Men jeg har igennem de sidste par måneder haft en seriøst skriveblokade. Især fordi jeg havde hele historien i hovedet, men jeg kunne bare ikke få den skrevet ned. Og når jeg så endelig skrev noget ned, så lød det så forkert og så kludret, at jeg aldrig var tilfreds eller sikker på det, jeg gjorde. Hvilket gjorde min nervøsitet for at skulle læse noget op endnu værre. For hvad nu hvis jeg ikke stod med noget produkt? Mit mål blev at jeg skulle op på den scene og gennemføre en oplæsning.
Sidste weekend kom gennembruddet så for mig. Jeg var taget hjem til mine forældre, da jeg havde brug for et par dages ro. Jeg havde taget min computer med for to formål; at få skrevet noget og for at få indhentet nogle serieafsnit. Men jeg havde stadig problemer med at få skrevet noget. Så til allersidst tog jeg en chance og tog et imod råd, jeg havde fået for længst af en studiekammerat, som også gik på forfatterworkshoppen. "Giv det en chance og skriv på engelsk". Og jeg tænkte, hvorfor ikke. Jeg kan sgu lige så godt prøve. Og det gjorde jeg så.
Og dét gjorde hele udslaget!
Pludselig kunne jeg formulere de tanker til historien, jeg gik med inde i hovedet, og skrive dem ned. Jeg er ikke særlig velbevandret i den engelske grammatik i forhold til nutid og datid, men jeg har gode mennesker omkring mig, som har tilbudt at læse mine ting igennem, for at hjælpe mig. Hele den sidste uge har jeg været så stolt og så glad over at jeg nu kunne få min historie ud. Aldrig før har jeg følt mig så sikker på noget, jeg har skrevet, som jeg gør nu. Og jeg startede altså med at skrive historier, da jeg var 12 år!
Jeg havde haft så mange problemer med at finde ud af hvad historien præcist skulle handle om (selvom jeg i store træk havde historien i hovedet allerede), hvis synspunkt den skulle fortælles fra eller om der skulle være to synspunkter. Da jeg begyndte at skrive på stykket i sidste uge, havde jeg en idé om hvem der var den reelle hovedperson i historien. Men da jeg skulle til at nævne navnet på hvem det var, så gik det pludselig op for mig, at det var en helt anden. En karakter, som det også var meningen skulle være en hovedperson. Ubevidst havde jeg nået at forelske mig i hendes karakter og historie, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at det var hendes historie, der skulle fortælles.
Nu krævede det så blot, at jeg fik skrevet et stykke, som jeg kunne stå med til gallaen. For det jeg havde skrevet som mit gennembrud, ville jeg ikke bruge, selvom jeg elsker det. Men det viste ikke min historie til fulde. Det stykke, som jeg endte med at skrive, var faktisk et stykke, jeg allerede havde skrevet på dansk, og som har henvisninger til/fra det nye stykke på engelsk. Så jeg skrev det forfra.
Da stykket var skrevet, fik jeg øvet oplæsning med min studiekammerat, og vi fandt ud af at det var for langt. Så jeg valgte at tage den sidste del af det stykke, som jeg havde valgt fra i første omgang. Det var kortere, men efter at have læst det op, indså jeg at det havde de fire hovedpunkter, som var gældende for hele historien. Fredag sad jeg så og rettede i det, mens jeg læste det højt. Og til sidst var jeg tilfreds med, og tog så af sted til stemmetræning, som vi havde fået tilbudt. Især jeg havde brug for det, fordi stemmetræneren vidste og havde set, at jeg var skide nervøs omkring det. Men da jeg læste op, måtte hun afbryde mig og sige, at hun slet ikke kunne høre, at jeg var nervøs. Det var kun før og efter, samt når der blev snakket om emnet, at alt nervøsiteten kom strømmende tilbage.
Til selve gallaen var jeg dog mere nervøs, for jeg kunne høre det i min stemme. Og måske skulle jeg have taget en pause undervejs, men jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at gennemføre det nu, og så fokusere dybt på at få min stemme under kontrol og læse historien, som jeg havde øvet, og som jeg hørte den i min historie. Og det lykkedes! Jeg var så glad og så stolt af det lykkedes mig at gennemføre det.
Senere i de tre pauser, fik jeg snakket med de andre deltagere og gav dem ros, og jeg fik også selv ros. Hvilket jeg ikke havde forventet. Og jeg fik også fuldkommen uventet ros fra en helt anden side af. Vores instruktør Sascha (Christensen - ja den Sascha!) kom hen til og fortalte om jeg bemærket set en af de andre medarbejdere fra The South Gate Society, og ja det havde jeg (virkelig langt flot prinsesse/havfrue hår med striber i pastelfarver - umuligt ikke at lægge mærke til!). Sascha fortalte mig, at Alexandra, som pigen/kvinden hedder, havde ros til mig, for hun var virkelig blown away af min historie og synes at det var så godt skrevet. Og det var virkelig "Wow!" for mig, for hun kunne jo have sagt og synes det om alle de andres, men at jeg fik den reaktion frem i hende, er jeg (meget!) glad for.
Så alt i alt, har det været et lærerigt år, og jeg har en historie, som jeg vil skrive færdig, og komme ud med i verden. Og så vil jeg for altid have et diplom hængende og minde mig om hvilken fantastisk oplevelse, jeg har fået mig.
Gennembrudstykket kan læses her: The Regent and the General: The Panic Attack
Og stykket, som jeg læste op til gallaen kan læses her: The Regent and the General: The Training Ground
