Fordi... Bare fordi - Kapitel 1

Maja kiggede på Mikkel for 3. gang på 20 minutter.
”Han er flot bagfra,” tænkte hun.
Mørk, krøllet hår, som lagde sig fladt i den solbrune nakke. Og hans maskuline, brede skuldre. Hun tænkte på hans flotte, grønne øjne, og et smil, der sendte enhver pige i gulvet. Maja var glad, følelsen bredte sig i hele hendes krop, og hun smilede skjult bag sin hånd for at de andre ikke skulle opdage det. Selvom Mikkel og hun ikke var kærester, opførte de sig tit som om de var det. Mikkel kyssede hende nemlig altid på kinden, hver gang han så hende. Ingen sagde noget til det, for de kendte godt til Mikkel og Majas venskab.
Hverken Mikkel og Maja havde skænket det en tanke at blive kærester, men deres venner havde deres tanker om det, selvom de aldrig sagde noget, for de vidste at Maja aldrig blev jaloux over at Mikkel havde kærester. Nogen af hendes nære veninder havde været kærester med Mikkel. Og Maja synes ikke der var noget mærkeligt i at snakke om Mikkel, med sine veninder. Men til gengæld vidste hun, hvor grænsen gik ved at snakken om Mikkel. Og det samme gjorde hendes veninder.

En krigers blod

Jeg sad og betragtede min fætter og kusine, Jeffrey og Isabell, som sad og legede sammen i kravlegården. Godt nok var de 4 år, men de var nysgerrige af natur, så derfor var de i kravlegården. Imens jeg kiggede på dem, sad jeg og tænkte tilbage, da jeg selv var deres alder. Mig og min bror, som i øvrigt er min tvillingebror, kunne absolut ikke enes da vi var små. Vi skændtes, slog, bed og nappede hinanden konstant. Og vores mor havde altid sit besvær med at få os skilt ad igen.
”Rebecca” afbrød en stemme ude fra køkkenet af.
Jeg rejste mig og gik ud til min moster, som var hende, der havde kaldt.
”Ja Hannah?”
Hun var et af de mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldt for moster, faster, tante eller hvilken titel man nu havde. Hun foretrak at blive kaldt ved sit navn, fordi hun efter egen mening stadigvæk mente at hun var ung og rørig. Derimod havde hendes mand, Adin, end anden holdning. Han holdte af at vi kaldte ham for onkel, hvilket jeg også måtte indrømme at jeg faktisk også gjorde. Det gav mig et tættere forhold til ham end han bare var ”Adin” eller ”min mosters mand”.
”Hvad er dine og din brors planer for i aften?” spurgte Hannah mig.
”Jeg ved ikke hvad min bror har for, men jeg skal passe tvillingerne i aften, som jeg lovede dig for flere uger siden.”
Hannah vendte sig mod mig, da jeg sagde dette. Indtil da havde hun stadig stået og æltet på den dej hun var i gang med.
”Åh, undskyld, Rebecca. Jeg havde helt glemt at sige det, men jeg tager de små med hen til pigerne i aften.” Jeg grinede altid lidt over at Hannah stadig kaldte sine voksne veninder for pigerne.
Jeg smilede blot til hende og trak på skuldrene. Det var ikke første gang, at Hannah havde glemt at informere mig om ændrede planer.
”Det okay. Jeg finder nok på noget.”

Undergrunden - et udkast, sig hvad I synes

Min mor døde i 1996, da jeg var syv år gammel. Kræften havde taget hende, sagde min far. Dengang troede jeg på, men det gør jeg ikke længere.

Min far var alkoholiker og er i dag forsvundet fra jordens overflade. Men jeg ved at han findes derude og at jeg en dag nok skal finde ham.

Min lillebror Jordan på 18 er også forsvundet, men folk siger at de har set ham tæt på landsbyerne. Et sted han ikke burde være, da han søgte ind i de dybere undergrunde for tre år siden.

Året er 2015, mit navn er Michaela… og jeg er oprører imod verdensmagten!