papir ved
siden af den. Han tager lappen og ser på den. Hvidt og fladt, lidt krøllet
måske. Der står et nummer på den. Han kender ikke nummeret. Han ser længe på
den ene lap med det ene nummer, som er meget fint skrevet. Skrevet af en pige
ligner det. Han vender papiret om, og der står noget. Siri Svensson. Det var
altså Siris nummer. Nu huskede han det. Siri havde skrevet hendes nummer for
lang tid siden, men grunden kan han ikke huske. Han tog telefonen og tastede
nummeret ind.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Derhjemme sad Siri på sengen og
stirrede på den modsatte væg. Telefonen ringede, og hun kunne høre hendes mor
plapre løs. „Siri.. Det til dig.” kaldte hendes mor. Siri stak hovedet udenfor
den hvide dør. „Det er en Mikkel Bruun,” sagde hun og gav telefonrøret til
Siri. „Hallo..” sagde hun, „Hej Siri. Det er Mikkel fra din klasse. Jeg vil
høre om vi ikke kunne mødes under den store kastanje i skolen?” braste det ud
af Mikkel i telefonen, „Jo sagtens.” sagde hun, og lagde på. Hun gik ud i
gangen, og skulle til at tage den slidte jakke, da hun opdagede den ikke hang
der. „Mor!” råbte hun højt „Hvor er min jakke?”. „Den har jeg smidt til vask,
kære. Tag den hvide.” svarede moren fra køkkenet af, hvor hun sikkert lavede
noget nyt lækkert mad. Siri stirrede på den hvide jakke. Hvor hun dog afskyede
farven hvid. Den var alt for lys og stemningsfuld til hende. Men hun tog den
alligevel på.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Han stod under træet, da han så
hende komme gående med en hvid jakke. Hun stillede sig direkte foran ham. „Min
irriterende mor smed min sorte jakke til vask.” sagde Siri ligeud. „Okay...”
sagde Mikkel og satte sig ned på bænken. Siri satte sig ved siden af. Hun kunne
igen mærke den kolde bænk gå igennem skindet på hende. Hvor hun dog afskyede
kulde. Ligesom hun afskyede alt andet der ikke var hende. Mikkel spurgte om
noget ligegyldigt, og hun svarede også uden at lægge mærke til det.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Timerne fløj af sted, som jorden
drejede rundt, for Siri og Mikkel. Først da solens sidste stråler var
forsvundet fra jorden og husenes vægge opdagede de hvad klokken var. De så på
hinanden, og udforskede hinandens ansigter. Mikkel så på Siris skeletagtige
ansigt. Hun var jo køn nok når man så hende tæt på. Mikkel havde et rimelig
godt ansigt, med lidt søde buttet kinder. „Nå, men jeg må hellere gå.” sagde
Siri og rejste sig. Igen følte hun kulden gå gennem kroppen. Hun bevægede sig
stille og langsomt. I det samme øjeblik tog Mikkel fat i hende og vendte hende
om. Han så ind i hendes skinnede grønne øjne.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Siri var noget fra sig selv da hun
kom hjem. Mikkel havde kysset hende under kastanjen, ikke stort, bare et lille
et.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Senere den aften stod en spinkel lille pige
under kastanje træet ved skolen. Det var mørkt udenfor, mørkt som en kold
vinterdag. Der høres skrabelyde fra pigen. Ingen kan se hvad hun er i færd med.
Med et er skikkelsen forsvundet fra lyset.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Mikkel står og ser på graven. Der
ligger mange smukke blomster. Roser og tulipaner. Han kigger på gravstenen:
Siri Mikkelsen • Født den 10-04-1989 † Død den 11-04-2005.<o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Det var i går. Det var i går hun forlod jorden
for sidste gang. Den 11. april. Siri var blevet fundet under kastanjen i
skolegården. Hendes hænder sad om en kniv, som hun havde stukket igennem
hjertet. Hun havde fået en tragisk død – selvmord.<o:p></o:p></div>
<br />
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
Mikkel står og kigger på kastanjen. Der er
ridset noget ind i det. Han går nærmere og følger ridserne, og staver sig frem.
„Mikkel jeg elskede dig. Siri.”, er der ridset ind i træet. Mikkel sætter sig
ned. Tårerne begynder at komme. Flere og flere. Til sidst sidder Mikkel
begravet med hovedet i hænderne, og hænderne er våde efter tårerne over tabet
af Siri.<o:p></o:p></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-27068451804988290322013-11-22T11:00:00.000+01:002015-12-21T23:59:50.184+01:00Livet i det gamle hus<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;"><i>(Dansk stil fra 2005)</i></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;">Huset ser stadigvæk fortabt ud
sådan som man ser på det fra gaden af. Men indeni er det rummeligt og fint.
Lugten af hvidløg, gammel fernis og baby bleer fylder ens næsebor i det samme
øjeblik man træder ind i opgangen. Gelænderet er malet i gyselig blå farve, og
væggene er helt gule. Hun begynder at tage de 5 trin op ad trappen, og standser
så foran den første dør i stueetagen. Hun tager nøglen frem, og låser den brune
dør op. Igen møder en dunst af gammel fernis og hvidløg hende. Der skal friskes
op her, tænker hun og ser lidt misfornøjet på lejligheden. De blåstribede
gardiner hænger stadig foran de matte ruder. Hun går ind i soveværelset, og
videre ud i køkkenet. Det ser forfærdeligt ud. Skabene ser ud som om de kan
falde ned når som helst. Køkkenbordene er så beskidte at man lige frem kan se
støvet og skidtet. Hun sukker, og ryster på skuldrene. Hun går ud af
lejligheden igen, og ud i gården. Gården har et lille bed i den ene ende. Hun
lægger armene over kors og kigger på gården. Slidt i træværket og stenene er
brudt op. Omme foran huset kan man høre bippet fra en stor lastbil, der er ved
at bakke. Det må være hendes møbler, tænker hun og går derom. Ganske rigtig var
det hendes møbler. </span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br />
Oppe fra første sal kigger Karl Petersen ud på gaden. – Magda, kalder han.
Magda kommer trippende ind i stuen. – Hvad er der nu? sippede hun ad ham, - Jeg
tror det er kommet en ny indflytter, siger han og peger ud af vinduet. – For
guds skyld, Karl. Lad dog dem være, formanede hun sin mand og gik tilbage til
køkkenet. Karl og Magda Petersen var dem der havde boet i huset længst tid. De
var flyttet ind i det år det var blevet bygget. Året var 1980 og to unge på 25
år var klar til at flytte ind og leve livet sammen. Nu var de ikke unge
længere. Årene var nået de halvtreds, og huset havde nået de femogtyve. Selvom
de havde levet sammen i 25 år, var de kun gift på 15. år. Alle beboerne fra
dengang havde været med til brylluppet. Deres lejlighed var prydet med gaverne
fra dengang og billeder af børnene og børnebørnene. <br />
<br />
På anden sal sidder lille Berit på gulvet og hyler. Inde fra værelset på den
anden side af døren, hvor Berit sidder, kommer der højt musik. Derinde sidder
16-årige Katja og prøver at overhøre hendes lillesøsters vrælen. – Katja, luk
så din søster ind. Det er ikke kun dit værelse, råber hendes mor og hamrer på
døren. Katja slukker for musikken og åbner døren. – Jeg er ligeglad med den
møgunge, råbte hun, og gik ud af døren. Katjas familie var de sidst tilkomne i
huset. Hun hadede at bo der. De var flyttet fra parcelhuset i Odense til
lejligheden i Slangerup. Langt fra alle hendes venner. Hun så på dørskiltet:
Karen, Katja og Berit Larsen. Hun rakte tunge af skiltet og gik op ad trapperne
til loftrummet. <br />
<br />
Gamle Fru Olsen har lige låst døren på anden sal, og er på vej ned af trappen for
at handle ind. Nede ved stueetagen støder hun på den nye indflytter. – Goddag
unge frøken, siger Fru Olsen og smiler, - Goddag, hilser hun igen. – De må være
den nye indflytter Hr. Mayer har fortalt om, fortæller Fru Olsen. – Ja det er
jeg. Cecilie Nielsen, præsenterede Cecilie sig, - Margrete Olsen, sagde Fru
Olsen og gav hende hånden. – Nå men jeg må videre. Jeg skal nå at handle ind
inden butikkerne lukker, sagde Fru Olsen og var trippet af sted. Sød, gammel
dame, tænkte Cecilie og smilede lidt. Hun gik ind i sin lejlighed og så sig
omkring. Møblerne var på plads og kasserne stod rundt omkring. Det skal jo nok
gå alt sammen, sagde hun og gav sig til at pakke alle sine ting ud fra kasserne
af. <br />
<br />
- Så for pokker. Nu er vognen væk, sagde Karl og pegede ophidset ud af vinduet.
– Karl, slap dog af for guds skyld. Lad dog mennesket flytte ind i fred, sagde
Magda opgivende. Sådan havde hendes mand opført sig i al den tid de havde boet
i huset, og når der kom nye indflyttere. Mystisk nok skete det altid at de
flyttede væk igen. Måske var det anderledes denne gang, tænkte Magda. – Vi skal
da hilse på hende, sagde Karl og smilede lumsk. – Nej, Karl. Du prøver jo bare
på at skræmme hende væk, sagde Magda og så strengt på sin mand, som krympede en
lille smule. <br />
<br />
Cecilie så rundt i stuen. Hun var endelig blevet færdig med at pakke ud.
Utroligt nok fik hun det aldrig gjort det i det gamle hjem. Hun var jo næsten
heller aldrig hjemme dengang. Hun så på de to sidste kasser med nogle gamle
klude. Hun tog fat i den ene og fik den ud på trappen. Hun slæbte den opad
trappen og op på loftrummet. Hun var kommet op på første sal og pludselig sad
hendes fod fast i trinet, og hun faldt oveni kassen. Hendes ankel sagde et
ordentligt knæk. - Av for hulen da også, skreg hun. Hun satte sig på trappen og
så på sin ankel. Den så helt forkert ud. I det samme blev en dør åbnet over
hende. – Hvad skete der? sagde en ung mand, – Jeg faldt over et trin, sagde
Cecilie, – Vi må hellere få dig på skadestuen, sagde manden og tog fat i hende,
og hjalp hende nedad trappen og ud i hans bil. <br />
<br />
Katja sad og røg oppe på loftrummet. Hun vidste godt det ikke var godt for
hendes helbred, når hun nu også var gymnast. Men hun kunne ikke lade være.
Hendes venner i Odense havde fået hende til det. Hun vidste godt at de alle
sammen ikke var helt rene og uskyldige, men de var alligevel bedre end alle de
fine unge, som hendes mor ville have hende til at være sammen med. Hun tog et
hiv mere af smøgen. Hun kiggede sig lidt omkring på loftrummet. Her var koldt
og vådt, og her stank grusomt af mug. Hun så i deres afdeling af rummet. Der
stod nogle kasser fra dengang de flyttede ind. Der lå sikkert gamle fotoalbums
og porcelæn, som hendes mor kun brugte når de fik gæster på besøg. Hun smilede
ved tanken om morens forsøg på at være civiliseret og meget fornem. Og Berit
der var helt ustyrlig og skulle vise alle sine fine dukker og bamser. Katja
smilede igen. Selvom Berit var irriterende det meste af tiden, kunne hun jo
også være engle sød. Katja skoddede smøgen og rejste sig. <br />
<br />
Da Katja gik forbi opgangen på tredje sal, kom hun i tanke om at der boede en
familie derinde. Hun havde set en dreng og en pige gå sammen nede på gaden. Hun
kom i tanke om at de egentligt havde fået et brev der skulle have været leveret
til dem. Hun skyndte sig ned ad trappen og låste sig ind i lejligheden. Hun så
en seddel fra moren, hvor der stod at de var gået en tur hende og Berit. Katja
fandt brevet frem og skyndte sig ud og op på tredje sal. Hun ringede på
dørklokken som var formet som en lille klovn. Døren blev åbnet, og Katja så ind
i øjnene på en ung dreng, som lignede en på hendes alder. – Hej, sagde drengen.
– Hej, fik Katja fremstammet, – Hvad vil du? spørger drengen lidt gnavent, – Vi
har fået et af jeres breve ved en fejltagelse, siger Katja og tager brevet
frem, – Tak, siger drengen, snupper brevet og smækker døren i hovedet på Katja.
– Så meget for den venlighed, mumler Katja surt og stamper ned af trappen. <br />
<br />
Drengen på tredje sal ligger brevet på køkkenbordet. Han ser ind i stuen hvor
faren ligger og snorkbobler på sofaen. Der flyder med øl og cigaretter, og der
lugter virkelig. Deres mor døde for tre år siden af lungebetændelse, og faren
begyndte at drikke for at drukne sorgen. Derefter gik det ned af bakke for dem.
Faren mistede sit arbejde, og nu måtte Nick arbejde til langt ud på natten for
at tjene penge. Han gik ind på værelset og satte sig på sengen. Han så på sin
lillesøster Katrine. Hun var helt uskyldigt med lyst hår og blå øjne. Hun mindede
meget om deres afdøde mor. Han lagde sig tilbage og lukkede øjnene. <br />
<br />
– Tak for hjælpen, sagde Cecilie og smilede svagt til manden som havde hjulpet
hende, – Det var da så lidt, sagde han. De stod og så lidt på hinanden. – For
resten, hvad hedder du egentligt? spurgte Cecilie, – Martin Andersen,
præsenterede han sig, – Cecilie Nielsen, sagde hun og gav ham hånden. – Hør
giver du ikke en kop kaffe? sagde Martin kækt. Hun kunne ikke lade være med at
smile stort. – Jo kom da indenfor, sagde hun og åbnede døren. <br />
<br />
På første sal ringede det på døren til Karl og Magda Petersen. Magda var den
der åbnede døren. – Goddag, Hr. Mayer. Hvad skyldes æren? sagde Magda, – Det er
Margrete Olsen. Hun fik et hjerteanfald i supermarkedet, sagde Hr. Mayer
sorgmodigt, – Jamen åh gud dog, gispede Magda. Hr. Mayer fældede en tåre. – Hun
overlevede desværre ikke, sagde han meget stille. Magda gik stille og chokeret
ind til sin mand i stuen, og fortalte ham den dårlige nyhed. Karl Petersen er
normalt ikke den mand som kan forskrækkes. Men netop denne nyhed rystede ham
virkelig meget. Margrete Olsen havde stået Karl og Magda Petersen meget nært i
al den tid de havde boet i huset. <br />
<br />
Da Karen og Berit kom hjem efter deres gåtur ville Berit ud og lege, men Karen
havde ikke tid. Katja stod i døråbningen og så på Berit der var ved at få tårer
i øjnene. – Jeg skal nok gå med dig, sagde Katja. Berit strålede straks op, og
gik ud i gangen og fandt sine sko frem. – Hvad har du gjort af min datter Katja
Larsen? spurgte hun, og smilede. – Hun trængte til forandring, sagde hun og gik
ud i gangen og gik ned sammen med Berit. <br />
<br />
Den næste dag var alle i huset samlet på kirkegården. Den eneste der ikke var
der var Nick og Katrines far. Alle stod klædt i sort og med bøjet hoved.
Margrete Olsen lå stille og fin i kisten, som lige var blevet sænket i graven.
Tårerne flød ned af Magda Petersens kind. Hendes mand Karl stod ved hendes
side. Graven blev dækket til med jord, og blomsterne blev kastet på graven. De
forlod kirkegården i dyb stilhed, og drog tilbage til det gamle hus. <br />
<br />
Året efter på samme dag som Fru Olsen var blevet begravet var der bryllup i
huset. Martin Andersen og Cecilie Nielsen skulle giftes, og de havde besluttet
at de ville vies i den gamle gård. Beboerne i huset var inviteret med, undtagen
Karl og Magda Petersen. De flyttede ud af huset kort tid efter Fru Olsens død.
De kunne ikke holde ud af bo i huset efter at Fru Olsen ikke var der mere. Men
der manglede stadig en. Anders Kristensen var blevet fundet død i sit eget hjem
tre måneder efter begravelsen af Fru Olsen. Hr. Mayer syntes det var så synd
for børnene at de skulle sendes væk, så han adopterede Nick og Katrine. <br />
<br />
Livet fortsatte mange år efter i det gamle hus. Med udflyttere og indflyttere.
Martin og Cecilie flyttede ud og nogle af deres venner overtog lejligheden. De
sidste der blev boende var familien Larsen og Mayer.<o:p></o:p></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-12574212551947792332013-11-21T10:00:00.000+01:002015-12-22T00:14:01.856+01:00En fyr imellem<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;">Det øsregnede da jeg cyklede til skole. Sara havde ringet til
mig og sagt at hun kom senere. Vi går ikke i samme klasse. Hun går i 8.a, og
jeg går i 8.c på Ohning Skole. Så jeg skulle have fat i Emilie fra Saras klasse.
Hun sidder ved siden af Sara. Det ved jeg fordi at Sara har fortalt mig det.
Jeg sidder ved siden af Pelle. Min klasses spøgefugl. Nogle gange er han
irriterende at sidde ved siden af, andre gange ikke. Han er mest irriterende i
matematik. Han spørger nemlig hele tiden, hvordan man laver det vi er i gang
med at lære. Men dansk er det godt at sidde ved siden af ham. Han er super god
til dansk, og hjælper mig ligeså tit, som jeg hjælper ham i matematik. Bortset
fra at han nyder at hjælpe andre, mens jeg hader at hjælpe ham i matematik. Jeg
nåede hen til skolen fem minutter i otte. Jeg skulle skynde mig. Jeg låste
cyklen, tog lygterne af, smuttede hen til Emilie og sagde at Sara kom senere og
nåede lige på plads inden det ringede.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Som sædvanlig var
Randi og Pelle sent på den. De kom brasende ind i klassen, uden at banke på. Vi
havde historie, og vi har den sureste lærer på skolen. Hans navn er Kresten
Andersen. Pelle smed sig ned på sin stol og var ved at vælte bagover. Jeg nåede
lige at få fat i ryglænet, så han ikke faldt ned. Jeg gad ikke høre Krestens
vise om, at vi skulle være stille i hans timer og ikke skulle vippe på stolene.
”Tak.” hviskede Pelle, og fandt historiebogen frem, ”Det var så lidt.” hviskede
jeg tilbage, og så igen i historiebogen. Timen sneglede sig af sted. Inden
timen var forbi sagde Kresten at vi skulle have historieprøve på fredag. Åh
nej. Vi har Kresten i den sidste time om freddagen, og så skal vi have prøve.
Han må virkelig elske at pine os, siden han giver os prøve om fredagen. Endelig
ringede det, og vi pakkede historiebøgerne væk og fandt biologi bøgerne frem.
Vi skulle have Niels Kristian, den kedeligste lærer på skolen overhovedet.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Da timen med Niels
Kristian var overstået havde vi frikvarter og jeg smuttede ud.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Det var endelig holdt op med at regne. Jeg var gået ud og
stod og trak lidt frisk luft, da jeg pludselig fik hældt vand over hovedet. Jeg
vendte mig hurtigt om og så Pelle skraldgrine. Da han så mit ansigtsudtryk fik
han fart på. Han har engang fået tæsk af mig, fordi han gav mig vand. Pelle var
ikke hurtig nok. Jeg fik fat i ham, og fik ham lagt ned på jorden, og satte mig
ovenpå ham. ”Hvad fanden har du gang i, Pelle? Du husker jo hvad der skete
sidste gang du gjorde det mod mig?” råbte jeg ham ind i hovedet, ”Jo,
udmærket.” peb han, ”Det var godt. For hvis det sker igen, får du samme tur,
ligesom dengang.” sagde jeg, og fjernede mig fra ham. Jeg rejste mig og trak
Pelle op. Inden han overhovedet nåede at reagere havde jeg taget vandflasken
fra ham, og hældte vand over ham. ”Husk nu, hvad der sker næste gang.” sagde
jeg til ham, og gav ham flasken. ”Heja Anita.”, råbte en pludselig. Jeg vendte
mig og så at Sara var kommet. Hun kom hen til mig og lagde armen om skulderen
på mig. Jeg lagde også min arm på hendes skulder. ”Godt skuldret, Anita. Jeg så
det hele.” sagde hun, grinede, ”Tak. Tror jeg.” sagde jeg, ”Hey Pelle. Du kan
klare alle andre piger, men Anita har du sku ikke klaret endnu.” sagde Sara, ”Bare
vent, Sara. En dag skal jeg nok få ram over hende.” sagde Pelle, ”Ja, når jeg
engang dør, Pelle.” sagde jeg, og smilede, ”Bare vent, Anita. Før eller
siden.”, sagde Pelle. Pludselig ringede det ind.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Vores dansklærer Lene spurgte hvorfor Pelle og mig var blevet
så våde. ”Pelle gav Anita vand, og så gav Anita Pelle vand.” sagde Tomas, ”Tak Tomas.
Nå, det lader vi ligge. Find jeres bøger frem, børn.” sagde Lene, og satte sig
ved katederet. Vi havde lavet nogle historier derhjemme til i dag. Lene
inddelte os i fire grupper, og jeg endte i gruppe med Pelle, Tomas, Brigitte og
Sofie.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Vi gik ned på
glasgangen. Men vi kunne ikke begynde før at Sofie havde hentet sin historie,
som hun havde glemt oppe i klassen, og før Tomas og Brigitte havde været på
toilet. Mens de var væk skrev Pelle noget på et stykke papir, og gav det til
mig. Jeg tog papiret og læste det han havde skrevet: Skal vi være kærester? Jeg
skrev et ja, og gav ham papiret tilbage. ”Hej Anita.”, var der en der sagde.
Jeg vendte mig om og så at det var Klaus, Saras kæreste. Hej Klaus.” sagde jeg,
”Hvem er den starut?” spurgte Klaus, og så på Pelle, ”Det er Pelle. Klassens
spøgefugl.” sagde jeg, ”Halløj du.” sagde Pelle, ”Dav. Nå, det var nu ikke det
jeg kom for. Anita, ved du hvor Sara er?” spurgte Klaus, ”Jeg er lige her.”
sagde Sara og dukkede op ved siden af Klaus, ”Det er du. Kom så. Vi har bibliotekstid
med Kresten.” sagde Klaus, ”Ja, ja. Vi ses, Anita.” sagde Sara, og smuttede med
Klaus ned på biblioteket. Da de var smuttet kom Brigitte, Tomas og Sofie
tilbage, og vi begyndte at læse historierne op for hinanden. Lene havde sagt at
vi skulle finde en af de fem historier. Det blev som sædvanlig Pelle. Vi gik
tilbage til klassen. Det var Pelle, Henrik, Henriette og Anne-Kristine der
skulle læse højt. Da de havde læst højt, ringede det. Vi skulle have Lene i to
timer, og i anden time var det bibliotekstid.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Brigitte, Henriette,
Anne-Kristine, Henrik, Peter, Tomas og mig blev tilbage i klassen. Seddelen fra
Pelle var faldet ud fra mit penalhus, og Brigitte fandt den. Jeg sad og rodede
i Pelles taske. Han havde taget min lineal, og jeg havde først opdaget det da
jeg kom hjem. Pludselig begyndte Brigitte at sige ordene fra seddelen op, og
jeg rejste mig op. Da hun havde læst seddelen færdig, begyndte hun at råbe,
”Pelle og Anita er kærester. Pelle og Anita er kærester.”, ”Brigitte, giv mig den
seddel.” råbte jeg efter hende, ”Nej. Ikke før du indrømmer at du er kærester
med Pelle.”, sagde hun. Brigitte kender Pelles håndskrift da hun kom sammen med
ham sidste år, så hun ved at det er ham der har skrevet det. ”Det gør jeg ikke.
Giv mig den seddel.” sagde jeg, ”Nej, ikke før du indrømmer det.”, sagde
Brigitte. Pludselig rejste Anne-Kristine og Peter sig og tog fat i Brigittes
arme. ”Tag seddelen, Anita.” sagde Anne-Kristine. Jeg skyndte mig hurtigt hen
og tog seddelen fra Brigitte. ”Slip mig!” råbte hun. Henrik stod udenfor og kom
hurtigt ind, ”Slip hende. Lene kommer.” sagde han, og skyndte sig hen på sin
plads. ”Brigitte, hvis du siger et ord om den seddel til klassen, bliver det
værst for dig selv.”, sagde jeg til hende. Lene og resten af klassen kom ind og
de satte sig, da Randi kom ind som den sidste. Lene satte sig til at læse i
læsebogen.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">Da det ringede til spisning, spurgte Pelle om han skulle købe
for mig. Det måtte han gerne. Så jeg gav ham pengene og fortalte hvad jeg
skulle have, og så smuttede han. Brigitte smuttede også. Pelle og Brigitte kom
tilbage på samme tid, og Pelle gav mig min mad, og jeg begyndte at spise. Da
det ringede til frikvarter, stod Sara i døren. Jeg sad lige ved døren. Jeg
rejste mig, og gik ud til hende.<o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="text-align: center;">
</div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%;">
<span style="line-height: 150%;">”Hvad er der?”
spurgte jeg, ”Brigitte sagde at der er noget mellem dig og Pelle.” sagde Sara,
”Det er der ikke.”, svarede jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende at
jeg var kærester med Pelle. ”Du lyver. Jeg kan se det på din øjne.” sagde Sara,
”Jeg lyver ikke. Vi er bare venner, og ikke andet.” råbte jeg, ”Du brugte
’bare’ ordet. Det plejer du kun at bruge når du siger noget der ikke er
sandt.”, råbte hun. Pludselig kom vi op og skændes og det varede hele
frikvarteret. Jeg forlod hende i vrede. Vi skulle have matematik, og der havde
jeg en chance for at skrive til Pelle om skænderiet med Sara. Pelle og mig fik
ikke lavet noget matematik, fordi vi skrev om det der var sket i frikvarteret.
Da det ringede til frikvarter sagde Pelle at jeg skulle tænke over det med at
sige vores hemmelighed til Sara. Så jeg sad og tænkte hele frikvarteret. Da det
ringede ind havde jeg besluttet mig. Jeg ville sige det til Sara. Jeg tog min
fysik bog og mit penalhus og fulgte med resten af klassen over til fysik
lokalet. Vores lærer Viggo, forklarede bare en hel masse, som jeg ikke forstod,
og ikke gad forstå. Jeg sad bare og ventede på at det ringede så jeg kunne få
fat i Sara. Da det endelig ringede styrtede jeg ud af døren, og skyndte mig ned
i klassen, og pakkede min taske. Jeg så Sara og løb ned til hende. ”Sara, vent.
Du får det at vide. Det med Pelle.”, råbte jeg efter hende. Hun stoppede op og
ventede på at jeg indhentede hende. Da jeg nåede hende stod jeg og fik vejret,
før jeg hviskede i hendes øre at Pelle og mig var kærester og at han havde
spurgt mig i dag. ”Er det rigtigt? Tillykke Anita.” råbte hun, ”Men, ti lige
stille med det.” sagde jeg, ”Selvfølgelig. Alt for dig.” sagde hun, ”Og
Pelle.”, hviskede hun. Vi gik ud til vores cykler og fulgtes indtil vi skulle
skilles. Vi havde en sær vane med at være uvenner i en time eller to, men så er
vi gode venner igen. Vi kan nemlig ikke undvære hinanden – og den andens
hemmeligheder.<span style="font-size: medium;"><o:p></o:p></span></span></div>
C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-44351047788005833742013-11-20T21:07:00.000+01:002015-12-22T00:04:19.655+01:00Den første historie jeg skrev - Del 2<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;"><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Når I nu fik første del af mine gamle historier, så synes jeg også at I skulle have anden del af det.</span></span><br>
<span style="line-height: 150%;"><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Første del af historien findes <a href="http://storytimebymyself.blogspot.dk/2011/08/gamle-historier-del-1.html" style="text-decoration: underline;" target="_blank">her</a>.</span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: 150%; text-align: left;">
<span style="line-height: 150%;"><span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;"></span></span></div>
<a href="http://storytimebymyself.blogspot.com/2013/11/gamle-historier-del-2.html#more">Læs mere »</a>C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8071726900682146980.post-18561630573543184662013-08-07T22:45:00.000+02:002015-12-22T00:00:48.585+01:00Statusopdatering på bloggenJeg kan se at sidst jeg opdaterede denne blog var for halvandet år siden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg havde en masse i ærmet, jeg kunne udgive for jer, men sandheden er at min produktivitet er minimal hvad angår at skrive historier og være kreativ på det område.<br />
<br />
Det sidste halvandet år har budt på meget i mit privatliv. Jeg har været igennem et opslidende brud med en ekskæreste, og har derefter kæmpet for at komme oven vande igen, hvilket først er lykkedes helt til fulde, da jeg fandt min nuværende kæreste tilbage i februar.<br />
<br />
Derudover valgte jeg tilbage i marts i år, at droppe ud af min uddannelse på universitetet (jeg læste Dansk). Et valg, der har været det sværeste for mig indtil videre, da jeg frygtede at svigte folk og at de ville se ned på mig. Men alle har taget det godt, og jeg har stået ved min beslutning hele vejen igennem. For skulle jeg have forsat et år mere på den uddannelse blot for at færdiggøre den, så ville jeg gå ned med stress og derefter stå med en uddannelse i hånden, som jeg absolut ikke anede, hvad jeg skulle bruge til.<br />
<br />
Nu sidder jeg så her 5 måneder senere, og kan mærke forandringen i mig. Jeg kan mærke i mig selv, at jeg er mere rolig. Jeg ved hvad min drøm er; At være forfatter, og det er det, jeg går efter. Bare på en anden måde end først tænkt. Jeg har altid tænkt, at jeg skrev en masse historier og sendte dem ind til forskellige forlag, og det så kom ad den vej. Men så længe min hjerne er blokeret for ideer, så er jeg i gang med at finde en vej, der opfylder min kærlighed til ord på en anden måde.<br />
<br />
Den vej har pt. ført mig i retning af en ny uddannelse. En uddannelse, jeg stadig er usikker på om jeg skal starte på nu, men som flere har fortalt mig, så finder jeg aldrig ud af hvornår jeg er klar til at komme videre, hvis jeg ikke springer ud i det nu. Derfor kan det glæde mig at fortælle, at jeg er blevet optaget på studiet Informationsvidenskab og Kulturformidling. Det er den uddannelse, som man vælger for at blive bibliotekar. En uddannelse, som lyder spændende, men som jeg også frygter. For er jeg nu klog nok til at forstå al den viden, og den måske tekniske del, der følger med? Men medier interesserer mig jo! Det fandt jeg allerede ud af på 2. semester på Dansk. Jeg synes det er spændende at finde ud af hvordan medier bruges, og hvordan de er opstået, og hvordan de fungerer. Men det skal nok gå. Jeg har en god støtte i mit bagland, som kender til mit stadigt usikre sind, men som ved hvor mit hjerte hører til. Nemlig i ordenes og bøgernes verden. Den verden, som giver mig størst ro af alle ting i hele universet.C. Stubbehttp://www.blogger.com/profile/16868014701921961284noreply@blogger.com0