Under kastanjen

(Dansk stil fra 2005)

Hun sidder bare der og stirrer. Stirrer på ingenting, men på noget som alligevel må være der for hende. Vinden trak i ham. Den var blid i dag, ligesom vejret. Han stod og så på hende, som han havde gjort lige siden, hun startede på skolen. Der var noget over hende, som mindede ham om noget, han for længst havde glemt.

 Vinden blæste de varme og kærlige dufte fra vintergækkerne mod hende. En tåre triller ned af kinden på hende. Nogle tårer bliver til flere. Hun sidder forstenet uden at gemme tårerne i hænderne. Forstenet og hård som en sten. Urokkelig fra sin plads i livets gang. Hun så på sine hænder. Fine og rene uden spor af sort samvittighed. Men samvittigheden sad fast i hende. Den sad fast i hende, som barken sidder fast på træerne, som husene står fast på jorden. Hun havde gjort noget forkert. Hun vidste ikke hvad, men noget havde hun gjort forkert.

 Vinden ruskede igen blidt i træerne og buske. De nyopkomne blomster duftede så dejligt. Hun kunne alligevel ikke lade være med at snuse duften i sig. Selvom hendes sind var så mørkt, som en dyster aften med piskende regn og tordenvejr. Hendes hud var kold, selvom solen skinnede og varmede. Hun rejste sig, men bevægede sig ikke. Hun kunne ikke. At sidde lang tid på den kolde bænk under kastanje træet havde gjort hende kold. Hun tog et skridt, og et skridt mere. Langsomt bevægede hun sig, langsomt som sneglene drog forbi.

Han så efter hende, til hun var helt forsvundet bag om skolens hjørne. Han forstod egentligt ikke, hvorfor han blev ved med at iagttage hende hver dag. Hun var køn, men ikke ligefrem den populæreste på skolen. Men det var han i øvrigt heller ikke, så det gjorde ikke så meget. Han husker allerførste gang hun trådte ind i klassen, som var det i går. Hendes alt for lyse hud, hendes sorte tøj som var fyldt med alt muligt tingeltangel, hendes sko som var et par numre for store. Hendes hår og øjne havde tiltrukket hans opmærksomhed mest. De grønne katte lignende øjne, der skinnede i mørket. Og hendes sorte hår. Han vidste ikke rigtig, om det var oprindeligt sort. Han havde set lyse tjavser, så hun måtte være lyshåret. Han havde tit forestillet hende lyshåret, men billedet var altid gået i opløsning igen. Varmen dansede rundt om ham, da han gik hjemad. Eller til det der nu var et hjem. Det rodede og det lugtede af alkohol og cigaretrøg døgnet rundt. Han hadede at komme der, men han vidste, at kom han ikke hjem, fik han ballade.

Hun var lige trådt ind af døren da duften af renhed nåede hende. Hvor hun dog afskyede den lugt. Hendes mor havde rengøringsvanvid året rundt. Det var til at blive vanvittig af, altid at skulle dufte til renhed. Der var aldrig den hjemlige duft i hendes hjem. Som altid smider hun de beskidte sko midt i opgangen, og går ind på sit værelse. Men midt i gangen stopper hun op, og bukker sig ned, og sætter skoene pænt ind til siden. Hun sætter tasken lige ved siden af. Hænger den meget slidte og hærgede jakke op på knagen, hvor hun normalt egentligt bare smider den på gulvet. Hun går ud i køkkenet, hvor hendes mor står og laver salat. Hendes mor har altid gang i et eller andet, så hun ænser aldrig Siri når hun kommer hjem. Siri tager tasken igen og går ind på værelset.

Han sidder på værelset og hører højt techno musik. Han er alene hjemme for en gangs skyld. Han sidder bare og nikker til musikken der strømmer ud af de små højtalere. „Skønt,” tænker han „endelig fred for de små irriterende unger” og sukker. Livet er hårdt for en 16-årig dreng som Mikkel med 3 mindre søskende der råber og skriger, og med en far som er alkoholiker, og sover og drikker det meste af dagen væk. Mikkel kigger på sin telefon. En gammel elendig telefon. Han ser på en lap papir ved siden af den. Han tager lappen og ser på den. Hvidt og fladt, lidt krøllet måske. Der står et nummer på den. Han kender ikke nummeret. Han ser længe på den ene lap med det ene nummer, som er meget fint skrevet. Skrevet af en pige ligner det. Han vender papiret om, og der står noget. Siri Svensson. Det var altså Siris nummer. Nu huskede han det. Siri havde skrevet hendes nummer for lang tid siden, men grunden kan han ikke huske. Han tog telefonen og tastede nummeret ind.

Derhjemme sad Siri på sengen og stirrede på den modsatte væg. Telefonen ringede, og hun kunne høre hendes mor plapre løs. „Siri.. Det til dig.” kaldte hendes mor. Siri stak hovedet udenfor den hvide dør. „Det er en Mikkel Bruun,” sagde hun og gav telefonrøret til Siri. „Hallo..” sagde hun, „Hej Siri. Det er Mikkel fra din klasse. Jeg vil høre om vi ikke kunne mødes under den store kastanje i skolen?” braste det ud af Mikkel i telefonen, „Jo sagtens.” sagde hun, og lagde på. Hun gik ud i gangen, og skulle til at tage den slidte jakke, da hun opdagede den ikke hang der. „Mor!” råbte hun højt „Hvor er min jakke?”. „Den har jeg smidt til vask, kære. Tag den hvide.” svarede moren fra køkkenet af, hvor hun sikkert lavede noget nyt lækkert mad. Siri stirrede på den hvide jakke. Hvor hun dog afskyede farven hvid. Den var alt for lys og stemningsfuld til hende. Men hun tog den alligevel på.

Han stod under træet, da han så hende komme gående med en hvid jakke. Hun stillede sig direkte foran ham. „Min irriterende mor smed min sorte jakke til vask.” sagde Siri ligeud. „Okay...” sagde Mikkel og satte sig ned på bænken. Siri satte sig ved siden af. Hun kunne igen mærke den kolde bænk gå igennem skindet på hende. Hvor hun dog afskyede kulde. Ligesom hun afskyede alt andet der ikke var hende. Mikkel spurgte om noget ligegyldigt, og hun svarede også uden at lægge mærke til det.

Timerne fløj af sted, som jorden drejede rundt, for Siri og Mikkel. Først da solens sidste stråler var forsvundet fra jorden og husenes vægge opdagede de hvad klokken var. De så på hinanden, og udforskede hinandens ansigter. Mikkel så på Siris skeletagtige ansigt. Hun var jo køn nok når man så hende tæt på. Mikkel havde et rimelig godt ansigt, med lidt søde buttet kinder. „Nå, men jeg må hellere gå.” sagde Siri og rejste sig. Igen følte hun kulden gå gennem kroppen. Hun bevægede sig stille og langsomt. I det samme øjeblik tog Mikkel fat i hende og vendte hende om. Han så ind i hendes skinnede grønne øjne.

Siri var noget fra sig selv da hun kom hjem. Mikkel havde kysset hende under kastanjen, ikke stort, bare et lille et.

 Senere den aften stod en spinkel lille pige under kastanje træet ved skolen. Det var mørkt udenfor, mørkt som en kold vinterdag. Der høres skrabelyde fra pigen. Ingen kan se hvad hun er i færd med. Med et er skikkelsen forsvundet fra lyset.

Mikkel står og ser på graven. Der ligger mange smukke blomster. Roser og tulipaner. Han kigger på gravstenen: Siri Mikkelsen • Født den 10-04-1989 † Død den 11-04-2005.

 Det var i går. Det var i går hun forlod jorden for sidste gang. Den 11. april. Siri var blevet fundet under kastanjen i skolegården. Hendes hænder sad om en kniv, som hun havde stukket igennem hjertet. Hun havde fået en tragisk død – selvmord.

 Mikkel står og kigger på kastanjen. Der er ridset noget ind i det. Han går nærmere og følger ridserne, og staver sig frem. „Mikkel jeg elskede dig. Siri.”, er der ridset ind i træet. Mikkel sætter sig ned. Tårerne begynder at komme. Flere og flere. Til sidst sidder Mikkel begravet med hovedet i hænderne, og hænderne er våde efter tårerne over tabet af Siri.