Se mine øjne - de svømmer

Kate Larsen var en af de typiske piger der gik op i sit hår og i sit tøj. Hun havde drengenes øjne i nakken hele tiden, og hun nød det. Men når hun var bag sin dør til værelset, følte hun sig alene.
Hun prøvede altid og overbevise sig selv om, at hun havde alt det, andre drømte om. Men hun ønskede sig det modsatte. Hun ønskede sig en familie, hvor ens storebror ikke var på stoffer, og hvor faderen ikke havde forladt dem for en 26-årig pige, og hvor moderen ikke drak.
Hun ville have en familie, hvor alt var idyl og hun blev mødt af smilende mennesker hver morgen. Den morgen hun havde nu, var et helvede. Hun måtte sørge for at moderen kom op og på arbejde, for der drak hun nemlig ikke. Ja, for jobbet var jo vigtigere end hendes familie. Ikke et under at faderen forlod dem, tænkte hun tit. Og hendes uduelige storebroder kunne sejle i sin egen sø. Han lå alligevel i sengen med en eller anden ny pige, som han havde støvet op til en af de fester han altid var til. Åh hvor hun dog hadede den her familie. Eller for det meste faktisk kun hendes bror og mor.
De var nogle idioter, hvorimod hendes far var mere fair, og gav hende grænser. Grænser som hun troede på og overholdte, for hun ville ikke miste den sidste rest af familie hun havde tilbage.

Om at vælge den rette

Hun vågnede op og så sig forvirret omkring, indtil hun huskede, at hun lå i et klasselokale sammen med en masse andre spejdere. Hun vendte sig rundt på liggeunderlaget og smilede. For mindre end to meter væk fra hende, lå Peter. Ham den seje, rødhårede gut, som alle piger faldt for. Ham, som alle piger sværmede om, når de var af sted på ture og kurser. Men han lod aldrig nogen komme helt tæt på sig. Han kunne give pigerne et kæmpe smil og et kærligt puf, men han tog aldrig notits af pigernes tilnærmelser. Blev der listet en arm under hans, listede han sig fri med et smil.
Hun smilede igen. Ingen lagde mærke til hende i starten. Hun kunne gå for sig selv og tænke i ro og mag det første døgn, men så fik folk øjnene op for hende. Hendes myndige stemme blandet med englefryden fra hendes sangstemme forbløffede altid folk. Men det der fangede dem først, var hendes øjne.

Illusioner og Mareridt

Bryndis løb hen ad gangen i skolen. Hun var ved at komme for sent igen. Det var også på grund af den dumme drøm. Hun havde haft den samme drøm de sidste 3 nætter og det irriterede hende meget. Nok var hendes hobby at tyde drømme, og hun var rimelig god til det. Men hun kunne ikke tyde den drøm her. Den var for indviklet, for kompliceret, for utydelig. Hver morgen når hun vågnede huskede hun kun en kvindes skrig. Hun nåede lige ind i klasselokalet inden læreren kom. Det var tæt på.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 4

Mike kom hurtigere hjem end da han var løbet over til Mary. Han stormede ind af døren og fandt sin søster liggende i krampegråd på gulvet.

    ”Erica.” sagde han kort.

Erica reagerede prompte og fløj nærmest op fra gulvet. Mike så lettelsen skylle igennem hendes ansigt, da hun opdagede hvem det var.

    ”Hvem er det, der kommer?” spurgte Mike direkte inden hun nåede at sige noget.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 3

Næste morgen da Erica luntede ned til morgenmaden lyttede hun til stemmerne i køkkenet, men hun kunne ikke fornemme Mike der. Hun gik slukøret videre, men fik sig en overraskelse, da hun kom ud i køkkenet. Der sad Mike i joggingbukser og tanktop uden at man kunne se noget spor efter biddet. Erica vidste godt, hvad Mike havde gjort. Han havde lukket hende helt ud af sit sind, så hun ikke kunne komme i kontakt med ham telepatisk eller overhovedet fornemme hans tilværelse. Det var derfor, at han havde låst døren i går aftes – for at skabe afstanden til sin tvillingesøster.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 2

Mike og Ericas instinkter og væsen nedstammer fra to oldgamle generationer, som folk i dag kun ville tro, fandtes i eventyr. De nedstammer fra slægterne vampyrer og varulve, men de har ikke helt normale gener, som mange andre i deres slægt. Deres far er nemlig vampyr og deres mor er varulv. Da deres mor ventede tvillingerne, vidste ingen i de to slægter, hvordan skæbnen ville lægge sig for Mike og Erica. Men generne faldt heldigt ud. Mike har arvet sine mors varulvegener, mens deres fars vampyrgener gik til Erica, dog med enkelte fordele. Deres far er nemlig tvunget til at gå med en ring for at kunne færdes udenfor i sollyset, mens Erica frit kan færdes, da hun har arvet de varulvegener, der flyder i hendes mors og tvillingebrors årer. Og hvor andre vampyrer ikke vokser i højden og forbliver samme størrelse, som de blev forvandlet i, har generne gjort at Erica vokser som alle andre og stopper først med at vokse, når hun når det fuldvoksne vampyrstadie. Dog må hun som alle andre vampyrer døjes med den kolde og blege hud.

Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede - Kapitel 1

    ”Mike!” lød der igennem et parcelhus i den nordlige ende af byen. Det var den sædvanlige smøre, når man have to hjemmeboende teenagere, som endda var tvillinger.
    ”Herinde!” kom det fra et af værelserne i huset.
Inde på værelset sad der en dreng i sengen med sin computer i skødet. Hans fingre fløj hurtigt henover tastaturet, mens blikket fulgte ordene i det stilehæfte, der lå ved siden af ham.
Han kiggede først op, da der stod en pige i dørkarmen til sit værelse.
    ”Hvad er der, søster?”
    ”Hvor er mor og far henne?” spurgte pigen med irriteret stemme.
    ”Overarbejde igen. Du burde tage og høre din telefonsvarer engang imellem.”, svarede han kort og koncentrerede sig igen om computeren.
    ”Åh! For helvede! Jeg skulle have brugt bilen!”
    ”Erica, slap af. Det er jo trods alt deres bil.”, mindede han hende om.
    ”Men Mike, du forstår det ikke. Jeg skal mødes med Mary om en time inde i byen.” stønnede Erica.
    ”Så tag bussen.” kom det køligt fra Mike, som stadig ikke værdigede hende et blik.
    ”Kan jeg ikke få lov til at låne din bil?” spurgte Erica med meget sød stemme.
    ”Nej.”
    ”Hvorfor ikke?”
    ”Fordi du burde lære at tage bussen i stedet for at smadre min bil.”
Denne gang kiggede Mike op på hende og det var ikke et mildt blik, han sendte hende.
    ”Glem det! Det nytter jo ikke at diskutere med stræberen.” sagde Erica vredt og vendte om.
Ti minutter senere hørte Mike hoveddøren smække i.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 4

Maja og Mikkel lå hjemme i Mikkels seng og gloede noget tv, da en stemme råbte op til dem nede fra stuen af.
”Mikkel, er du hjemme?”
Det var Mikkels mor, der var kommet hjem efter at tilbragt weekenden sammen med sin kæreste Carsten på et spabad i den anden ende af landet.
”Hej mor. Ja er jeg. Maja er her også.” råbte Mikkel tilbage.
”Kommer du ned et øjeblik, Mikkel?”. Mikkel kiggede på Maja og kyssede hende så på panden, inden han rejste sig op for at gå ned til sin mor.
Mikkels mor stod inde i stuen og rodede med mobil, pung og nøgler. Hun smilede til ham, da han gik ind til hende.
”Hej min skat. Har du haft det hyggeligt?” spurgte hun.
”Ja, det har været okay. Maja har været her.”, svarede han.
Mikkels mor sendte ham et skeptisk blik.
”Mikkel, du ved godt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om, at den pige er her. Folk kunne jo få forkerte tanker.”, sagde hun alvorligt.
Mikkels mor var opdraget med den gamle skole angående det med kærester og ægteskab. Hun brød sig ikke om, at Mikkel havde piger med hjemme, som han ikke var i et relateret forhold til.
”Slap af, mor. Ser du, der er sket noget” begyndte han forsigtigt.
Det var en øm sag at skulle fortælle sig mor, at den pige han i flere år havde fortalt moren, var hans bedste veninde, nu altså var blevet hans kæreste.
”Vi er blevet kærester.” kom det pludseligt fra Maja, som var kommet ned uden at Mikkel havde opdaget det.
”Hvad er I?”. Nu rettede Mikkels mor opmærksomheden mod dem begge.
”Ja. Der skete ligesom nogle ting i weekenden – ikke alvorligt, mor – som fik os til at indse nogen tydelige tegn.” sagde Mikkel og tog Majas hånd.
Hun så på ham med et smil, som ikke var til at tage fejl. Mikkels mor så ømt på dem.
”Åh, hvor er jeg glad for at høre det.” sagde hun og smilede, og gav sig til at omfavne dem begge to.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 3

Majas tårer flød ned af kinderne, da hun ringede til Christine.
”Maja, er der noget galt?” spurgte Christine, da hun hørte Majas rystende stemme.
”Alting er galt lige nu. Jeg er hos dig om fem minutter.” sagde Maja og lagde på.
Hvorfor sker det altid for mig?, tænkte Maja vredt. Hun hadede og skændes med Mikkel, og især nu, hvor hun ikke anede hvad der skulle ske med dem. Jeg elsker ham jo, men alting er så fandens svært!, tænkte hun, og kneb øjnene sammen.
”Bip Bip” lød det fra hendes mobil.
Maja tog den op af tasken og åbnede beskeden.
”Jeg elsker dig. Husk det.” havde Mikkel skrevet. Maja smilede, og lagde mobilen tilbage i tasken.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 2

”Maja, stop nu!” råbte han efter hende. Men Maja stoppede ikke.
Mikkel fik indhentet hende, og greb fast i hendes skulder, og vendte hende rundt.
”Hvad pokker er der i vejen med dig?” sagde han.
”Slip mig!” skreg Maja, men Mikkel holdte hende fast.
Hun begyndte og slå på ham med knyttede næver, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Mikkel var forvirret, og samtidigt for fuld til, at han kunne holde sine følelser for Maja tilbage.
”Hvor kunne du?” skreg hun ”Hvor kunne du gøre det imod mig?”
Maja så på ham med sine forgrædte øjne.
”Hvad snakker du om, Maja?” spurgte Mikkel, og slap taget i hende. Han vidste, at hun blev stående.
”Du kyssede hende. Du kyssede Cathrine!” råbte hun. Mikkel spærrede øjnene op.
Havde hun set dem?, tænkte han.
”Maja…” hviskede han stille.
”Hold op med det!” skreg hun, og skubbede til ham.
”For helvede Maja, så stop dog!” råbte han, og tog igen fat om hendes arme.
”Slip mig!”
Maja vred sig fri, og løb væk fra Mikkel. Men Mikkel løb efter hende. Dette var hans bedste veninde, hans ét og alt. Og han vidste, at det var nu han havde chancen for at få det han længe havde drømt om: sin drømmepige.

Fordi... Bare fordi - Kapitel 1

Maja kiggede på Mikkel for 3. gang på 20 minutter.
”Han er flot bagfra,” tænkte hun.
Mørk, krøllet hår, som lagde sig fladt i den solbrune nakke. Og hans maskuline, brede skuldre. Hun tænkte på hans flotte, grønne øjne, og et smil, der sendte enhver pige i gulvet. Maja var glad, følelsen bredte sig i hele hendes krop, og hun smilede skjult bag sin hånd for at de andre ikke skulle opdage det. Selvom Mikkel og hun ikke var kærester, opførte de sig tit som om de var det. Mikkel kyssede hende nemlig altid på kinden, hver gang han så hende. Ingen sagde noget til det, for de kendte godt til Mikkel og Majas venskab.
Hverken Mikkel og Maja havde skænket det en tanke at blive kærester, men deres venner havde deres tanker om det, selvom de aldrig sagde noget, for de vidste at Maja aldrig blev jaloux over at Mikkel havde kærester. Nogen af hendes nære veninder havde været kærester med Mikkel. Og Maja synes ikke der var noget mærkeligt i at snakke om Mikkel, med sine veninder. Men til gengæld vidste hun, hvor grænsen gik ved at snakken om Mikkel. Og det samme gjorde hendes veninder.

En krigers blod

Jeg sad og betragtede min fætter og kusine, Jeffrey og Isabell, som sad og legede sammen i kravlegården. Godt nok var de 4 år, men de var nysgerrige af natur, så derfor var de i kravlegården. Imens jeg kiggede på dem, sad jeg og tænkte tilbage, da jeg selv var deres alder. Mig og min bror, som i øvrigt er min tvillingebror, kunne absolut ikke enes da vi var små. Vi skændtes, slog, bed og nappede hinanden konstant. Og vores mor havde altid sit besvær med at få os skilt ad igen.
”Rebecca” afbrød en stemme ude fra køkkenet af.
Jeg rejste mig og gik ud til min moster, som var hende, der havde kaldt.
”Ja Hannah?”
Hun var et af de mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldt for moster, faster, tante eller hvilken titel man nu havde. Hun foretrak at blive kaldt ved sit navn, fordi hun efter egen mening stadigvæk mente at hun var ung og rørig. Derimod havde hendes mand, Adin, end anden holdning. Han holdte af at vi kaldte ham for onkel, hvilket jeg også måtte indrømme at jeg faktisk også gjorde. Det gav mig et tættere forhold til ham end han bare var ”Adin” eller ”min mosters mand”.
”Hvad er dine og din brors planer for i aften?” spurgte Hannah mig.
”Jeg ved ikke hvad min bror har for, men jeg skal passe tvillingerne i aften, som jeg lovede dig for flere uger siden.”
Hannah vendte sig mod mig, da jeg sagde dette. Indtil da havde hun stadig stået og æltet på den dej hun var i gang med.
”Åh, undskyld, Rebecca. Jeg havde helt glemt at sige det, men jeg tager de små med hen til pigerne i aften.” Jeg grinede altid lidt over at Hannah stadig kaldte sine voksne veninder for pigerne.
Jeg smilede blot til hende og trak på skuldrene. Det var ikke første gang, at Hannah havde glemt at informere mig om ændrede planer.
”Det okay. Jeg finder nok på noget.”