Evig kærlighed

”Jeg elsker dig” hviskede hun ”Du vil altid være min eneste ene. Selv i himlen.”

Disse ord forlød igen og igen i hans hoved. Han havde mistet alt det han havde levet for. Sin bedste veninde, sin kæreste, sin soulmate, sit et og alt. For det var det, hun var for ham. Christine Miriam Larsen. Og nu sad han her. Forladt. Gemt i sorgens tårer. Han kæmpede sig i skole hver dag, men sad altid mutters alene nederst i hjørnet, lige ved siden af den tomme plads, hvor Christine plejede og sidde. Han havde kendt til hendes hemmelighed lige siden de begyndte i 1.g, men først for et halvt år havde hun afsløret det for resten af klassen. Da var de halvt igennem 2.g. Det var hårdt for Christine, for kræften havde spredt sig hurtigt, og siden det gik ud over hendes fravær i skolen, havde hun valgt og sige det til klassen, inden der kom alt for mange rygter.

Han havde siddet der bagerst på sin plads, og kigget ned i bordet. Han vidste at Christines blik var fæstnet på ham, men han kunne ikke klare at se på hende. For han vidste, at han snart ville miste hende. Miste hende til den fordømte sygdom. Hvorfor skulle den berøve så meget af hendes liv? Hun havde aldrig fået lov til at være en rigtig teenager, da sygdommen var blevet opdaget da hun kun var 13 år. Hun gik i 6. klasse, og trods sygdommen fuldførte hun sin folkeskole, helt op til 10. klasse, hvor hun havde mødt ham. Hun ville ikke give op, hun ville begynde på gymnasiet. Han var der til at støtte hende, da hun fremlagde det over for hendes forældre. Men de mente ikke at hun kunne klare det, fordi de vidste aldrig hvornår sygdommen trådte til igen. ”Bare så længe jeg har Lars hos mig, så går alting, mor.” havde hun sagt, og kigget på ham, og sendt ham de varmeste øjne han nogensinde havde set. Fra den dag var de kærester.

”Lars, er du okay?”. Lars kiggede op og så på Christian, hans bedste kammerat. ”Det er bare …” sagde Lars og gik i stå. At tale om Christine var stadig for smertefuldt for ham. Det var kun tre måneder siden hun var gået bort. ”Jeg ved det.” sagde Christian forstående ”Jeg holdte også af hende, Lars. Glem ikke, at du ikke er alene i sorgen.”. Christian gav hans hånd et klem, og rejste sig igen. Lars sad nu helt alene i klassen. Alle var gået ud for at finde deres venner eller kærester. Men Lars kunne ikke. Hvert eneste sted han gik, der blev han mindet om Christine. Om hendes latter, hendes smil, hendes varme øjne som altid strålede når de fik øje på ham. Der trillede en tåre ned af hans kind. Han kunne ikke holde det tilbage, og gav tårerne frit løb. I det samme kom Tina ind, og hun fik øje på Lars. Hun så lige så modløs og forgrædt ud som ham selv. Men hun havde mistet sin bedste veninde igennem 12 år. Hun sagde ikke noget, men satte sig bare ved siden af Lars, og holdte om ham, mens han gav tårerne frit løb i hendes favn. De følte samme smerte. De havde mistet dét menneske de havde satset alt på igennem tiden. Det menneske som kendte til alle deres hemmeligheder, det menneske som gav dem mod på livet. Men nu var hun væk, og sorgen havde overtaget. Begge kæmpede for at overleve. Men af og til måtte man give op, og bare græde.

Lars traskede hjemad sammen med Mia, Christines bedste veninde. ”Hun var fantastisk …” sagde Mia stille. Lars kiggede op på hende, og kunne se at hun smilede igennem tårerne, der trillede stille ned af kinderne. ”Jeg forstår ikke hvorfor det lige skulle være hende, Lars. Hun var jo så god ved alle mennesker. Intet havde forhindret hende i noget før. Men så …” - hun hentydede til kræften der var brudt frem igen, og havde taget alle hendes kræfter.

”Jeg ved det ikke, Mia.” hviskede han ”Jeg ville også ønske at hun stadig var her”. ”Der var så mange ting hun ikke nåede. Så mange ting, hun ville have sagt”. Mia kiggede på Lars med sine forgrædte øjne. I et øjeblik stod de bare og så på hinanden, indtil Lars’ mobil ringede.

”Det er Lars.” sagde han. ”Lars, det er mor. Du må hellere skynde dig hjem. Du har fået post … fra Christine”. Det sidste blev hvisket, og Lars blev lam. Post … fra Christine?

Lars kom ind af døren, pustende og svedende. Så snart han havde lagt på, havde han set på Mia, og lagt mærke til at hun lige havde klappet sin mobil sammen. De vidste begge to, hvad der var deres opkald havde handlet om. Christine havde tænkt på dem til det sidste. Hun havde sendt dem post - efter sin død. Hun havde vidst hvor lang tid hun havde igen.

Lars gik ind på sit værelse, hvor brevet fra Christine lå på hans skrivebord. En fin lyserød kuvert med en flot håndskreven skrift, og en duft af Yasmin, Christines duft. Han tog brevet og satte sig på sengen. Han åbnede den forsigtigt. I kuverten lå der et billede og et brev. Han tog billedet, som var et billede af ham og Christine. Dét billede som han havde givet hende i deres 2-årsdag, et billede kun for hende. Han så på hendes smil, hendes lange lyse hår og hendes blå øjne. Alt ved hende var perfekt. Ingen kunne se at hun var dødssyg af kræft. Han tog brevet og begyndte at læse

”Kære Lars.

Når du læser dette brev, er jeg for længst gået bort.

Jeg ved du har regnet ud, at jeg vidste præcist hvor lang tid jeg havde tilbage. Og det er sandt. Jeg bad lægerne om at fortælle mig det i en stund, hvor hverken du, Mia eller mine forældre var der. Det var min lille hemmelighed. Mit sidste gøremål i livet.

Jeg elsker dig, Lars. Og det ved du. Vores 2 et halvt år har været fantastiske sammen. Alt det du gjorde for mig. Jeg er så ked af at det skulle ende på sådan en dramatisk måde. At jeg døde alt for tidligt af kræft, og aldrig nåede at få det liv med dig, som jeg drømte om. Du er min drømmefyr. Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne være hos dig stadig. Ae din kind, holde om dig og kysse dig. For du er mit et og alt, Lars!

Og jeg ved du har det hårdt, uden mig ved din side…”

- Mere end du aner, tænkte Lars.

”… Men du må kæmpe videre. Jeg ved at klassen aldrig ville kunne forstå din situation, hvis ikke du fortæller dem det. De føler også sorg ligesom dig og Mia gør, men de var jo aldrig helt så tætte på mig, som I to var. Mine dyrebare juveler. Derfor, Lars, opfordrer jeg både dig og Mia til at stå frem og fortælle tiden om mig og sygdom. For jeg kan ikke fortælle dem hvor hårdt det har været, jeg kunne kun fortælle dem at jeg var syg. Mere ville jeg ikke.

Lars, jeg ved at du nu sidder og tænker, at det vil du ikke. Men du skal! Både for din egen skyld, og min skyld. For vores kærlighed. For den kærlighed som aldrig vil blive glemt.

Vores evige kærlighed.

Din elskede

Christine.”

Lars græd, da han læste brevet. Dette var i sandhed, den Christine han kendte. Hun havde tænkt på alt, og kendte til ham og hans følelser. Hun elskede ham til det sidste, og hun gør det stadig, fra sin grav. Lars satte sig ved computeren og begyndte at skrive. Skrive hans og Christines livshistorie siden de mødtes. Skrive hendes side af sygdommen, som han kendte den.

Næste dag mødte Lars tidligt op i skolen. Forgrædt og udmattet. Han var først kommet i seng kl. halv to i nat, men han måtte gøre det. For Christines skyld.

Klokken slog otte om morgenen, da læreren i Lars’ klasse fortalte klassen, hvad Lars havde at fortælle dem.

Og Lars fortalte det hele. Han fortalte hvordan han havde mødt Christine i tiende klasse. Hvordan han havde forelsket sig i Christine med det samme. Hvordan han elskede hendes smil og hendes varme øjne. Og hvordan Christine en dag brød grædende sammen hjemme hos ham, og fortalte det hele. Fortalte at hun var syg af kræft. At hun var uhelbredelig, og kunne kun håbe at sygdommen ikke brød for meget frem. Hun var hans engel, havde han sagt. Han kiggede ned på den plads, hvor Christine plejede og sidde. Han så hende for sig med hendes lange lyse hår og hendes varme, blå øjne. Hun smilede til ham, ligesom hun altid gjorde, når han skulle fremlægge noget for klassen.

Lars trak vejret dybt og fortsatte:

”Christine ønskede at jeg skulle fortælle det til jer. Hun havde planlagt det hele. Hun vidste hvor lang tid hun havde tilbage, og det var kun hende og lægerne der vidste det. Hun vidste hvor svært jeg ville få det, når hun var gået bort. Hendes sygdom tærede hende for alle kræfter, men hun insisterede på at komme i skole. Komme hen til jer, som intet vidste om hende sygdom. Her var hun bare en helt almindelig pige uden nogen form for sygdom. Men hun vidste at det ikke varede længe før hun måtte fortælle jer sandheden. Sandheden om at hun var syg, men hvad I ikke ved, er at da hun fortalte det, var hun døende.”

Flere i klassen gispede. Lars kiggede over på Mia, som sad med tårer i øjnene. Men ikke af sorg - men af kærlighed. For hvad klassen aldrig fik af vide var at Christine havde efterladt et p.s. i brevet til Mia og Lars.

”Lad vær med at hæng jer i sorgen. I har hinanden - og finder I kærligheden, så er det med hele min velsignelse.”

Christine kendte Mia og Lars til det inderste, og hun vidste hvad der var bedst for dem.

Hun havde taget deres dybeste hemmeligheder med i graven.