Se mine øjne - de svømmer

Kate Larsen var en af de typiske piger der gik op i sit hår og i sit tøj. Hun havde drengenes øjne i nakken hele tiden, og hun nød det. Men når hun var bag sin dør til værelset, følte hun sig alene.
Hun prøvede altid og overbevise sig selv om, at hun havde alt det, andre drømte om. Men hun ønskede sig det modsatte. Hun ønskede sig en familie, hvor ens storebror ikke var på stoffer, og hvor faderen ikke havde forladt dem for en 26-årig pige, og hvor moderen ikke drak.
Hun ville have en familie, hvor alt var idyl og hun blev mødt af smilende mennesker hver morgen. Den morgen hun havde nu, var et helvede. Hun måtte sørge for at moderen kom op og på arbejde, for der drak hun nemlig ikke. Ja, for jobbet var jo vigtigere end hendes familie. Ikke et under at faderen forlod dem, tænkte hun tit. Og hendes uduelige storebroder kunne sejle i sin egen sø. Han lå alligevel i sengen med en eller anden ny pige, som han havde støvet op til en af de fester han altid var til. Åh hvor hun dog hadede den her familie. Eller for det meste faktisk kun hendes bror og mor.
De var nogle idioter, hvorimod hendes far var mere fair, og gav hende grænser. Grænser som hun troede på og overholdte, for hun ville ikke miste den sidste rest af familie hun havde tilbage.

Om at vælge den rette

Hun vågnede op og så sig forvirret omkring, indtil hun huskede, at hun lå i et klasselokale sammen med en masse andre spejdere. Hun vendte sig rundt på liggeunderlaget og smilede. For mindre end to meter væk fra hende, lå Peter. Ham den seje, rødhårede gut, som alle piger faldt for. Ham, som alle piger sværmede om, når de var af sted på ture og kurser. Men han lod aldrig nogen komme helt tæt på sig. Han kunne give pigerne et kæmpe smil og et kærligt puf, men han tog aldrig notits af pigernes tilnærmelser. Blev der listet en arm under hans, listede han sig fri med et smil.
Hun smilede igen. Ingen lagde mærke til hende i starten. Hun kunne gå for sig selv og tænke i ro og mag det første døgn, men så fik folk øjnene op for hende. Hendes myndige stemme blandet med englefryden fra hendes sangstemme forbløffede altid folk. Men det der fangede dem først, var hendes øjne.

Illusioner og Mareridt

Bryndis løb hen ad gangen i skolen. Hun var ved at komme for sent igen. Det var også på grund af den dumme drøm. Hun havde haft den samme drøm de sidste 3 nætter og det irriterede hende meget. Nok var hendes hobby at tyde drømme, og hun var rimelig god til det. Men hun kunne ikke tyde den drøm her. Den var for indviklet, for kompliceret, for utydelig. Hver morgen når hun vågnede huskede hun kun en kvindes skrig. Hun nåede lige ind i klasselokalet inden læreren kom. Det var tæt på.