Evig kærlighed

”Jeg elsker dig” hviskede hun ”Du vil altid være min eneste ene. Selv i himlen.”

Disse ord forlød igen og igen i hans hoved. Han havde mistet alt det han havde levet for. Sin bedste veninde, sin kæreste, sin soulmate, sit et og alt. For det var det, hun var for ham. Christine Miriam Larsen. Og nu sad han her. Forladt. Gemt i sorgens tårer. Han kæmpede sig i skole hver dag, men sad altid mutters alene nederst i hjørnet, lige ved siden af den tomme plads, hvor Christine plejede og sidde. Han havde kendt til hendes hemmelighed lige siden de begyndte i 1.g, men først for et halvt år havde hun afsløret det for resten af klassen. Da var de halvt igennem 2.g. Det var hårdt for Christine, for kræften havde spredt sig hurtigt, og siden det gik ud over hendes fravær i skolen, havde hun valgt og sige det til klassen, inden der kom alt for mange rygter.

Hvad der skulle have været et liv

Pennen står ikke stille i hendes hånd. Ordene bliver roligt skrevet ned på papiret, mens tårerne løber ned over hendes kinder, og gør brevet ægte.
Det skulle have været i dag. Det skulle have været i dag, at de skulle have fejret de 7 år, de havde været venner i. De nåede kun til 6 år og 6 måneder.

Et farvel der blev for sent

en novelle, der handler om aldrig at glemme sine venner og deres støtte
____

Hun står foran spejlet og ser på sin alt for tynde krop. Hun smiler usikkert ved tanken om, at man ikke kan se det store vægttab i hendes ansigt. Og bukserne, bukserne er alt for store. De bliver holdt oppe af et bælte, et bælte der har huller hele vejen rundt. Hun finder den store trøje frem fra skabet, og smutter i den.
Hun smider sig i sengen, og finder telefonen der ligger på sin vante plads ved sengen. Ingen beskeder. Ikke engang fra ham. Måske skulle hun prøve og skrive bare en lille sms, men hun vil ikke være for desperat. Alting er så skide besværligt, tænkte hun. Pludselig vibrerer mobilen. En sms er løbet ind. Kan det være fra ham, når hun at tænke inden hun trykker på 'Læs' og ser at det er fra Kasper, hendes bedste ven.
'Kom ud med dig.' er det eneste der står i beskeden. Katrine smiler. Hun ved, at han er derude, og venter på at hun kommer ud. Hun kigger ud af vinduet, og jo, minsandten om han ikke står dernede, lænet op ad sin cykel.