Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag

8. juni 2015

Baggrundshistorie til "Den vise Konge & Den smukke Dronning"

"Den vise Konge & Den smukke Dronning" er en historie, som jeg har skrevet personligt til brudeparret Lonnie & Steen, som fejrede deres sølvbryllup ved at blive gift i kirken den 23. maj 2015. Lonnie & Steen er venner af min (eks)kærestes forældre, så jeg har derfor mødt dem et par gange.

Hele ideen med historien udsprang af en mail, som min (eks)kæreste og jeg havde fået fra Lonnie & Steen. Vi var to dage for sent med at melde ud at vi kom til brylluppet, så min (eks)kæreste sendte en mail til dem med vores mail, og svaret, vi fik retur, var meget kreativt:

"Kort efter at vi modtog jeres mail, sprang Steen på hesten, som stod parkeret udenfor, og red af sted til præsten og oplyste, at der kom 2 mere i kirken.
Præsten blev sat ind i, at det var to mennesker, som betyder rigtig meget for os.
Steen fortalte præsten om vores venskab igennem mange år og om nogle af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.
Præsten kunne hurtigt forstå, at det var to mennesker, som vi holder rigtig meget af og han lovede, at de bedste pladser i kirken ville være til rådighed!
Steen og hesten kom glade ridende tilbage. Vores staldmand fik sat hesten på stald med dejligt hø, foder og vand. Smeden fik tilset skoene, så vores hest er klar til næste tur.
Imens Steen talte med præsten, havde jeg travlt med at kontakte de søde ”Bryllupsmedhjælpere”.
Med glæde kunne jeg meddele dem, at de med sikkerhed godt kunne regne med to mere til festen.
Jeg fortalte dem, at de to mennesker var to mennesker, som vi havde haft mange sjove timer sammen med og at det betød rigtig meget, at de ville være med til at fejre kærligheden og en betydningsfuld dag sammen med Steen og mig. Bryllupsmedhjælperne lovede at der ville være forplejning nok, og at både fotograf og dansegulv vil stå klar til at indfange festen."

Jeg grinede, imens jeg læste mailen højt, da det er så lig Lonnie at skrive sådan noget. Faktisk måtte min (eks)kæreste bede mig om at tage mig sammen, så jeg kunne læse resten færdigt. Og det var da jeg læste mailen, at jeg besluttede mig for at skrive en historie ud fra det, som jeg kunne give dem til deres bryllup. Samme dag havde jeg allerede skrevet en historie, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så da vi tog til Sjælland to dage før brylluppet, så skrev jeg faktisk det meste af historien på min tablet mellem Odense og Solrød. Resten blev færdiggjort fredag aften og lørdag formiddag.

Det er sådan med historien, at de eneste to ting, som jeg vidste var helt korrekte, det var grunden til deres første bryllup, samt strømpebåndet til deres andet bryllup i år. Resten har jeg skrevet ud fra egen hånd. Hvilket vil sige, at jeg overhovedet ingen anelse havde, om de følelser og tanker, jeg havde beskrevet, faktisk var sande. Men jeg har skrevet historien ud fra den opfattelse, jeg har af Lonnie & Steen, og sådan som jeg har oplevet dem.

Meningen med historien var at de selv skulle have lov til at læse den til brylluppet. Men Lonnie ville have den læst op, og hende, som havde fået opgaven til at læse kort op, ville altså ikke, fordi historien var på tre sider. Så jeg endte med at sige, at jeg gerne ville gøre det, eftersom det var min egen historie.
Her skal det siges, at jeg aldrig nogensinde har været så offentlig omkring mine historier, og det talent, jeg har. Jeg har altid været meget privat omkring det, fordi jeg er min egen værste kritiker. Men i forbindelse med at jeg har forfatterworkshops, og vi i sidste ende skal stå og læse op fra vores værker, så valgte jeg at læse den op til brylluppet. Trods alt var jeg jo også den eneste, som vidste hvilket tempo historien skulle læses i, så jeg tog det som en øvelse.

Jeg var brandvarm i kinderne, snublede over et par ord og så ikke rigtig op fra teksten, men jeg gjorde det. Og jeg er rigtig glad for at det endte sådan. Især fordi jeg så små glimt af Lonnie & Steens ansigtsudtryk, når jeg læste bestemte passager op, og godt kunne se, at jeg havde ramt helt plet med mine ord. Uden fuldstændig at ane det. Både Lonnie & Steen blev meget rørt over historien, og jeg fik lange kram af dem begge, efter jeg havde læst op. Steen takkede mig også for historien endnu engang, da vi tog hjem kl. 3 om natten, og jeg havde en fuld (eks) svigerinde hængende på mig. Det rørte mig ekstremt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det.

Så historien har en betydning for Lonnie & Steen, da den er skrevet personligt til dem. Men den har også en betydning for mig, da jeg har aldrig har gjort sådan noget før.
Det er første gang nogensinde, at jeg har anerkendt og accepteret mit talent på den måde, og rent faktisk gjort det offentligt - og så endda overfor så mange fremmede mennesker! Men jeg er ufattelig stolt af mig selv, for det er jo det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Og det skal ikke skjules for omverdenen.

Den vise Konge & Den smukke Dronning

Der var engang et kongerige, hvor der levede en prins og en prinsesse. Prinsen og prinsessen var meget forelskede, og tilbragte hver dag sammen, da de kunne ikke undvære hinanden. De red rundt i kongeriget på deres flotte, hvide heste og nød den smukke natur, som omgav dem. De nød de smukkeste solnedgange, og ind imellem blev de oppe hele natten og snakkede, for blot at kunne opleve solopgangen.
Deres ønske om at være sammen for evigt trængte sig på. Deres forældre havde givet deres velsignelse til ægteskabets løfter, og nu gik den store planlægning i gang. Prinsessen ønskede et stort bryllup med alle deres kære omkring dem og en brudekjole så stor, at selv Prinsesse Diana ville være misundelig fra sin grav. Prinsen så blot med kærlige øjne på sin smukke tilkommende, og han lod hende have sin vilje, da han ønskede at bringe glæde til hendes dejlige hjerte.
Men pludselig en dag fik prinsen og prinsessen dårligt nyt. Prinsens moder var desværre blevet dårlig. Prinsen ønskede, at hans moder under alle omstændigheder kom med til brylluppet. Men der måtte komme et kompromis. For prinsen kunne ikke opfylde alle prinsessens bryllups ønsker, hvis hans moder skulle opleve det hele. En aften talte prinsen og prinsessen sammen, og han måtte lægge sit hjerte på bordet og fortælle prinsessen om hans højeste ønske for deres bryllup, udover at gifte sig med hende. Prinsessen så sin hjertenskære være i så trist en tilstand, at hun smed alle sine tanker omkring deres bryllup til side, og spurgte sin prins om hans ønsker. Prinsen fortalte, at han blot ville have det nært og med de allernærmeste omkring dem, sådan at hans moder kunne opleve dem blive gift. Prinsessen smilede over sin prins’ store hjerte, og hun erklærede sig straks enig med ham.
Prinsen og prinsessen blev gift under rolige omstændigheder med de nærmeste til stede. Der herskede dog en smule uro i stemningen, da dette øjeblik blev til for at en meget speciel person kunne overvære det. Men både prinsen og prinsessen elskede, samt forevigede dette øjeblik i deres hjerter, for de var nu endelig hinandens.
Siden hen var der gået mange år. Prinsen og prinsessen var nu blevet til konge og dronning af kongeriget, og de havde beriget landet med to børn - en søn og en datter. Årene var blevet så mange, at de nu nærmede sig deres sølvbryllup. Kongen og dronningen forstod næsten ikke at kærligheden havde bragt dem så mange dejlige år, og at det endda havde båret frugt i form at to så skønne børn.
Kongen og dronningen havde længe snakket om at genopleve deres bryllup, og opleve den rigtige magi ved et kirkebryllup, som de ikke fået set ved deres bryllupsdag for mange år siden. Dagen havde dog stadig været speciel, men kongen ønskede at give dronningen det største og bedste bryllup, som ingen havde set i lands rige. Kongen forgudede sin dronning, og han ønskede kun at gøre hende lykkelig, så da de en aften i månelysets skær sad og delte et glas vin til maden, så foreslog kongen sit ønske over for dronningen, som blev ellevilde for sin højt elskede mands forslag.
I mange måneder snakkede de stolpe op og stolpe ned omkring alle detaljerne til deres storslåede bryllup. De ønskede at invitere alle deres venner og familier til middagen, men de kunne godt indse, at det ville blive en alt for stor fest til at de kunne nå at have en god tid sammen med alle deres kære. Så de besluttede at dele festlighederne op. En reception til efter brylluppet, hvor alle i hele landet blev budt velkommen til at fejre denne specielle dag sammen med dem. Og om aftenen, så ville de byde deres allernærmeste på stor festmiddag på slottet, hvor de ville feste til den lyse morgen.
Alle i hele kongeriget fik besked om denne storslåede nyhed, og glæden bredte sig rundt om i landet. For alle ville så gerne se deres konge og dronning blive gift i deres smukke kirke, og alle ville gerne glæde dem på hver deres måde. Kronprinsen og prinsessen, børnene af kongen og dronningen, gik nu med i planerne, for de ville hjælpe deres forældre på den bedst mulige måde. I mange, mange måneder gik bryllupsplanerne på det højeste derhjemme i det lille slot, for alting skulle være helt perfekt, og de skulle også finde ud af hvilke af de nærmeste, de gerne ville have med til deres bryllupsfest om aftenen.
Men endelig en dag, så skete det. Det allersidste punktum blev sat på planlægningen, og alt var gjort færdigt. Dronningens brudekjole var syet af de dygtigste syerske i kongeriget, som havde en lille biks nede i landsbyen. Hun nægtede at bruge den kongelige hofsyerske, da dronningen ønskede at støtte sine borgeres erhverv. Kongens flotte jakkesæt var også blevet lavet til denne storslåede dag.
For dagen var nemlig oprandt. Dagen, hvor kongen og dronningen endelig fik hinanden og deres bryllup, som de havde drømt om i så mange år. Der strømmede gæster ind fra nær og fjern for at kunne fejre denne dag med kongen og dronningen. Og de glædede sig begge to til at se og hilse på alle gæsterne i løbet af dagen. Kongen tog imod hver og en gæst ved kirken, for ingen skulle føle sig for fattig eller for fin til at få et håndtryk og en hilsen fra kongen af. Imens gjorde dronningen sig klar i sidegemakkerne til kirken, for kongen måtte jo ikke se brudekjolen, før vielsen gik i gang. Nok var det måske ikke så vigtigt, da kongen og dronningen allerede var gift, men deres datter havde holdt på denne søde lille tradition, og havde endda fået dronningens bedste veninde til at fremskaffe et blåt strømpebånd til denne dag.
Efter mange, mange håndtryk, så var alle til sidst på plads i kirken, men der var stadig mange, der stod udenfor, da der var kommet så mange fra kongeriget for at overvære denne dag. Kongen gik ind i kirken og op mod alteret for at tage sin plads der, så han kunne vente på sin yndige brud. Kronprinsen stod allerede klar deroppe, da han havde fået æren af at være sin faders forlover. Med et gik orglet i kirken i gang og dørene blev åbnet på ny, og ind kom dronningen fulgt af prinsessen, mens dronningens bedste veninde gik bagved som brudepige. Kongen og dronningen havde kun øje for hinanden i dette øjeblik, der var ingen andre end de to til stede i den stuvende fulde kirke. Det var i sandhed et øjeblik, som alle ville huske og fortælle om i al evighed. At kærligheden skal hyldes hver dag vi lever, unge som ældre, og det var hvad kongen og dronningen mindede os alle om den dag, de genforevigede deres kærlighed til hinanden.

15. februar 2015

Inspiration ud fra musik

Kender I det med, at når man hører en speciel sang, så forestiller man sig en historie ud fra den sang? Det gør jeg nemlig tit, og har haft flere sange, der har kørt på repeat, mens jeg har skrevet på en historie. Her til aften/i nat fandt jeg så nogle af de sange fra Glee, som har sat et tankespor i gang i hovedet på mig. Og der kom to korte udklip ud af det.

Glee - A Thousand Years
Regnen silede ned, da vi stod overfor hinanden. Jeg kiggede op på ham, og mærkede tårerne blande sig med regnen på mine kinder.
"Jeg har ikke lyst til at forlade dig" hviskede jeg stille.
"Det ved jeg, men det er nødvendigt" svarede han.
"Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg kan ikke leve uden dig."
Han så på mig og lagde sin hånd på min kind.
"Du bliver nødt til det. Det er for farligt for os at være sammen"
Jeg kunne se på ham, at det krævede en helveds anstrengelse at udtale de ord. Jeg kunne se på ham, at han havde allermest lyst til bare at hive mig ind I hans arme, og aldrig slippe mig igen.
"Jeg kan ikke..." hulkede jeg, og så væk fra ham. Det fik bægeret til at flyde over for ham, og han trak mig ind I sin favn, og holdte mig tæt. Jeg lagde hovedet på hans bryst, og lagde mine arme omkring ham, mens jeg græd. Vi mærkede ikke til regnen nogen af os, mærkede bare hinanden stå tæt sammen og ikke bekymre os om at vi snart skulle tage af sked for altid. Efter noget tid, slap han mig, men jeg prøvede krampagtigt at holde fast I ham.
"Det går ikke. Du er nødt til at tage af sted, inden de finder dig." sagde han, og jeg kunne høre, at han havde mere på hjerte.
"Jeg vil ikke miste dig. Jeg elsker dig, Cassidy."
Han kiggede mig direkte I øjnene, og jeg så tårerne, der løb ned af hans kinder. Jeg kastede mig ind mod ham igen, og kyssede ham med al den kærlighed, jeg havde til ham.
"Du mister mig aldrig, det lover jeg." hviskede jeg, da jeg slap ham. Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage af sted, for at får en chance for et forspring.
"Jeg elsker dig" hviskede jeg stille, og jeg kyssede ham en allersidste gang, inden jeg slap hans hånd for at gå I den modsatte retning af ham.

Let me love you (until you learn to love yourself)
Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvad det var, der var sket. Vi skulle have haft hele livet sammen, men det fik vi ikke længere muligheden for. Jeg havde mistet ham for altid. Det var to år siden jeg sidst så ham, da vi tog af sked I parken, velvidende at det var sidste gang, vi så hinanden. Men vi havde altid bevaret håbet for at vi en dag ville se hinanden igen, om vi så var gamle og rynkede.
Jeg så op på Christine. "Hvordan?"
"De fandt frem til ham." svarede hun, og jeg vidste godt hvem det var, hun snakkede om. Det var de samme mennesker, som havde drevet mig fra mit hjem, fra min familie og fra ham.
"Det skal de bøde for" snerrede jeg vredt.
"Cassidy. Jackson ville aldrig lade dig komme så tæt på dig. Lad ham ikke være død for ingenting." sagde Christine og lagde en hånd på min skulder.
"Jackson var ikke stærk nok til at kæmpe imod dem, men det er jeg. De ved ikke hvor stærk, jeg er blevet siden sidst. De får ikke lov til at gå ustraffet fra at have dræbt ham."
"Jeg ved at han var, og er, dit livs kærlighed. Men Casiddy. Det er en selvmordsaktion, du er ude i."
"Så hjælp mig. Saml teamet, og hjælp mig med at hævne Jackson."
Jeg så på hende med et fast blik, og jeg vidste, at hun tøvede. Hun ville gerne være med på min plan, men alting holdte hende tilbage. Hun havde haft længere tid til at få fred i end, jeg havde. Hun havde trods alt været i sorg det sidste halve år, mens jeg kun havde haft to dage.
"Christine, han var din bror. Det her kan ikke gå ustraffet hen. Semper Fi"
Christine kiggede på mig, og jeg så sorgen rase i hendes øjne.
"Altid tro"
Og der vidste jeg, at hun havde besluttet sig.

18. januar 2012

Se mine øjne - de svømmer

Kate Larsen var en af de typiske piger der gik op i sit hår og i sit tøj. Hun havde drengenes øjne i nakken hele tiden, og hun nød det. Men når hun var bag sin dør til værelset, følte hun sig alene.
Hun prøvede altid og overbevise sig selv om, at hun havde alt det, andre drømte om. Men hun ønskede sig det modsatte. Hun ønskede sig en familie, hvor ens storebror ikke var på stoffer, og hvor faderen ikke havde forladt dem for en 26-årig pige, og hvor moderen ikke drak.
Hun ville have en familie, hvor alt var idyl og hun blev mødt af smilende mennesker hver morgen. Den morgen hun havde nu, var et helvede. Hun måtte sørge for at moderen kom op og på arbejde, for der drak hun nemlig ikke. Ja, for jobbet var jo vigtigere end hendes familie. Ikke et under at faderen forlod dem, tænkte hun tit. Og hendes uduelige storebroder kunne sejle i sin egen sø. Han lå alligevel i sengen med en eller anden ny pige, som han havde støvet op til en af de fester han altid var til. Åh hvor hun dog hadede den her familie. Eller for det meste faktisk kun hendes bror og mor.
De var nogle idioter, hvorimod hendes far var mere fair, og gav hende grænser. Grænser som hun troede på og overholdte, for hun ville ikke miste den sidste rest af familie hun havde tilbage.

Om at vælge den rette

Hun vågnede op og så sig forvirret omkring, indtil hun huskede, at hun lå i et klasselokale sammen med en masse andre spejdere. Hun vendte sig rundt på liggeunderlaget og smilede. For mindre end to meter væk fra hende, lå Peter. Ham den seje, rødhårede gut, som alle piger faldt for. Ham, som alle piger sværmede om, når de var af sted på ture og kurser. Men han lod aldrig nogen komme helt tæt på sig. Han kunne give pigerne et kæmpe smil og et kærligt puf, men han tog aldrig notits af pigernes tilnærmelser. Blev der listet en arm under hans, listede han sig fri med et smil.
Hun smilede igen. Ingen lagde mærke til hende i starten. Hun kunne gå for sig selv og tænke i ro og mag det første døgn, men så fik folk øjnene op for hende. Hendes myndige stemme blandet med englefryden fra hendes sangstemme forbløffede altid folk. Men det der fangede dem først, var hendes øjne.

Illusioner og Mareridt

Bryndis løb hen ad gangen i skolen. Hun var ved at komme for sent igen. Det var også på grund af den dumme drøm. Hun havde haft den samme drøm de sidste 3 nætter og det irriterede hende meget. Nok var hendes hobby at tyde drømme, og hun var rimelig god til det. Men hun kunne ikke tyde den drøm her. Den var for indviklet, for kompliceret, for utydelig. Hver morgen når hun vågnede huskede hun kun en kvindes skrig. Hun nåede lige ind i klasselokalet inden læreren kom. Det var tæt på.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 4

Mike kom hurtigere hjem end da han var løbet over til Mary. Han stormede ind af døren og fandt sin søster liggende i krampegråd på gulvet.
    ”Erica.” sagde han kort.
Erica reagerede prompte og fløj nærmest op fra gulvet. Mike så lettelsen skylle igennem hendes ansigt, da hun opdagede hvem det var.
    ”Hvem er det, der kommer?” spurgte Mike direkte inden hun nåede at sige noget.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 3

Næste morgen da Erica luntede ned til morgenmaden lyttede hun til stemmerne i køkkenet, men hun kunne ikke fornemme Mike der. Hun gik slukøret videre, men fik sig en overraskelse, da hun kom ud i køkkenet. Der sad Mike i joggingbukser og tanktop uden at man kunne se noget spor efter biddet. Erica vidste godt, hvad Mike havde gjort. Han havde lukket hende helt ud af sit sind, så hun ikke kunne komme i kontakt med ham telepatisk eller overhovedet fornemme hans tilværelse. Det var derfor, at han havde låst døren i går aftes – for at skabe afstanden til sin tvillingesøster.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 2

Mike og Ericas instinkter og væsen nedstammer fra to oldgamle generationer, som folk i dag kun ville tro, fandtes i eventyr. De nedstammer fra slægterne vampyrer og varulve, men de har ikke helt normale gener, som mange andre i deres slægt. Deres far er nemlig vampyr og deres mor er varulv. Da deres mor ventede tvillingerne, vidste ingen i de to slægter, hvordan skæbnen ville lægge sig for Mike og Erica. Men generne faldt heldigt ud. Mike har arvet sine mors varulvegener, mens deres fars vampyrgener gik til Erica, dog med enkelte fordele. Deres far er nemlig tvunget til at gå med en ring for at kunne færdes udenfor i sollyset, mens Erica frit kan færdes, da hun har arvet de varulvegener, der flyder i hendes mors og tvillingebrors årer. Og hvor andre vampyrer ikke vokser i højden og forbliver samme størrelse, som de blev forvandlet i, har generne gjort at Erica vokser som alle andre og stopper først med at vokse, når hun når det fuldvoksne vampyrstadie. Dog må hun som alle andre vampyrer døjes med den kolde og blege hud.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 1

    ”Mike!” lød der igennem et parcelhus i den nordlige ende af byen. Det var den sædvanlige smøre, når man have to hjemmeboende teenagere, som endda var tvillinger.
    ”Herinde!” kom det fra et af værelserne i huset.
Inde på værelset sad der en dreng i sengen med sin computer i skødet. Hans fingre fløj hurtigt henover tastaturet, mens blikket fulgte ordene i det stilehæfte, der lå ved siden af ham.
Han kiggede først op, da der stod en pige i dørkarmen til sit værelse.
    ”Hvad er der, søster?”
    ”Hvor er mor og far henne?” spurgte pigen med irriteret stemme.
    ”Overarbejde igen. Du burde tage og høre din telefonsvarer engang imellem.”, svarede han kort og koncentrerede sig igen om computeren.
    ”Åh! For helvede! Jeg skulle have brugt bilen!”
    ”Erica, slap af. Det er jo trods alt deres bil.”, mindede han hende om.
    ”Men Mike, du forstår det ikke. Jeg skal mødes med Mary om en time inde i byen.” stønnede Erica.

    ”Så tag bussen.” kom det køligt fra Mike, som stadig ikke værdigede hende et blik.
    ”Kan jeg ikke få lov til at låne din bil?” spurgte Erica med meget sød stemme.
    ”Nej.”
    ”Hvorfor ikke?”
    ”Fordi du burde lære at tage bussen i stedet for at smadre min bil.”
Denne gang kiggede Mike op på hende og det var ikke et mildt blik, han sendte hende.
    ”Glem det! Det nytter jo ikke at diskutere med stræberen.” sagde Erica vredt og vendte om.
Ti minutter senere hørte Mike hoveddøren smække i.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 4

Maja og Mikkel lå hjemme i Mikkels seng og gloede noget tv, da en stemme råbte op til dem nede fra stuen af.
”Mikkel, er du hjemme?”
Det var Mikkels mor, der var kommet hjem efter at tilbragt weekenden sammen med sin kæreste Carsten på et spabad i den anden ende af landet.
”Hej mor. Ja er jeg. Maja er her også.” råbte Mikkel tilbage.
”Kommer du ned et øjeblik, Mikkel?”. Mikkel kiggede på Maja og kyssede hende så på panden, inden han rejste sig op for at gå ned til sin mor.
Mikkels mor stod inde i stuen og rodede med mobil, pung og nøgler. Hun smilede til ham, da han gik ind til hende.
”Hej min skat. Har du haft det hyggeligt?” spurgte hun.
”Ja, det har været okay. Maja har været her.”, svarede han.
Mikkels mor sendte ham et skeptisk blik.
”Mikkel, du ved godt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om, at den pige er her. Folk kunne jo få forkerte tanker.”, sagde hun alvorligt.
Mikkels mor var opdraget med den gamle skole angående det med kærester og ægteskab. Hun brød sig ikke om, at Mikkel havde piger med hjemme, som han ikke var i et relateret forhold til.
”Slap af, mor. Ser du, der er sket noget” begyndte han forsigtigt.
Det var en øm sag at skulle fortælle sig mor, at den pige han i flere år havde fortalt moren, var hans bedste veninde, nu altså var blevet hans kæreste.
”Vi er blevet kærester.” kom det pludseligt fra Maja, som var kommet ned uden at Mikkel havde opdaget det.
”Hvad er I?”. Nu rettede Mikkels mor opmærksomheden mod dem begge.
”Ja. Der skete ligesom nogle ting i weekenden – ikke alvorligt, mor – som fik os til at indse nogen tydelige tegn.” sagde Mikkel og tog Majas hånd.
Hun så på ham med et smil, som ikke var til at tage fejl. Mikkels mor så ømt på dem.
”Åh, hvor er jeg glad for at høre det.” sagde hun og smilede, og gav sig til at omfavne dem begge to.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 3

Majas tårer flød ned af kinderne, da hun ringede til Christine.
”Maja, er der noget galt?” spurgte Christine, da hun hørte Majas rystende stemme.
”Alting er galt lige nu. Jeg er hos dig om fem minutter.” sagde Maja og lagde på.
Hvorfor sker det altid for mig?, tænkte Maja vredt. Hun hadede og skændes med Mikkel, og især nu, hvor hun ikke anede hvad der skulle ske med dem. Jeg elsker ham jo, men alting er så fandens svært!, tænkte hun, og kneb øjnene sammen.
”Bip Bip” lød det fra hendes mobil.
Maja tog den op af tasken og åbnede beskeden.
”Jeg elsker dig. Husk det.” havde Mikkel skrevet. Maja smilede, og lagde mobilen tilbage i tasken.

17. januar 2012

Fordi... Bare fordi - Kapitel 2

”Maja, stop nu!” råbte han efter hende. Men Maja stoppede ikke.
Mikkel fik indhentet hende, og greb fast i hendes skulder, og vendte hende rundt.
”Hvad pokker er der i vejen med dig?” sagde han.
”Slip mig!” skreg Maja, men Mikkel holdte hende fast.
Hun begyndte og slå på ham med knyttede næver, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Mikkel var forvirret, og samtidigt for fuld til, at han kunne holde sine følelser for Maja tilbage.
”Hvor kunne du?” skreg hun ”Hvor kunne du gøre det imod mig?”
Maja så på ham med sine forgrædte øjne.
”Hvad snakker du om, Maja?” spurgte Mikkel, og slap taget i hende. Han vidste, at hun blev stående.
”Du kyssede hende. Du kyssede Cathrine!” råbte hun. Mikkel spærrede øjnene op.
Havde hun set dem?, tænkte han.
”Maja…” hviskede han stille.
”Hold op med det!” skreg hun, og skubbede til ham.
”For helvede Maja, så stop dog!” råbte han, og tog igen fat om hendes arme.
”Slip mig!”
Maja vred sig fri, og løb væk fra Mikkel. Men Mikkel løb efter hende. Dette var hans bedste veninde, hans ét og alt. Og han vidste, at det var nu han havde chancen for at få det han længe havde drømt om: sin drømmepige.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 1

Maja kiggede på Mikkel for 3. gang på 20 minutter.
”Han er flot bagfra,” tænkte hun.
Mørk, krøllet hår, som lagde sig fladt i den solbrune nakke. Og hans maskuline, brede skuldre. Hun tænkte på hans flotte, grønne øjne, og et smil, der sendte enhver pige i gulvet. Maja var glad, følelsen bredte sig i hele hendes krop, og hun smilede skjult bag sin hånd for at de andre ikke skulle opdage det. Selvom Mikkel og hun ikke var kærester, opførte de sig tit som om de var det. Mikkel kyssede hende nemlig altid på kinden, hver gang han så hende. Ingen sagde noget til det, for de kendte godt til Mikkel og Majas venskab.

Hverken Mikkel og Maja havde skænket det en tanke at blive kærester, men deres venner havde deres tanker om det, selvom de aldrig sagde noget, for de vidste at Maja aldrig blev jaloux over at Mikkel havde kærester. Nogen af hendes nære veninder havde været kærester med Mikkel. Og Maja synes ikke der var noget mærkeligt i at snakke om Mikkel, med sine veninder. Men til gengæld vidste hun, hvor grænsen gik ved at snakken om Mikkel. Og det samme gjorde hendes veninder.

13. oktober 2011

Undergrunden - et udkast, sig hvad I synes

Min mor døde i 1996, da jeg var syv år gammel. Kræften havde taget hende, sagde min far. Dengang troede jeg på, men det gør jeg ikke længere.
Min far var alkoholiker og er i dag forsvundet fra jordens overflade. Men jeg ved at han findes derude og at jeg en dag nok skal finde ham.
Min lillebror Jordan på 18 er også forsvundet, men folk siger at de har set ham tæt på landsbyerne. Et sted han ikke burde være, da han søgte ind i de dybere undergrunde for tre år siden.

Året er 2015, mit navn er Michaela… og jeg er oprører imod verdensmagten!

22. august 2011

My life

Jeg trykkede endnu engang på min mobil for at se om der var kommet nogle beskeder. Det var der ikke. Jeg lagde mobilen fra mig og optog læsningen af min bog. Noget skulle jeg jo få tiden til at gå med, så jeg ikke blev sindssyg af al den venten.

12. juli 2011

Evig kærlighed

”Jeg elsker dig” hviskede hun ”Du vil altid være min eneste ene. Selv i himlen.”

Disse ord forlød igen og igen i hans hoved. Han havde mistet alt det han havde levet for. Sin bedste veninde, sin kæreste, sin soulmate, sit et og alt. For det var det, hun var for ham. Christine Miriam Larsen. Og nu sad han her. Forladt. Gemt i sorgens tårer. Han kæmpede sig i skole hver dag, men sad altid mutters alene nederst i hjørnet, lige ved siden af den tomme plads, hvor Christine plejede og sidde. Han havde kendt til hendes hemmelighed lige siden de begyndte i 1.g, men først for et halvt år havde hun afsløret det for resten af klassen. Da var de halvt igennem 2.g. Det var hårdt for Christine, for kræften havde spredt sig hurtigt, og siden det gik ud over hendes fravær i skolen, havde hun valgt og sige det til klassen, inden der kom alt for mange rygter.

Hvad der skulle have været et liv

Pennen står ikke stille i hendes hånd. Ordene bliver roligt skrevet ned på papiret, mens tårerne løber ned over hendes kinder, og gør brevet ægte.
Det skulle have været i dag. Det skulle have været i dag, at de skulle have fejret de 7 år, de havde været venner i. De nåede kun til 6 år og 6 måneder.

Et farvel der blev for sent

en novelle, der handler om aldrig at glemme sine venner og deres støtte
____

Hun står foran spejlet og ser på sin alt for tynde krop. Hun smiler usikkert ved tanken om, at man ikke kan se det store vægttab i hendes ansigt. Og bukserne, bukserne er alt for store. De bliver holdt oppe af et bælte, et bælte der har huller hele vejen rundt. Hun finder den store trøje frem fra skabet, og smutter i den.
Hun smider sig i sengen, og finder telefonen der ligger på sin vante plads ved sengen. Ingen beskeder. Ikke engang fra ham. Måske skulle hun prøve og skrive bare en lille sms, men hun vil ikke være for desperat. Alting er så skide besværligt, tænkte hun. Pludselig vibrerer mobilen. En sms er løbet ind. Kan det være fra ham, når hun at tænke inden hun trykker på 'Læs' og ser at det er fra Kasper, hendes bedste ven.
'Kom ud med dig.' er det eneste der står i beskeden. Katrine smiler. Hun ved, at han er derude, og venter på at hun kommer ud. Hun kigger ud af vinduet, og jo, minsandten om han ikke står dernede, lænet op ad sin cykel.