Baggrundshistorie til "Den vise Konge & Den smukke Dronning"

"Den vise Konge & Den smukke Dronning" er en historie, som jeg har skrevet personligt til brudeparret Lonnie & Steen, som fejrede deres sølvbryllup ved at blive gift i kirken den 23. maj 2015. Lonnie & Steen er venner af min (eks)kærestes forældre, så jeg har derfor mødt dem et par gange.

Hele ideen med historien udsprang af en mail, som min (eks)kæreste og jeg havde fået fra Lonnie & Steen. Vi var to dage for sent med at melde ud at vi kom til brylluppet, så min (eks)kæreste sendte en mail til dem med vores mail, og svaret, vi fik retur, var meget kreativt:

"Kort efter at vi modtog jeres mail, sprang Steen på hesten, som stod parkeret udenfor, og red af sted til præsten og oplyste, at der kom 2 mere i kirken.

Præsten blev sat ind i, at det var to mennesker, som betyder rigtig meget for os.

Steen fortalte præsten om vores venskab igennem mange år og om nogle af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.

Præsten kunne hurtigt forstå, at det var to mennesker, som vi holder rigtig meget af og han lovede, at de bedste pladser i kirken ville være til rådighed!

Steen og hesten kom glade ridende tilbage. Vores staldmand fik sat hesten på stald med dejligt hø, foder og vand. Smeden fik tilset skoene, så vores hest er klar til næste tur.

Imens Steen talte med præsten, havde jeg travlt med at kontakte de søde ”Bryllupsmedhjælpere”.

Med glæde kunne jeg meddele dem, at de med sikkerhed godt kunne regne med to mere til festen.

Jeg fortalte dem, at de to mennesker var to mennesker, som vi havde haft mange sjove timer sammen med og at det betød rigtig meget, at de ville være med til at fejre kærligheden og en betydningsfuld dag sammen med Steen og mig. Bryllupsmedhjælperne lovede at der ville være forplejning nok, og at både fotograf og dansegulv vil stå klar til at indfange festen."

Jeg grinede, imens jeg læste mailen højt, da det er så lig Lonnie at skrive sådan noget. Faktisk måtte min (eks)kæreste bede mig om at tage mig sammen, så jeg kunne læse resten færdigt. Og det var da jeg læste mailen, at jeg besluttede mig for at skrive en historie ud fra det, som jeg kunne give dem til deres bryllup. Samme dag havde jeg allerede skrevet en historie, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så da vi tog til Sjælland to dage før brylluppet, så skrev jeg faktisk det meste af historien på min tablet mellem Odense og Solrød. Resten blev færdiggjort fredag aften og lørdag formiddag.

Det er sådan med historien, at de eneste to ting, som jeg vidste var helt korrekte, det var grunden til deres første bryllup, samt strømpebåndet til deres andet bryllup i år. Resten har jeg skrevet ud fra egen hånd. Hvilket vil sige, at jeg overhovedet ingen anelse havde, om de følelser og tanker, jeg havde beskrevet, faktisk var sande. Men jeg har skrevet historien ud fra den opfattelse, jeg har af Lonnie & Steen, og sådan som jeg har oplevet dem.

Meningen med historien var at de selv skulle have lov til at læse den til brylluppet. Men Lonnie ville have den læst op, og hende, som havde fået opgaven til at læse kort op, ville altså ikke, fordi historien var på tre sider. Så jeg endte med at sige, at jeg gerne ville gøre det, eftersom det var min egen historie.

Her skal det siges, at jeg aldrig nogensinde har været så offentlig omkring mine historier, og det talent, jeg har. Jeg har altid været meget privat omkring det, fordi jeg er min egen værste kritiker. Men i forbindelse med at jeg har forfatterworkshops, og vi i sidste ende skal stå og læse op fra vores værker, så valgte jeg at læse den op til brylluppet. Trods alt var jeg jo også den eneste, som vidste hvilket tempo historien skulle læses i, så jeg tog det som en øvelse.

Jeg var brandvarm i kinderne, snublede over et par ord og så ikke rigtig op fra teksten, men jeg gjorde det. Og jeg er rigtig glad for at det endte sådan. Især fordi jeg så små glimt af Lonnie & Steens ansigtsudtryk, når jeg læste bestemte passager op, og godt kunne se, at jeg havde ramt helt plet med mine ord. Uden fuldstændig at ane det. Både Lonnie & Steen blev meget rørt over historien, og jeg fik lange kram af dem begge, efter jeg havde læst op. Steen takkede mig også for historien endnu engang, da vi tog hjem kl. 3 om natten, og jeg havde en fuld (eks) svigerinde hængende på mig. Det rørte mig ekstremt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det.

Så historien har en betydning for Lonnie & Steen, da den er skrevet personligt til dem. Men den har også en betydning for mig, da jeg har aldrig har gjort sådan noget før.

Det er første gang nogensinde, at jeg har anerkendt og accepteret mit talent på den måde, og rent faktisk gjort det offentligt - og så endda overfor så mange fremmede mennesker! Men jeg er ufattelig stolt af mig selv, for det er jo det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Og det skal ikke skjules for omverdenen.

Inspiration ud fra musik

Kender I det med, at når man hører en speciel sang, så forestiller man sig en historie ud fra den sang? Det gør jeg nemlig tit, og har haft flere sange, der har kørt på repeat, mens jeg har skrevet på en historie. Her til aften/i nat fandt jeg så nogle af de sange fra Glee, som har sat et tankespor i gang i hovedet på mig. Og der kom to korte udklip ud af det.

Glee - A Thousand Years
Regnen silede ned, da vi stod overfor hinanden. Jeg kiggede op på ham, og mærkede tårerne blande sig med regnen på mine kinder.
"Jeg har ikke lyst til at forlade dig" hviskede jeg stille.
"Det ved jeg, men det er nødvendigt" svarede han.
"Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg kan ikke leve uden dig."
Han så på mig og lagde sin hånd på min kind.
"Du bliver nødt til det. Det er for farligt for os at være sammen"
Jeg kunne se på ham, at det krævede en helveds anstrengelse at udtale de ord. Jeg kunne se på ham, at han havde allermest lyst til bare at hive mig ind I hans arme, og aldrig slippe mig igen.
"Jeg kan ikke..." hulkede jeg, og så væk fra ham. Det fik bægeret til at flyde over for ham, og han trak mig ind I sin favn, og holdte mig tæt. Jeg lagde hovedet på hans bryst, og lagde mine arme omkring ham, mens jeg græd. Vi mærkede ikke til regnen nogen af os, mærkede bare hinanden stå tæt sammen og ikke bekymre os om at vi snart skulle tage af sked for altid. Efter noget tid, slap han mig, men jeg prøvede krampagtigt at holde fast I ham.
"Det går ikke. Du er nødt til at tage af sted, inden de finder dig." sagde han, og jeg kunne høre, at han havde mere på hjerte.
"Jeg vil ikke miste dig. Jeg elsker dig, Cassidy."
Han kiggede mig direkte I øjnene, og jeg så tårerne, der løb ned af hans kinder. Jeg kastede mig ind mod ham igen, og kyssede ham med al den kærlighed, jeg havde til ham.
"Du mister mig aldrig, det lover jeg." hviskede jeg, da jeg slap ham. Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage af sted, for at får en chance for et forspring.
"Jeg elsker dig" hviskede jeg stille, og jeg kyssede ham en allersidste gang, inden jeg slap hans hånd for at gå I den modsatte retning af ham.

Let me love you (until you learn to love yourself)
Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvad det var, der var sket. Vi skulle have haft hele livet sammen, men det fik vi ikke længere muligheden for. Jeg havde mistet ham for altid. Det var to år siden jeg sidst så ham, da vi tog af sked I parken, velvidende at det var sidste gang, vi så hinanden. Men vi havde altid bevaret håbet for at vi en dag ville se hinanden igen, om vi så var gamle og rynkede.
Jeg så op på Christine. "Hvordan?"
"De fandt frem til ham." svarede hun, og jeg vidste godt hvem det var, hun snakkede om. Det var de samme mennesker, som havde drevet mig fra mit hjem, fra min familie og fra ham.
"Det skal de bøde for" snerrede jeg vredt.
"Cassidy. Jackson ville aldrig lade dig komme så tæt på dig. Lad ham ikke være død for ingenting." sagde Christine og lagde en hånd på min skulder.
"Jackson var ikke stærk nok til at kæmpe imod dem, men det er jeg. De ved ikke hvor stærk, jeg er blevet siden sidst. De får ikke lov til at gå ustraffet fra at have dræbt ham."
"Jeg ved at han var, og er, dit livs kærlighed. Men Casiddy. Det er en selvmordsaktion, du er ude i."
"Så hjælp mig. Saml teamet, og hjælp mig med at hævne Jackson."
Jeg så på hende med et fast blik, og jeg vidste, at hun tøvede. Hun ville gerne være med på min plan, men alting holdte hende tilbage. Hun havde haft længere tid til at få fred i end, jeg havde. Hun havde trods alt været i sorg det sidste halve år, mens jeg kun havde haft to dage.
"Christine, han var din bror. Det her kan ikke gå ustraffet hen. Semper Fi"
Christine kiggede på mig, og jeg så sorgen rase i hendes øjne.
"Altid tro"
Og der vidste jeg, at hun havde besluttet sig.

En fyr imellem

Det øsregnede da jeg cyklede til skole. Sara havde ringet til mig og sagt at hun kom senere. Vi går ikke i samme klasse. Hun går i 8.a, og jeg går i 8.c på Ohning Skole. Så jeg skulle have fat i Emilie fra Saras klasse. Hun sidder ved siden af Sara. Det ved jeg fordi at Sara har fortalt mig det. Jeg sidder ved siden af Pelle. Min klasses spøgefugl. Nogle gange er han irriterende at sidde ved siden af, andre gange ikke. Han er mest irriterende i matematik. Han spørger nemlig hele tiden, hvordan man laver det vi er i gang med at lære. Men dansk er det godt at sidde ved siden af ham. Han er super god til dansk, og hjælper mig ligeså tit, som jeg hjælper ham i matematik. Bortset fra at han nyder at hjælpe andre, mens jeg hader at hjælpe ham i matematik. Jeg nåede hen til skolen fem minutter i otte. Jeg skulle skynde mig. Jeg låste cyklen, tog lygterne af, smuttede hen til Emilie og sagde at Sara kom senere og nåede lige på plads inden det ringede.

Som sædvanlig var Randi og Pelle sent på den. De kom brasende ind i klassen, uden at banke på. Vi havde historie, og vi har den sureste lærer på skolen. Hans navn er Kresten Andersen. Pelle smed sig ned på sin stol og var ved at vælte bagover. Jeg nåede lige at få fat i ryglænet, så han ikke faldt ned. Jeg gad ikke høre Krestens vise om, at vi skulle være stille i hans timer og ikke skulle vippe på stolene. ”Tak.” hviskede Pelle, og fandt historiebogen frem, ”Det var så lidt.” hviskede jeg tilbage, og så igen i historiebogen. Timen sneglede sig af sted. Inden timen var forbi sagde Kresten at vi skulle have historieprøve på fredag. Åh nej. Vi har Kresten i den sidste time om freddagen, og så skal vi have prøve. Han må virkelig elske at pine os, siden han giver os prøve om fredagen. Endelig ringede det, og vi pakkede historiebøgerne væk og fandt biologi bøgerne frem. Vi skulle have Niels Kristian, den kedeligste lærer på skolen overhovedet.

Da timen med Niels Kristian var overstået havde vi frikvarter og jeg smuttede ud.

Det var endelig holdt op med at regne. Jeg var gået ud og stod og trak lidt frisk luft, da jeg pludselig fik hældt vand over hovedet. Jeg vendte mig hurtigt om og så Pelle skraldgrine. Da han så mit ansigtsudtryk fik han fart på. Han har engang fået tæsk af mig, fordi han gav mig vand. Pelle var ikke hurtig nok. Jeg fik fat i ham, og fik ham lagt ned på jorden, og satte mig ovenpå ham. ”Hvad fanden har du gang i, Pelle? Du husker jo hvad der skete sidste gang du gjorde det mod mig?” råbte jeg ham ind i hovedet, ”Jo, udmærket.” peb han, ”Det var godt. For hvis det sker igen, får du samme tur, ligesom dengang.” sagde jeg, og fjernede mig fra ham. Jeg rejste mig og trak Pelle op. Inden han overhovedet nåede at reagere havde jeg taget vandflasken fra ham, og hældte vand over ham. ”Husk nu, hvad der sker næste gang.” sagde jeg til ham, og gav ham flasken. ”Heja Anita.”, råbte en pludselig. Jeg vendte mig og så at Sara var kommet. Hun kom hen til mig og lagde armen om skulderen på mig. Jeg lagde også min arm på hendes skulder. ”Godt skuldret, Anita. Jeg så det hele.” sagde hun, grinede, ”Tak. Tror jeg.” sagde jeg, ”Hey Pelle. Du kan klare alle andre piger, men Anita har du sku ikke klaret endnu.” sagde Sara, ”Bare vent, Sara. En dag skal jeg nok få ram over hende.” sagde Pelle, ”Ja, når jeg engang dør, Pelle.” sagde jeg, og smilede, ”Bare vent, Anita. Før eller siden.”, sagde Pelle. Pludselig ringede det ind.

Vores dansklærer Lene spurgte hvorfor Pelle og mig var blevet så våde. ”Pelle gav Anita vand, og så gav Anita Pelle vand.” sagde Tomas, ”Tak Tomas. Nå, det lader vi ligge. Find jeres bøger frem, børn.” sagde Lene, og satte sig ved katederet. Vi havde lavet nogle historier derhjemme til i dag. Lene inddelte os i fire grupper, og jeg endte i gruppe med Pelle, Tomas, Brigitte og Sofie.

Vi gik ned på glasgangen. Men vi kunne ikke begynde før at Sofie havde hentet sin historie, som hun havde glemt oppe i klassen, og før Tomas og Brigitte havde været på toilet. Mens de var væk skrev Pelle noget på et stykke papir, og gav det til mig. Jeg tog papiret og læste det han havde skrevet: Skal vi være kærester? Jeg skrev et ja, og gav ham papiret tilbage. ”Hej Anita.”, var der en der sagde. Jeg vendte mig om og så at det var Klaus, Saras kæreste. Hej Klaus.” sagde jeg, ”Hvem er den starut?” spurgte Klaus, og så på Pelle, ”Det er Pelle. Klassens spøgefugl.” sagde jeg, ”Halløj du.” sagde Pelle, ”Dav. Nå, det var nu ikke det jeg kom for. Anita, ved du hvor Sara er?” spurgte Klaus, ”Jeg er lige her.” sagde Sara og dukkede op ved siden af Klaus, ”Det er du. Kom så. Vi har bibliotekstid med Kresten.” sagde Klaus, ”Ja, ja. Vi ses, Anita.” sagde Sara, og smuttede med Klaus ned på biblioteket. Da de var smuttet kom Brigitte, Tomas og Sofie tilbage, og vi begyndte at læse historierne op for hinanden. Lene havde sagt at vi skulle finde en af de fem historier. Det blev som sædvanlig Pelle. Vi gik tilbage til klassen. Det var Pelle, Henrik, Henriette og Anne-Kristine der skulle læse højt. Da de havde læst højt, ringede det. Vi skulle have Lene i to timer, og i anden time var det bibliotekstid.

Brigitte, Henriette, Anne-Kristine, Henrik, Peter, Tomas og mig blev tilbage i klassen. Seddelen fra Pelle var faldet ud fra mit penalhus, og Brigitte fandt den. Jeg sad og rodede i Pelles taske. Han havde taget min lineal, og jeg havde først opdaget det da jeg kom hjem. Pludselig begyndte Brigitte at sige ordene fra seddelen op, og jeg rejste mig op. Da hun havde læst seddelen færdig, begyndte hun at råbe, ”Pelle og Anita er kærester. Pelle og Anita er kærester.”, ”Brigitte, giv mig den seddel.” råbte jeg efter hende, ”Nej. Ikke før du indrømmer at du er kærester med Pelle.”, sagde hun. Brigitte kender Pelles håndskrift da hun kom sammen med ham sidste år, så hun ved at det er ham der har skrevet det. ”Det gør jeg ikke. Giv mig den seddel.” sagde jeg, ”Nej, ikke før du indrømmer det.”, sagde Brigitte. Pludselig rejste Anne-Kristine og Peter sig og tog fat i Brigittes arme. ”Tag seddelen, Anita.” sagde Anne-Kristine. Jeg skyndte mig hurtigt hen og tog seddelen fra Brigitte. ”Slip mig!” råbte hun. Henrik stod udenfor og kom hurtigt ind, ”Slip hende. Lene kommer.” sagde han, og skyndte sig hen på sin plads. ”Brigitte, hvis du siger et ord om den seddel til klassen, bliver det værst for dig selv.”, sagde jeg til hende. Lene og resten af klassen kom ind og de satte sig, da Randi kom ind som den sidste. Lene satte sig til at læse i læsebogen.

Da det ringede til spisning, spurgte Pelle om han skulle købe for mig. Det måtte han gerne. Så jeg gav ham pengene og fortalte hvad jeg skulle have, og så smuttede han. Brigitte smuttede også. Pelle og Brigitte kom tilbage på samme tid, og Pelle gav mig min mad, og jeg begyndte at spise. Da det ringede til frikvarter, stod Sara i døren. Jeg sad lige ved døren. Jeg rejste mig, og gik ud til hende.

”Hvad er der?” spurgte jeg, ”Brigitte sagde at der er noget mellem dig og Pelle.” sagde Sara, ”Det er der ikke.”, svarede jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende at jeg var kærester med Pelle. ”Du lyver. Jeg kan se det på din øjne.” sagde Sara, ”Jeg lyver ikke. Vi er bare venner, og ikke andet.” råbte jeg, ”Du brugte ’bare’ ordet. Det plejer du kun at bruge når du siger noget der ikke er sandt.”, råbte hun. Pludselig kom vi op og skændes og det varede hele frikvarteret. Jeg forlod hende i vrede. Vi skulle have matematik, og der havde jeg en chance for at skrive til Pelle om skænderiet med Sara. Pelle og mig fik ikke lavet noget matematik, fordi vi skrev om det der var sket i frikvarteret. Da det ringede til frikvarter sagde Pelle at jeg skulle tænke over det med at sige vores hemmelighed til Sara. Så jeg sad og tænkte hele frikvarteret. Da det ringede ind havde jeg besluttet mig. Jeg ville sige det til Sara. Jeg tog min fysik bog og mit penalhus og fulgte med resten af klassen over til fysik lokalet. Vores lærer Viggo, forklarede bare en hel masse, som jeg ikke forstod, og ikke gad forstå. Jeg sad bare og ventede på at det ringede så jeg kunne få fat i Sara. Da det endelig ringede styrtede jeg ud af døren, og skyndte mig ned i klassen, og pakkede min taske. Jeg så Sara og løb ned til hende. ”Sara, vent. Du får det at vide. Det med Pelle.”, råbte jeg efter hende. Hun stoppede op og ventede på at jeg indhentede hende. Da jeg nåede hende stod jeg og fik vejret, før jeg hviskede i hendes øre at Pelle og mig var kærester og at han havde spurgt mig i dag. ”Er det rigtigt? Tillykke Anita.” råbte hun, ”Men, ti lige stille med det.” sagde jeg, ”Selvfølgelig. Alt for dig.” sagde hun, ”Og Pelle.”, hviskede hun. Vi gik ud til vores cykler og fulgtes indtil vi skulle skilles. Vi havde en sær vane med at være uvenner i en time eller to, men så er vi gode venner igen. Vi kan nemlig ikke undvære hinanden – og den andens hemmeligheder.

Se mine øjne - de svømmer

Kate Larsen var en af de typiske piger der gik op i sit hår og i sit tøj. Hun havde drengenes øjne i nakken hele tiden, og hun nød det. Men når hun var bag sin dør til værelset, følte hun sig alene.
Hun prøvede altid og overbevise sig selv om, at hun havde alt det, andre drømte om. Men hun ønskede sig det modsatte. Hun ønskede sig en familie, hvor ens storebror ikke var på stoffer, og hvor faderen ikke havde forladt dem for en 26-årig pige, og hvor moderen ikke drak.
Hun ville have en familie, hvor alt var idyl og hun blev mødt af smilende mennesker hver morgen. Den morgen hun havde nu, var et helvede. Hun måtte sørge for at moderen kom op og på arbejde, for der drak hun nemlig ikke. Ja, for jobbet var jo vigtigere end hendes familie. Ikke et under at faderen forlod dem, tænkte hun tit. Og hendes uduelige storebroder kunne sejle i sin egen sø. Han lå alligevel i sengen med en eller anden ny pige, som han havde støvet op til en af de fester han altid var til. Åh hvor hun dog hadede den her familie. Eller for det meste faktisk kun hendes bror og mor.
De var nogle idioter, hvorimod hendes far var mere fair, og gav hende grænser. Grænser som hun troede på og overholdte, for hun ville ikke miste den sidste rest af familie hun havde tilbage.

Om at vælge den rette

Hun vågnede op og så sig forvirret omkring, indtil hun huskede, at hun lå i et klasselokale sammen med en masse andre spejdere. Hun vendte sig rundt på liggeunderlaget og smilede. For mindre end to meter væk fra hende, lå Peter. Ham den seje, rødhårede gut, som alle piger faldt for. Ham, som alle piger sværmede om, når de var af sted på ture og kurser. Men han lod aldrig nogen komme helt tæt på sig. Han kunne give pigerne et kæmpe smil og et kærligt puf, men han tog aldrig notits af pigernes tilnærmelser. Blev der listet en arm under hans, listede han sig fri med et smil.
Hun smilede igen. Ingen lagde mærke til hende i starten. Hun kunne gå for sig selv og tænke i ro og mag det første døgn, men så fik folk øjnene op for hende. Hendes myndige stemme blandet med englefryden fra hendes sangstemme forbløffede altid folk. Men det der fangede dem først, var hendes øjne.

Illusioner og Mareridt

Bryndis løb hen ad gangen i skolen. Hun var ved at komme for sent igen. Det var også på grund af den dumme drøm. Hun havde haft den samme drøm de sidste 3 nætter og det irriterede hende meget. Nok var hendes hobby at tyde drømme, og hun var rimelig god til det. Men hun kunne ikke tyde den drøm her. Den var for indviklet, for kompliceret, for utydelig. Hver morgen når hun vågnede huskede hun kun en kvindes skrig. Hun nåede lige ind i klasselokalet inden læreren kom. Det var tæt på.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 4

Maja og Mikkel lå hjemme i Mikkels seng og gloede noget tv, da en stemme råbte op til dem nede fra stuen af.
”Mikkel, er du hjemme?”
Det var Mikkels mor, der var kommet hjem efter at tilbragt weekenden sammen med sin kæreste Carsten på et spabad i den anden ende af landet.
”Hej mor. Ja er jeg. Maja er her også.” råbte Mikkel tilbage.
”Kommer du ned et øjeblik, Mikkel?”. Mikkel kiggede på Maja og kyssede hende så på panden, inden han rejste sig op for at gå ned til sin mor.
Mikkels mor stod inde i stuen og rodede med mobil, pung og nøgler. Hun smilede til ham, da han gik ind til hende.
”Hej min skat. Har du haft det hyggeligt?” spurgte hun.
”Ja, det har været okay. Maja har været her.”, svarede han.
Mikkels mor sendte ham et skeptisk blik.
”Mikkel, du ved godt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om, at den pige er her. Folk kunne jo få forkerte tanker.”, sagde hun alvorligt.
Mikkels mor var opdraget med den gamle skole angående det med kærester og ægteskab. Hun brød sig ikke om, at Mikkel havde piger med hjemme, som han ikke var i et relateret forhold til.
”Slap af, mor. Ser du, der er sket noget” begyndte han forsigtigt.
Det var en øm sag at skulle fortælle sig mor, at den pige han i flere år havde fortalt moren, var hans bedste veninde, nu altså var blevet hans kæreste.
”Vi er blevet kærester.” kom det pludseligt fra Maja, som var kommet ned uden at Mikkel havde opdaget det.
”Hvad er I?”. Nu rettede Mikkels mor opmærksomheden mod dem begge.
”Ja. Der skete ligesom nogle ting i weekenden – ikke alvorligt, mor – som fik os til at indse nogen tydelige tegn.” sagde Mikkel og tog Majas hånd.
Hun så på ham med et smil, som ikke var til at tage fejl. Mikkels mor så ømt på dem.
”Åh, hvor er jeg glad for at høre det.” sagde hun og smilede, og gav sig til at omfavne dem begge to.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 3

Majas tårer flød ned af kinderne, da hun ringede til Christine.
”Maja, er der noget galt?” spurgte Christine, da hun hørte Majas rystende stemme.
”Alting er galt lige nu. Jeg er hos dig om fem minutter.” sagde Maja og lagde på.
Hvorfor sker det altid for mig?, tænkte Maja vredt. Hun hadede og skændes med Mikkel, og især nu, hvor hun ikke anede hvad der skulle ske med dem. Jeg elsker ham jo, men alting er så fandens svært!, tænkte hun, og kneb øjnene sammen.
”Bip Bip” lød det fra hendes mobil.
Maja tog den op af tasken og åbnede beskeden.
”Jeg elsker dig. Husk det.” havde Mikkel skrevet. Maja smilede, og lagde mobilen tilbage i tasken.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 2

”Maja, stop nu!” råbte han efter hende. Men Maja stoppede ikke.
Mikkel fik indhentet hende, og greb fast i hendes skulder, og vendte hende rundt.
”Hvad pokker er der i vejen med dig?” sagde han.
”Slip mig!” skreg Maja, men Mikkel holdte hende fast.
Hun begyndte og slå på ham med knyttede næver, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Mikkel var forvirret, og samtidigt for fuld til, at han kunne holde sine følelser for Maja tilbage.
”Hvor kunne du?” skreg hun ”Hvor kunne du gøre det imod mig?”
Maja så på ham med sine forgrædte øjne.
”Hvad snakker du om, Maja?” spurgte Mikkel, og slap taget i hende. Han vidste, at hun blev stående.
”Du kyssede hende. Du kyssede Cathrine!” råbte hun. Mikkel spærrede øjnene op.
Havde hun set dem?, tænkte han.
”Maja…” hviskede han stille.
”Hold op med det!” skreg hun, og skubbede til ham.
”For helvede Maja, så stop dog!” råbte han, og tog igen fat om hendes arme.
”Slip mig!”
Maja vred sig fri, og løb væk fra Mikkel. Men Mikkel løb efter hende. Dette var hans bedste veninde, hans ét og alt. Og han vidste, at det var nu han havde chancen for at få det han længe havde drømt om: sin drømmepige.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 1

Maja kiggede på Mikkel for 3. gang på 20 minutter.
”Han er flot bagfra,” tænkte hun.
Mørk, krøllet hår, som lagde sig fladt i den solbrune nakke. Og hans maskuline, brede skuldre. Hun tænkte på hans flotte, grønne øjne, og et smil, der sendte enhver pige i gulvet. Maja var glad, følelsen bredte sig i hele hendes krop, og hun smilede skjult bag sin hånd for at de andre ikke skulle opdage det. Selvom Mikkel og hun ikke var kærester, opførte de sig tit som om de var det. Mikkel kyssede hende nemlig altid på kinden, hver gang han så hende. Ingen sagde noget til det, for de kendte godt til Mikkel og Majas venskab.
Hverken Mikkel og Maja havde skænket det en tanke at blive kærester, men deres venner havde deres tanker om det, selvom de aldrig sagde noget, for de vidste at Maja aldrig blev jaloux over at Mikkel havde kærester. Nogen af hendes nære veninder havde været kærester med Mikkel. Og Maja synes ikke der var noget mærkeligt i at snakke om Mikkel, med sine veninder. Men til gengæld vidste hun, hvor grænsen gik ved at snakken om Mikkel. Og det samme gjorde hendes veninder.

En krigers blod

Jeg sad og betragtede min fætter og kusine, Jeffrey og Isabell, som sad og legede sammen i kravlegården. Godt nok var de 4 år, men de var nysgerrige af natur, så derfor var de i kravlegården. Imens jeg kiggede på dem, sad jeg og tænkte tilbage, da jeg selv var deres alder. Mig og min bror, som i øvrigt er min tvillingebror, kunne absolut ikke enes da vi var små. Vi skændtes, slog, bed og nappede hinanden konstant. Og vores mor havde altid sit besvær med at få os skilt ad igen.
”Rebecca” afbrød en stemme ude fra køkkenet af.
Jeg rejste mig og gik ud til min moster, som var hende, der havde kaldt.
”Ja Hannah?”
Hun var et af de mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldt for moster, faster, tante eller hvilken titel man nu havde. Hun foretrak at blive kaldt ved sit navn, fordi hun efter egen mening stadigvæk mente at hun var ung og rørig. Derimod havde hendes mand, Adin, end anden holdning. Han holdte af at vi kaldte ham for onkel, hvilket jeg også måtte indrømme at jeg faktisk også gjorde. Det gav mig et tættere forhold til ham end han bare var ”Adin” eller ”min mosters mand”.
”Hvad er dine og din brors planer for i aften?” spurgte Hannah mig.
”Jeg ved ikke hvad min bror har for, men jeg skal passe tvillingerne i aften, som jeg lovede dig for flere uger siden.”
Hannah vendte sig mod mig, da jeg sagde dette. Indtil da havde hun stadig stået og æltet på den dej hun var i gang med.
”Åh, undskyld, Rebecca. Jeg havde helt glemt at sige det, men jeg tager de små med hen til pigerne i aften.” Jeg grinede altid lidt over at Hannah stadig kaldte sine voksne veninder for pigerne.
Jeg smilede blot til hende og trak på skuldrene. Det var ikke første gang, at Hannah havde glemt at informere mig om ændrede planer.
”Det okay. Jeg finder nok på noget.”

Undergrunden - et udkast, sig hvad I synes

Min mor døde i 1996, da jeg var syv år gammel. Kræften havde taget hende, sagde min far. Dengang troede jeg på, men det gør jeg ikke længere.

Min far var alkoholiker og er i dag forsvundet fra jordens overflade. Men jeg ved at han findes derude og at jeg en dag nok skal finde ham.

Min lillebror Jordan på 18 er også forsvundet, men folk siger at de har set ham tæt på landsbyerne. Et sted han ikke burde være, da han søgte ind i de dybere undergrunde for tre år siden.

Året er 2015, mit navn er Michaela… og jeg er oprører imod verdensmagten!

My life

Jeg trykkede endnu engang på min mobil for at se om der var kommet nogle beskeder. Det var der ikke. Jeg lagde mobilen fra mig og optog læsningen af min bog. Noget skulle jeg jo få tiden til at gå med, så jeg ikke blev sindssyg af al den venten.

Evig kærlighed

”Jeg elsker dig” hviskede hun ”Du vil altid være min eneste ene. Selv i himlen.”

Disse ord forlød igen og igen i hans hoved. Han havde mistet alt det han havde levet for. Sin bedste veninde, sin kæreste, sin soulmate, sit et og alt. For det var det, hun var for ham. Christine Miriam Larsen. Og nu sad han her. Forladt. Gemt i sorgens tårer. Han kæmpede sig i skole hver dag, men sad altid mutters alene nederst i hjørnet, lige ved siden af den tomme plads, hvor Christine plejede og sidde. Han havde kendt til hendes hemmelighed lige siden de begyndte i 1.g, men først for et halvt år havde hun afsløret det for resten af klassen. Da var de halvt igennem 2.g. Det var hårdt for Christine, for kræften havde spredt sig hurtigt, og siden det gik ud over hendes fravær i skolen, havde hun valgt og sige det til klassen, inden der kom alt for mange rygter.

Hvad der skulle have været et liv

Pennen står ikke stille i hendes hånd. Ordene bliver roligt skrevet ned på papiret, mens tårerne løber ned over hendes kinder, og gør brevet ægte.
Det skulle have været i dag. Det skulle have været i dag, at de skulle have fejret de 7 år, de havde været venner i. De nåede kun til 6 år og 6 måneder.

Et farvel der blev for sent

en novelle, der handler om aldrig at glemme sine venner og deres støtte
____

Hun står foran spejlet og ser på sin alt for tynde krop. Hun smiler usikkert ved tanken om, at man ikke kan se det store vægttab i hendes ansigt. Og bukserne, bukserne er alt for store. De bliver holdt oppe af et bælte, et bælte der har huller hele vejen rundt. Hun finder den store trøje frem fra skabet, og smutter i den.
Hun smider sig i sengen, og finder telefonen der ligger på sin vante plads ved sengen. Ingen beskeder. Ikke engang fra ham. Måske skulle hun prøve og skrive bare en lille sms, men hun vil ikke være for desperat. Alting er så skide besværligt, tænkte hun. Pludselig vibrerer mobilen. En sms er løbet ind. Kan det være fra ham, når hun at tænke inden hun trykker på 'Læs' og ser at det er fra Kasper, hendes bedste ven.
'Kom ud med dig.' er det eneste der står i beskeden. Katrine smiler. Hun ved, at han er derude, og venter på at hun kommer ud. Hun kigger ud af vinduet, og jo, minsandten om han ikke står dernede, lænet op ad sin cykel.