"Kayla, snap out of your daydreams and get your butt in here! I need you to zip me up!” Melinda yelled at me. “Coming, you helpless zebra!” I yelled back and laughed. That was her, my best friend for the last 15 years. She and I knew each other better than anyone else. I walked into Melinda’s dressing room to help her. She was getting ready for the gala at her high school.
“Did you just call me a zebra?” she smiled to me.
“Yes, I did, Mel. Your hair reminds me of a zebra"
“Well, then I’m the most fancy zebra, you’ve ever seen, because I don’t recall zebras having pink and purple colours”
“Okay fashionista zebra. Do you need me to zip you up or not? I don’t think your date is gonna wait forever”
“Peter isn’t even here yet, so do you mind take a chill? It’s not even you, that are going on a date tonight” she said and turned her back to me, so I could zip her dress up. She had been looking for the perfect dress in months and had dragged me on every single shopping tour, even thought that I hated it. But I gladly did it for my best friend. It was a purple one, her favourite colour, so it was matching her hair. It was long and had lace patterns on the bottom and glimmer on the top.
“So how do I look?” Melinda asked and twirled around.
“Like a fashionista zebra” I laughed and earned a sweater thrown after me.
“Would you for once just tell me the truth and stop goofing around, Kayla?”. She looked me dead serious in the eyes, and I knew she was insecure about the whole evening. I wasn’t going to be there, since we didn’t go on the same schools. She was a private high school student, and I was just a regular.
"Melinda, trust me, when I say this. You look absolutely stunning and Peter couldn’t be a more luckier guy than going with you to the gala” I told her honestly. She smiled wide back to me. “Thank you, Kayla. You always know what to say to me”.
“That’s because I’m your best friend, Mel” I said and hugged her.
10. oktober 2015
30. august 2015
Nøglen til Ord - Galla
I går var jeg til galla som afslutning på Nøglen til Ord Forfatterworkshoppen, som jeg blev optaget på tilbage i marts måned (læs her). Det har hele tiden været kendt og være meningen, at vi skulle stå med et produkt i sidste ende. Enten en novelle, et uddrag af en roman eller digt(e). Og det har jeg været pænt nervøs over i det sidste halve år. For det første, hader jeg virkelig det med at være centrum. For det andet, så er det at skrive mit hjertensbarn. Det er det tilflugtssted (udover at læse), jeg altid har søgt til.
Men jeg har igennem de sidste par måneder haft en seriøst skriveblokade. Især fordi jeg havde hele historien i hovedet, men jeg kunne bare ikke få den skrevet ned. Og når jeg så endelig skrev noget ned, så lød det så forkert og så kludret, at jeg aldrig var tilfreds eller sikker på det, jeg gjorde. Hvilket gjorde min nervøsitet for at skulle læse noget op endnu værre. For hvad nu hvis jeg ikke stod med noget produkt? Mit mål blev at jeg skulle op på den scene og gennemføre en oplæsning.
Sidste weekend kom gennembruddet så for mig. Jeg var taget hjem til mine forældre, da jeg havde brug for et par dages ro. Jeg havde taget min computer med for to formål; at få skrevet noget og for at få indhentet nogle serieafsnit. Men jeg havde stadig problemer med at få skrevet noget. Så til allersidst tog jeg en chance og tog et imod råd, jeg havde fået for længst af en studiekammerat, som også gik på forfatterworkshoppen. "Giv det en chance og skriv på engelsk". Og jeg tænkte, hvorfor ikke. Jeg kan sgu lige så godt prøve. Og det gjorde jeg så.
Og dét gjorde hele udslaget!
Pludselig kunne jeg formulere de tanker til historien, jeg gik med inde i hovedet, og skrive dem ned. Jeg er ikke særlig velbevandret i den engelske grammatik i forhold til nutid og datid, men jeg har gode mennesker omkring mig, som har tilbudt at læse mine ting igennem, for at hjælpe mig. Hele den sidste uge har jeg været så stolt og så glad over at jeg nu kunne få min historie ud. Aldrig før har jeg følt mig så sikker på noget, jeg har skrevet, som jeg gør nu. Og jeg startede altså med at skrive historier, da jeg var 12 år!
Jeg havde haft så mange problemer med at finde ud af hvad historien præcist skulle handle om (selvom jeg i store træk havde historien i hovedet allerede), hvis synspunkt den skulle fortælles fra eller om der skulle være to synspunkter. Da jeg begyndte at skrive på stykket i sidste uge, havde jeg en idé om hvem der var den reelle hovedperson i historien. Men da jeg skulle til at nævne navnet på hvem det var, så gik det pludselig op for mig, at det var en helt anden. En karakter, som det også var meningen skulle være en hovedperson. Ubevidst havde jeg nået at forelske mig i hendes karakter og historie, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at det var hendes historie, der skulle fortælles.
Nu krævede det så blot, at jeg fik skrevet et stykke, som jeg kunne stå med til gallaen. For det jeg havde skrevet som mit gennembrud, ville jeg ikke bruge, selvom jeg elsker det. Men det viste ikke min historie til fulde. Det stykke, som jeg endte med at skrive, var faktisk et stykke, jeg allerede havde skrevet på dansk, og som har henvisninger til/fra det nye stykke på engelsk. Så jeg skrev det forfra.
Da stykket var skrevet, fik jeg øvet oplæsning med min studiekammerat, og vi fandt ud af at det var for langt. Så jeg valgte at tage den sidste del af det stykke, som jeg havde valgt fra i første omgang. Det var kortere, men efter at have læst det op, indså jeg at det havde de fire hovedpunkter, som var gældende for hele historien. Fredag sad jeg så og rettede i det, mens jeg læste det højt. Og til sidst var jeg tilfreds med, og tog så af sted til stemmetræning, som vi havde fået tilbudt. Især jeg havde brug for det, fordi stemmetræneren vidste og havde set, at jeg var skide nervøs omkring det. Men da jeg læste op, måtte hun afbryde mig og sige, at hun slet ikke kunne høre, at jeg var nervøs. Det var kun før og efter, samt når der blev snakket om emnet, at alt nervøsiteten kom strømmende tilbage.
Til selve gallaen var jeg dog mere nervøs, for jeg kunne høre det i min stemme. Og måske skulle jeg have taget en pause undervejs, men jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at gennemføre det nu, og så fokusere dybt på at få min stemme under kontrol og læse historien, som jeg havde øvet, og som jeg hørte den i min historie. Og det lykkedes! Jeg var så glad og så stolt af det lykkedes mig at gennemføre det.
Senere i de tre pauser, fik jeg snakket med de andre deltagere og gav dem ros, og jeg fik også selv ros. Hvilket jeg ikke havde forventet. Og jeg fik også fuldkommen uventet ros fra en helt anden side af. Vores instruktør Sascha (Christensen - ja den Sascha!) kom hen til og fortalte om jeg bemærket set en af de andre medarbejdere fra The South Gate Society, og ja det havde jeg (virkelig langt flot prinsesse/havfrue hår med striber i pastelfarver - umuligt ikke at lægge mærke til!). Sascha fortalte mig, at Alexandra, som pigen/kvinden hedder, havde ros til mig, for hun var virkelig blown away af min historie og synes at det var så godt skrevet. Og det var virkelig "Wow!" for mig, for hun kunne jo have sagt og synes det om alle de andres, men at jeg fik den reaktion frem i hende, er jeg (meget!) glad for.
Så alt i alt, har det været et lærerigt år, og jeg har en historie, som jeg vil skrive færdig, og komme ud med i verden. Og så vil jeg for altid have et diplom hængende og minde mig om hvilken fantastisk oplevelse, jeg har fået mig.
Gennembrudstykket kan læses her: The Regent and the General: The Panic Attack
Og stykket, som jeg læste op til gallaen kan læses her: The Regent and the General: The Training Ground
Men jeg har igennem de sidste par måneder haft en seriøst skriveblokade. Især fordi jeg havde hele historien i hovedet, men jeg kunne bare ikke få den skrevet ned. Og når jeg så endelig skrev noget ned, så lød det så forkert og så kludret, at jeg aldrig var tilfreds eller sikker på det, jeg gjorde. Hvilket gjorde min nervøsitet for at skulle læse noget op endnu værre. For hvad nu hvis jeg ikke stod med noget produkt? Mit mål blev at jeg skulle op på den scene og gennemføre en oplæsning.
Sidste weekend kom gennembruddet så for mig. Jeg var taget hjem til mine forældre, da jeg havde brug for et par dages ro. Jeg havde taget min computer med for to formål; at få skrevet noget og for at få indhentet nogle serieafsnit. Men jeg havde stadig problemer med at få skrevet noget. Så til allersidst tog jeg en chance og tog et imod råd, jeg havde fået for længst af en studiekammerat, som også gik på forfatterworkshoppen. "Giv det en chance og skriv på engelsk". Og jeg tænkte, hvorfor ikke. Jeg kan sgu lige så godt prøve. Og det gjorde jeg så.
Og dét gjorde hele udslaget!
Pludselig kunne jeg formulere de tanker til historien, jeg gik med inde i hovedet, og skrive dem ned. Jeg er ikke særlig velbevandret i den engelske grammatik i forhold til nutid og datid, men jeg har gode mennesker omkring mig, som har tilbudt at læse mine ting igennem, for at hjælpe mig. Hele den sidste uge har jeg været så stolt og så glad over at jeg nu kunne få min historie ud. Aldrig før har jeg følt mig så sikker på noget, jeg har skrevet, som jeg gør nu. Og jeg startede altså med at skrive historier, da jeg var 12 år!
Jeg havde haft så mange problemer med at finde ud af hvad historien præcist skulle handle om (selvom jeg i store træk havde historien i hovedet allerede), hvis synspunkt den skulle fortælles fra eller om der skulle være to synspunkter. Da jeg begyndte at skrive på stykket i sidste uge, havde jeg en idé om hvem der var den reelle hovedperson i historien. Men da jeg skulle til at nævne navnet på hvem det var, så gik det pludselig op for mig, at det var en helt anden. En karakter, som det også var meningen skulle være en hovedperson. Ubevidst havde jeg nået at forelske mig i hendes karakter og historie, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at det var hendes historie, der skulle fortælles.
Nu krævede det så blot, at jeg fik skrevet et stykke, som jeg kunne stå med til gallaen. For det jeg havde skrevet som mit gennembrud, ville jeg ikke bruge, selvom jeg elsker det. Men det viste ikke min historie til fulde. Det stykke, som jeg endte med at skrive, var faktisk et stykke, jeg allerede havde skrevet på dansk, og som har henvisninger til/fra det nye stykke på engelsk. Så jeg skrev det forfra.
Da stykket var skrevet, fik jeg øvet oplæsning med min studiekammerat, og vi fandt ud af at det var for langt. Så jeg valgte at tage den sidste del af det stykke, som jeg havde valgt fra i første omgang. Det var kortere, men efter at have læst det op, indså jeg at det havde de fire hovedpunkter, som var gældende for hele historien. Fredag sad jeg så og rettede i det, mens jeg læste det højt. Og til sidst var jeg tilfreds med, og tog så af sted til stemmetræning, som vi havde fået tilbudt. Især jeg havde brug for det, fordi stemmetræneren vidste og havde set, at jeg var skide nervøs omkring det. Men da jeg læste op, måtte hun afbryde mig og sige, at hun slet ikke kunne høre, at jeg var nervøs. Det var kun før og efter, samt når der blev snakket om emnet, at alt nervøsiteten kom strømmende tilbage.
Til selve gallaen var jeg dog mere nervøs, for jeg kunne høre det i min stemme. Og måske skulle jeg have taget en pause undervejs, men jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at gennemføre det nu, og så fokusere dybt på at få min stemme under kontrol og læse historien, som jeg havde øvet, og som jeg hørte den i min historie. Og det lykkedes! Jeg var så glad og så stolt af det lykkedes mig at gennemføre det.
Senere i de tre pauser, fik jeg snakket med de andre deltagere og gav dem ros, og jeg fik også selv ros. Hvilket jeg ikke havde forventet. Og jeg fik også fuldkommen uventet ros fra en helt anden side af. Vores instruktør Sascha (Christensen - ja den Sascha!) kom hen til og fortalte om jeg bemærket set en af de andre medarbejdere fra The South Gate Society, og ja det havde jeg (virkelig langt flot prinsesse/havfrue hår med striber i pastelfarver - umuligt ikke at lægge mærke til!). Sascha fortalte mig, at Alexandra, som pigen/kvinden hedder, havde ros til mig, for hun var virkelig blown away af min historie og synes at det var så godt skrevet. Og det var virkelig "Wow!" for mig, for hun kunne jo have sagt og synes det om alle de andres, men at jeg fik den reaktion frem i hende, er jeg (meget!) glad for.
Så alt i alt, har det været et lærerigt år, og jeg har en historie, som jeg vil skrive færdig, og komme ud med i verden. Og så vil jeg for altid have et diplom hængende og minde mig om hvilken fantastisk oplevelse, jeg har fået mig.
Gennembrudstykket kan læses her: The Regent and the General: The Panic Attack
Og stykket, som jeg læste op til gallaen kan læses her: The Regent and the General: The Training Ground
The Regent and the General: The Training Ground
I grabbed the collar of Illa’s dress and brought her face close to mine. “From now on I take care of Callie’s training!” I hissed angrily, before I let go and turned around to get to Callie. It wasn’t easy, since a large field around Callie was frozen. She was a lot more scared than before, because she had discovered what was going on with her. “Callie!” I yelled at her, but my voice drowned in the newly emerged wind. “Fucking great” I whispered under my breath. Not only was Callie’s water element out of control, now she was so freaked out that the wind has decided to join the game.
“CALLIE!” I yelled at the top of my lungs, and thanked myself for being so commanding over the guards, so that my voice would boom over the wind. And that worked, because Callie turned around and looked in my direction. I could see that she couldn’t focus on who I was or where I was standing. Her right arm was crossed over her chest, while the left one was clutching to her stomach, and I could see that she was breathing very rapidly. I knew those signs very well. “Callie!” I yelled again. This time she looked at me, and I hold my gaze to her, while I slowly walked over the ice. “Callie, listen to me” I saw her body stiffen due to the concentration of having to listen to my words. “You need to focus on my voice and come back to me”. She shook her head from side to side. “Just focus on my voice, Callie, and nothing else” I said calmly. I was only steps away from her when the wind suddenly stopped and the ice began to melt. It happened at the same time as Callie collapsed on her knees.
I didn’t waste my time and ran over to her. I took her head in my hands and looked her in the eyes to hold her focus on me. “Listen to my voice, Callie, and come back to me”
Slowly, but steady, I could see that she was starting to focus again, and I saw the relief in her eyes when she found out that it was me in front of her. She tried to talk, but I shushed her. “Don’t talk, just focus on my voice. You are going to be all right” I said, while my thumb automatically began to nuzzle her cheek. “I’m right here, love” I told her and didn't care about that I just had declared my love for her in a situation like this. But it didn’t matter at all when I saw the smile in her eyes and she silently whispered “I know, Megan”
Abonner på:
Opslag (Atom)