Se mine øjne - de svømmer

Kate Larsen var en af de typiske piger der gik op i sit hår og i sit tøj. Hun havde drengenes øjne i nakken hele tiden, og hun nød det. Men når hun var bag sin dør til værelset, følte hun sig alene.
Hun prøvede altid og overbevise sig selv om, at hun havde alt det, andre drømte om. Men hun ønskede sig det modsatte. Hun ønskede sig en familie, hvor ens storebror ikke var på stoffer, og hvor faderen ikke havde forladt dem for en 26-årig pige, og hvor moderen ikke drak.
Hun ville have en familie, hvor alt var idyl og hun blev mødt af smilende mennesker hver morgen. Den morgen hun havde nu, var et helvede. Hun måtte sørge for at moderen kom op og på arbejde, for der drak hun nemlig ikke. Ja, for jobbet var jo vigtigere end hendes familie. Ikke et under at faderen forlod dem, tænkte hun tit. Og hendes uduelige storebroder kunne sejle i sin egen sø. Han lå alligevel i sengen med en eller anden ny pige, som han havde støvet op til en af de fester han altid var til. Åh hvor hun dog hadede den her familie. Eller for det meste faktisk kun hendes bror og mor.
De var nogle idioter, hvorimod hendes far var mere fair, og gav hende grænser. Grænser som hun troede på og overholdte, for hun ville ikke miste den sidste rest af familie hun havde tilbage.

En krigers blod

Jeg sad og betragtede min fætter og kusine, Jeffrey og Isabell, som sad og legede sammen i kravlegården. Godt nok var de 4 år, men de var nysgerrige af natur, så derfor var de i kravlegården. Imens jeg kiggede på dem, sad jeg og tænkte tilbage, da jeg selv var deres alder. Mig og min bror, som i øvrigt er min tvillingebror, kunne absolut ikke enes da vi var små. Vi skændtes, slog, bed og nappede hinanden konstant. Og vores mor havde altid sit besvær med at få os skilt ad igen.
”Rebecca” afbrød en stemme ude fra køkkenet af.
Jeg rejste mig og gik ud til min moster, som var hende, der havde kaldt.
”Ja Hannah?”
Hun var et af de mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldt for moster, faster, tante eller hvilken titel man nu havde. Hun foretrak at blive kaldt ved sit navn, fordi hun efter egen mening stadigvæk mente at hun var ung og rørig. Derimod havde hendes mand, Adin, end anden holdning. Han holdte af at vi kaldte ham for onkel, hvilket jeg også måtte indrømme at jeg faktisk også gjorde. Det gav mig et tættere forhold til ham end han bare var ”Adin” eller ”min mosters mand”.
”Hvad er dine og din brors planer for i aften?” spurgte Hannah mig.
”Jeg ved ikke hvad min bror har for, men jeg skal passe tvillingerne i aften, som jeg lovede dig for flere uger siden.”
Hannah vendte sig mod mig, da jeg sagde dette. Indtil da havde hun stadig stået og æltet på den dej hun var i gang med.
”Åh, undskyld, Rebecca. Jeg havde helt glemt at sige det, men jeg tager de små med hen til pigerne i aften.” Jeg grinede altid lidt over at Hannah stadig kaldte sine voksne veninder for pigerne.
Jeg smilede blot til hende og trak på skuldrene. Det var ikke første gang, at Hannah havde glemt at informere mig om ændrede planer.
”Det okay. Jeg finder nok på noget.”

Undergrunden - et udkast, sig hvad I synes

Min mor døde i 1996, da jeg var syv år gammel. Kræften havde taget hende, sagde min far. Dengang troede jeg på, men det gør jeg ikke længere.

Min far var alkoholiker og er i dag forsvundet fra jordens overflade. Men jeg ved at han findes derude og at jeg en dag nok skal finde ham.

Min lillebror Jordan på 18 er også forsvundet, men folk siger at de har set ham tæt på landsbyerne. Et sted han ikke burde være, da han søgte ind i de dybere undergrunde for tre år siden.

Året er 2015, mit navn er Michaela… og jeg er oprører imod verdensmagten!