The Regent and the General: The Panic Attack

I didn’t know what to do. The panic was starting to spread in my body, and I couldn’t breathe. My fingers were trembling, and I really just needed some air. My brain was starting to throb against the skull, and I felt the migraine creep up from behind and take over the entire left side of my head. I really hated it, when the panic attack took over me completely. I didn’t know what to do. I couldn’t focus at all. I thought I heard some glass shatter in the background, but I wasn’t sure.

I felt something warm in my hand, but I didn’t take notice of it. In the distance I could hear voices calling at me, but I couldn’t focus on who it was or what they were saying. I stumbled across the floor and felt hands reaching for me, probably to hold me up. I tried really hard to focus on their faces, but it was just blurred lines, so I shot my eyes closed. Their hands tried to get me to sit down, but I just bashed their hands away. For fucks sake, I didn’t want their stupid help. I just wanted to be alone.

But then I heard that one voice, I would recognize anywhere in the world. It was her voice. The voice, I thought, I lost the right to hear a long time ago. But she was here, and I didn’t understand how.

“Megan” her voice called out in my foggy mind, and tears instantly ran down my cheeks. I reached my hand out for her, but since I still couldn’t focus, my hand just grabbed out in the empty air. I let out a sob, because my mind realized that she wasn’t there, like all the other times I had broken down and dreamed about her presence. Then I felt her small warm hands cupping my face, and once again I heard her voice. This time she whispered my name, but I could hear it loud and clearly. “Megan, listen to me” it came calmly from her, like we were having a normal conversation and not me broken down in front of her. “Focus on my voice, and come back to me, love” she used the words I have told her so many times before. The exact words that I used to pull her out of her misery, and now she was using them to help me. I blinked a few times and then her face was bright and clear right in front of me. Her expression was filled with concern, but when she saw that I was coming back to focus, her expression changed. I saw her eyes smile with the brightest light, and her mouth also smiled a little. “That’s right, Megan. Just come back to me, I’m right here” she whispered, and I opened my mouth and then closed it again. “Don’t talk. Just focus on my voice, alright? You will be okay, but you need to focus” she told me with a voice that wasn’t up for debate. I just nodded silently and took my time to focus on her words, while she was holding my gaze to her, so I didn’t go out of focus again.

Slowly my breathing began to be normal again, and I heard the words “Breathe in, breathe out. Focus on that”. My eyes started to collect the blurred lines into the outlines the things around me had. I saw Gina and Eliot stand right behind Callie and they both looked very worried. “Don’t focus on them, my love. Just focus on me” she said and I turned my eyes back to hers. The pain in my head throbbed as did the cut in my hand. I noticed that I was clenching the hand very tight, so that the blood wouldn’t spill on the floor. Eliot noticed it as well and came over and put a bandage on my hand without saying a word. “Look at me” said Callie to me, and I looked her in the eyes. “Are your fingers trembling?” she asked, and I looked down on my hands. My fingers did shake a little bit, but not as bad as when the panic rushed through my body. And that was when I noticed that the panic attack had stopped. I could breathe fine again, and I felt calm inside. The only remaining signs were the pain in my hand and head. I looked up at her again, and saw the smile that was on her face, because she knew exactly what I just had discovered. “I said you will be fine, love” she smiled even more. “Callie” I finally spoke and once again broke down with tears, while I threw myself in her embrace and felt her arms around me for the first time in many months.

Baggrundshistorie til "Den vise Konge & Den smukke Dronning"

"Den vise Konge & Den smukke Dronning" er en historie, som jeg har skrevet personligt til brudeparret Lonnie & Steen, som fejrede deres sølvbryllup ved at blive gift i kirken den 23. maj 2015. Lonnie & Steen er venner af min (eks)kærestes forældre, så jeg har derfor mødt dem et par gange.

Hele ideen med historien udsprang af en mail, som min (eks)kæreste og jeg havde fået fra Lonnie & Steen. Vi var to dage for sent med at melde ud at vi kom til brylluppet, så min (eks)kæreste sendte en mail til dem med vores mail, og svaret, vi fik retur, var meget kreativt:

"Kort efter at vi modtog jeres mail, sprang Steen på hesten, som stod parkeret udenfor, og red af sted til præsten og oplyste, at der kom 2 mere i kirken.

Præsten blev sat ind i, at det var to mennesker, som betyder rigtig meget for os.

Steen fortalte præsten om vores venskab igennem mange år og om nogle af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.

Præsten kunne hurtigt forstå, at det var to mennesker, som vi holder rigtig meget af og han lovede, at de bedste pladser i kirken ville være til rådighed!

Steen og hesten kom glade ridende tilbage. Vores staldmand fik sat hesten på stald med dejligt hø, foder og vand. Smeden fik tilset skoene, så vores hest er klar til næste tur.

Imens Steen talte med præsten, havde jeg travlt med at kontakte de søde ”Bryllupsmedhjælpere”.

Med glæde kunne jeg meddele dem, at de med sikkerhed godt kunne regne med to mere til festen.

Jeg fortalte dem, at de to mennesker var to mennesker, som vi havde haft mange sjove timer sammen med og at det betød rigtig meget, at de ville være med til at fejre kærligheden og en betydningsfuld dag sammen med Steen og mig. Bryllupsmedhjælperne lovede at der ville være forplejning nok, og at både fotograf og dansegulv vil stå klar til at indfange festen."

Jeg grinede, imens jeg læste mailen højt, da det er så lig Lonnie at skrive sådan noget. Faktisk måtte min (eks)kæreste bede mig om at tage mig sammen, så jeg kunne læse resten færdigt. Og det var da jeg læste mailen, at jeg besluttede mig for at skrive en historie ud fra det, som jeg kunne give dem til deres bryllup. Samme dag havde jeg allerede skrevet en historie, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så da vi tog til Sjælland to dage før brylluppet, så skrev jeg faktisk det meste af historien på min tablet mellem Odense og Solrød. Resten blev færdiggjort fredag aften og lørdag formiddag.

Det er sådan med historien, at de eneste to ting, som jeg vidste var helt korrekte, det var grunden til deres første bryllup, samt strømpebåndet til deres andet bryllup i år. Resten har jeg skrevet ud fra egen hånd. Hvilket vil sige, at jeg overhovedet ingen anelse havde, om de følelser og tanker, jeg havde beskrevet, faktisk var sande. Men jeg har skrevet historien ud fra den opfattelse, jeg har af Lonnie & Steen, og sådan som jeg har oplevet dem.

Meningen med historien var at de selv skulle have lov til at læse den til brylluppet. Men Lonnie ville have den læst op, og hende, som havde fået opgaven til at læse kort op, ville altså ikke, fordi historien var på tre sider. Så jeg endte med at sige, at jeg gerne ville gøre det, eftersom det var min egen historie.

Her skal det siges, at jeg aldrig nogensinde har været så offentlig omkring mine historier, og det talent, jeg har. Jeg har altid været meget privat omkring det, fordi jeg er min egen værste kritiker. Men i forbindelse med at jeg har forfatterworkshops, og vi i sidste ende skal stå og læse op fra vores værker, så valgte jeg at læse den op til brylluppet. Trods alt var jeg jo også den eneste, som vidste hvilket tempo historien skulle læses i, så jeg tog det som en øvelse.

Jeg var brandvarm i kinderne, snublede over et par ord og så ikke rigtig op fra teksten, men jeg gjorde det. Og jeg er rigtig glad for at det endte sådan. Især fordi jeg så små glimt af Lonnie & Steens ansigtsudtryk, når jeg læste bestemte passager op, og godt kunne se, at jeg havde ramt helt plet med mine ord. Uden fuldstændig at ane det. Både Lonnie & Steen blev meget rørt over historien, og jeg fik lange kram af dem begge, efter jeg havde læst op. Steen takkede mig også for historien endnu engang, da vi tog hjem kl. 3 om natten, og jeg havde en fuld (eks) svigerinde hængende på mig. Det rørte mig ekstremt, da jeg kunne se, at han virkelig mente det.

Så historien har en betydning for Lonnie & Steen, da den er skrevet personligt til dem. Men den har også en betydning for mig, da jeg har aldrig har gjort sådan noget før.

Det er første gang nogensinde, at jeg har anerkendt og accepteret mit talent på den måde, og rent faktisk gjort det offentligt - og så endda overfor så mange fremmede mennesker! Men jeg er ufattelig stolt af mig selv, for det er jo det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Og det skal ikke skjules for omverdenen.

Den vise Konge & Den smukke Dronning

Der var engang et kongerige, hvor der levede en prins og en prinsesse. Prinsen og prinsessen var meget forelskede, og tilbragte hver dag sammen, da de kunne ikke undvære hinanden. De red rundt i kongeriget på deres flotte, hvide heste og nød den smukke natur, som omgav dem. De nød de smukkeste solnedgange, og ind imellem blev de oppe hele natten og snakkede, for blot at kunne opleve solopgangen.
Deres ønske om at være sammen for evigt trængte sig på. Deres forældre havde givet deres velsignelse til ægteskabets løfter, og nu gik den store planlægning i gang. Prinsessen ønskede et stort bryllup med alle deres kære omkring dem og en brudekjole så stor, at selv Prinsesse Diana ville være misundelig fra sin grav. Prinsen så blot med kærlige øjne på sin smukke tilkommende, og han lod hende have sin vilje, da han ønskede at bringe glæde til hendes dejlige hjerte.
Men pludselig en dag fik prinsen og prinsessen dårligt nyt. Prinsens moder var desværre blevet dårlig. Prinsen ønskede, at hans moder under alle omstændigheder kom med til brylluppet. Men der måtte komme et kompromis. For prinsen kunne ikke opfylde alle prinsessens bryllups ønsker, hvis hans moder skulle opleve det hele. En aften talte prinsen og prinsessen sammen, og han måtte lægge sit hjerte på bordet og fortælle prinsessen om hans højeste ønske for deres bryllup, udover at gifte sig med hende. Prinsessen så sin hjertenskære være i så trist en tilstand, at hun smed alle sine tanker omkring deres bryllup til side, og spurgte sin prins om hans ønsker. Prinsen fortalte, at han blot ville have det nært og med de allernærmeste omkring dem, sådan at hans moder kunne opleve dem blive gift. Prinsessen smilede over sin prins’ store hjerte, og hun erklærede sig straks enig med ham.
Prinsen og prinsessen blev gift under rolige omstændigheder med de nærmeste til stede. Der herskede dog en smule uro i stemningen, da dette øjeblik blev til for at en meget speciel person kunne overvære det. Men både prinsen og prinsessen elskede, samt forevigede dette øjeblik i deres hjerter, for de var nu endelig hinandens.
Siden hen var der gået mange år. Prinsen og prinsessen var nu blevet til konge og dronning af kongeriget, og de havde beriget landet med to børn - en søn og en datter. Årene var blevet så mange, at de nu nærmede sig deres sølvbryllup. Kongen og dronningen forstod næsten ikke at kærligheden havde bragt dem så mange dejlige år, og at det endda havde båret frugt i form at to så skønne børn.
Kongen og dronningen havde længe snakket om at genopleve deres bryllup, og opleve den rigtige magi ved et kirkebryllup, som de ikke fået set ved deres bryllupsdag for mange år siden. Dagen havde dog stadig været speciel, men kongen ønskede at give dronningen det største og bedste bryllup, som ingen havde set i lands rige. Kongen forgudede sin dronning, og han ønskede kun at gøre hende lykkelig, så da de en aften i månelysets skær sad og delte et glas vin til maden, så foreslog kongen sit ønske over for dronningen, som blev ellevilde for sin højt elskede mands forslag.
I mange måneder snakkede de stolpe op og stolpe ned omkring alle detaljerne til deres storslåede bryllup. De ønskede at invitere alle deres venner og familier til middagen, men de kunne godt indse, at det ville blive en alt for stor fest til at de kunne nå at have en god tid sammen med alle deres kære. Så de besluttede at dele festlighederne op. En reception til efter brylluppet, hvor alle i hele landet blev budt velkommen til at fejre denne specielle dag sammen med dem. Og om aftenen, så ville de byde deres allernærmeste på stor festmiddag på slottet, hvor de ville feste til den lyse morgen.
Alle i hele kongeriget fik besked om denne storslåede nyhed, og glæden bredte sig rundt om i landet. For alle ville så gerne se deres konge og dronning blive gift i deres smukke kirke, og alle ville gerne glæde dem på hver deres måde. Kronprinsen og prinsessen, børnene af kongen og dronningen, gik nu med i planerne, for de ville hjælpe deres forældre på den bedst mulige måde. I mange, mange måneder gik bryllupsplanerne på det højeste derhjemme i det lille slot, for alting skulle være helt perfekt, og de skulle også finde ud af hvilke af de nærmeste, de gerne ville have med til deres bryllupsfest om aftenen.
Men endelig en dag, så skete det. Det allersidste punktum blev sat på planlægningen, og alt var gjort færdigt. Dronningens brudekjole var syet af de dygtigste syerske i kongeriget, som havde en lille biks nede i landsbyen. Hun nægtede at bruge den kongelige hofsyerske, da dronningen ønskede at støtte sine borgeres erhverv. Kongens flotte jakkesæt var også blevet lavet til denne storslåede dag.
For dagen var nemlig oprandt. Dagen, hvor kongen og dronningen endelig fik hinanden og deres bryllup, som de havde drømt om i så mange år. Der strømmede gæster ind fra nær og fjern for at kunne fejre denne dag med kongen og dronningen. Og de glædede sig begge to til at se og hilse på alle gæsterne i løbet af dagen. Kongen tog imod hver og en gæst ved kirken, for ingen skulle føle sig for fattig eller for fin til at få et håndtryk og en hilsen fra kongen af. Imens gjorde dronningen sig klar i sidegemakkerne til kirken, for kongen måtte jo ikke se brudekjolen, før vielsen gik i gang. Nok var det måske ikke så vigtigt, da kongen og dronningen allerede var gift, men deres datter havde holdt på denne søde lille tradition, og havde endda fået dronningens bedste veninde til at fremskaffe et blåt strømpebånd til denne dag.
Efter mange, mange håndtryk, så var alle til sidst på plads i kirken, men der var stadig mange, der stod udenfor, da der var kommet så mange fra kongeriget for at overvære denne dag. Kongen gik ind i kirken og op mod alteret for at tage sin plads der, så han kunne vente på sin yndige brud. Kronprinsen stod allerede klar deroppe, da han havde fået æren af at være sin faders forlover. Med et gik orglet i kirken i gang og dørene blev åbnet på ny, og ind kom dronningen fulgt af prinsessen, mens dronningens bedste veninde gik bagved som brudepige. Kongen og dronningen havde kun øje for hinanden i dette øjeblik, der var ingen andre end de to til stede i den stuvende fulde kirke. Det var i sandhed et øjeblik, som alle ville huske og fortælle om i al evighed. At kærligheden skal hyldes hver dag vi lever, unge som ældre, og det var hvad kongen og dronningen mindede os alle om den dag, de genforevigede deres kærlighed til hinanden.